Klinikchef ved Traumecentret, HovedOrtoCentret, Rigshospitalet
Vi søger en visionær klinikchef til Traumecentret, med høj faglig ekspertise og organisatorisk talent, pr. 1. december 2016 eller efter aftale. Du skal sammen med den ledende oversygeplejerske have modet og talentet til at løfte følgende opgaver
ledelse af højt specialiserede og dedikerede tværfaglige teams
at sikre optimal funktion af teams med medlemmer fra flere klinikker
at sikre et højt fagligt niveau og kontinuerlig udvikling af både behandling, undervisning og forskning
at sikre at der arbejdes målrettet med arbejdsmiljø i Traumecentret
at sikre at klinikken udnytter det fulde potentiale af Sundhedsplatformen
løbende optimering og effektivisering af driften
Traumecentret er en tværgående funktion for hele Rigshospitalet og er organisatorisk placeret i HovedOrtoCentret. Traumecentret modtager svært tilskadekomne og kritisk syge patienter, som kræver akut indsats og samarbejde mellem mange diagnostiske og kliniske specialer på højt specialiseret niveau. Karakteristisk er, at traumeteamet sammensættes på tværs af organisationen med udgangspunkt i den enkelte patients behov. Der modtages ca. 1000 traumer årligt og afhængig af traumets karakter modtages patienter fra hele landet. Herudover varetager Traumecentret behandling af et større antal simple skader og det vil være vigtigt også at sikre udvikling af denne opgave.
Stillingen som ledende oversygeplejerske i Traumecentret er aktuelt vakant, men skal besættes, når klinikchefstillingen er besat.
Traumecentrets samlede budget er på ca. kr. 30 millioner.
Klinikchefens ledelses- og ansvarsopgaver
Klinikchefen refererer til Centerdirektøren i HovedOrtoCentret.
Som klinikchef er du sammen med den ledende oversygeplejerske ansvarlig for klinikkens samlede virksomhed og har ansvaret for helheden og opfyldelsen af klinikkens målsætning indenfor centrets overordnede rammer. Du skal have fokus på både den leverede faglige kvalitet og den patientoplevede kvalitet. Klinikken bistås af et sekretariat, der er kendetegnet ved en høj faglig standard. Det daglige arbejde vil foregå i tæt samarbejde med en traumemanager, en anæstesiolog og en mediciner, som alle tre er ansat mellem 20 og 50% i Traumecentret.
Der er i Regionens strategi Fokus og Forenkling tiltag og visioner, som du og den ledende oversygeplejerske skal implementere i klinikken i de kommende år.
Du skal som klinikchef understøtte et tæt samarbejde mellem de lægelige specialer på Rigshospitalet og sikre et velfungerende samarbejde mellem såvel interne som eksterne samarbejdspartnere. Du er ansvarlig for det samlede beredskabsplan for Rigshospitalet samt sikring af, at Traumecentret på ethvert tidspunkt kan tilbyde patienterne en behandling på et højt specialiseret fagligt niveau. Du har som klinikchef ansvaret for at understøtte den præ- og postgraduate undervisningsforpligtelse samt generelt sikre undervisning og uddannelse af personale i Traumecentret inden for traumatologi, præhospitalsbehandling og akut medicin.
Kvalifikationer
Vi forventer, at du er speciallæge med et relevant speciale inden for enten kirurgi, anæstesi eller medicin med interesse og dokumenteret erfaring inden for ledelse, samt indgående kendskab til akutområdet. Du forventes udover den primære ledelsesopgave at understøtte klinikkens forskningsområde. Der lægges vægt på, at ansøgeren er robust, har gennemslagskraft, gode samarbejdsevner, udviser fleksibilitet, prioriteringsevne, ansvarlighed og åbenhed.
Det er endvidere vigtigt, at du i det daglige arbejde formår at skabe rammer, der udvikler og motiverer medarbejderne på tværs af faggrupper og således understøtter et godt tværfagligt arbejdsmiljø.
Løn – og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker i henhold til Aftale for lægelige chefer, indgået mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen, herunder stillingsbeskrivelse, kan fås ved henvendelse til centerdirektør Lars Juhl Petersen, telefon 35 45 30 50 eller ledende oversygeplejerske Kim Bo Christensen, telefon 35 45 12 53.
HovedOrtoCentret
Med cirka 2000 ansatte er HovedOrtoCentret det største af i alt otte centre på Rigshospitalet. Centret har overvejende kirurgisk aktivitet og indeholder følgende klinikker: Øjenklinikken, Øre-Næse-Hals-kirurgisk og Audiologisk klinik, Ortopædkirurgisk klinik, Traumecenter, Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandling, Klinik for Ergo- og Fysioterapi, Anæstesi og Operationsklinikken, Videncenter for Reumatologi og Rygsygdomme, Tand-, mund- og kæbekirurgisk Klinik samt Læbe-Ganespalte Centret. Yderligere oplysninger om HovedOrtoCentret kan fås via linket: …..
Ansøgningsfrist: Fredag den 14. oktober 2016, kl. 12.00.
Samtaler forventes at finde sted i uge 46 og 47.
Ansøgningen vedlægges curriculum vitae indeholdende publikationsliste med angivelse af de ti vigtigste publikationer. Publikationerne rekvireres, såfremt dette måtte ønskes. Ansøgningen bedes udformet, så der gives mulighed for at vurdere de 7 lægeroller.
Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.