Jobbet "Introduktionsstilling, Klinisk Genetisk Afdeling, Sygehus Lillebælt, Vejle Sygehus" er udløbet

Region Syddanmark

Region Syddanmark

Beriderbakken 4, 7100 Vejle

Dit næste skridt

Ved Klinisk Genetisk Afdeling er en etårig introduktionsstilling (nr. 6008-22-68-i-01) i

klinisk genetik ledig til besættelse den 1. maj 2018.
 
Har du interesse for klinisk genetik, og ønsker du en introduktion til specialet i en engageret og aktiv afdeling? 
 

Klinisk genetik er et speciale i konstant udvikling, hvor patienten og familien med en genetisk/arvelig problemstilling er i centrum.

 

Klinisk genetik er både et klinisk speciale og et laboratoriespeciale. Således rådgiver vi både patienter og dennes familie og udfører mange forskellige genetiske analyser i vores laboratorium. Du skal derfor både mestre kommunikationen med patienterne, have mod på ”den svære samtale” og samtidig trives med at have styr på både den teoretiske og praktiske del af laboratoriearbejdet. Det er derfor afgørende, at du kan lide at sætte dig grundigt ind i nyt stof og kan håndtere at have kontakt og sparring med både patienter, afdelingens tekniske personale og med kolleger i andre specialer. Vi er et forskningsbaseret speciale, og derfor ønsker vi at ansætte en introduktionslæge, der enten har forskningserfaring eller ønsker at satse på forskning.

 
Afdelingen varetog ca. 2400 rådgivningssager sidste år med mange forskellige genetiske problemstillinger inden for blandt andet neurogenetik, onkogenetik og medfødte misdannelser. Laboratoriet udfører et stort antal forskellige genetiske analyser, herunder analyser baseret på NGS (next-generation sequencing), kromosomale array-analyser og fragmentanalyser. 
 

Du vil i introduktionsuddannelsen både skulle rådgive patienter med simple og komplekse arvelige tilstande og i laboratoriet primært stifte bekendtskab med forskellige kromosomale analyser, hvor du vil skulle deltage i svarafgivelsen.

 

Vores afdeling er meget forsknings- og udviklingsorienteret, og vi forventer, at du har lyst til at deltage i disse aktiviteter. For den rette ansøger kan introduktionsstillingen være vejen til et ph.d.-forløb.

 
Vi tilbyder:
  • Et alsidigt job, hvor du har mulighed for at præge afdelingens kultur og udvikling med udgangspunkt i, at patienten er i centrum.
  • Tæt tværfagligt samarbejde med afdelingens øvrige engagerede personale.
  • Et godt arbejdsmiljø med et fladt hierarki, hvor der er respekt for den enkelte og fokus på uddannelse.
 
Stillingen er vagtfri. Løn og ansættelse i henhold til overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Yngre Læger. 
 
Hvis du har lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte ledende overlæge, Mette Warming Jørgensen (Mette.Warming.Jorgensen@rsyd.dk, tlf. 79 40 65 56) eller uddannelsesansvarlig overlæge, Thomas Dyrsø Jensen (Thomas.Dyrsoe.Jensen@rsyd.dk, tlf. 79 40 65 56). 
 

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler d. 26. marts 2018.