Social- og sundhedsassistent søges til lukket akut modtage afsnit
Vi byder en ny Social- og sundhedsassistent kollega
indenfor, på Danmarks første og største lukkede akut modtagerafsnit. Et
spændende og udfordrende arbejde, hvor ikke en dag er ens. Du vil komme til at
arbejde med psykiatriske patienter i den mest akutte fase, som modtages hele
døgnet fra vores psykiatriske skadestue. Patienterne har ofte udfordrende og
komplekse problemstillinger. Det betyder, at vi skal være skarpe på vores
kerneopgaver, parate til at arbejde intensivt og til tider hurtigt, når akutte
situationer skal håndteres.
Du kommer til at arbejde med akut psykiatrisk sygepleje og
specialiseret farmakologisk behandling. Ikke en af vores patienter er ens og
det vil blive din fornemmeste opgave, at tilrettelægge og udføre individuelt
tilpasset sygepleje. Rammen for vores arbejde er baseret på miljøterapeutiske
principper, tilpasset en akut setting. Du vil komme til at tilegne dig og
anvende kompetencer, til at løse udfordringer, som du kun finder i akut
psykiatrien. Vi tager dagligt selv blodprøver og EKG i afdelingen samt anlægger
venflon hos patienter, som har brug for mere specialiseret medicinsk
behandling.
Som kommende kollega vil du blive del af et tværfagligt team
bestående af læger, psykologer, socialrådgivere, ergo og fysioterapeuter, som
sammen skal tilrettelægge, den bedst mulige akutte behandling, for patienterne,
inden for en indlæggelsestidsramme på maksimalt 7 døgn.
Vi værdsætter at du:
Er psykisk robust og kan bevare roen, så du bedst muligt
medvirker til at håndtere akutte situationer, herunder aggression. Kan handle
selvstændigt og træffe beslutninger når det kræves.
Er opsøgende med gode samarbejdsevner og ønsker at udvikle
dig, på en travl og udfordrende arbejdsplads
Er positiv og rummer gode sociale kompetencer, som du
omsætter over for patienterne og dine kollegaer.
Vi tilbyder:
En arbejdsplads med en stor og blandet personalegruppe, som
vil hjælpe dig godt i gang under din introduktionsperiode. En grundig oplæring
i de kompetencer der kræves igennem struktureret undervisning. Mulighed for, at
deltage i nystartet implementering af Safeward med henblik på at nedbringe
tvang i psykiatrien og skabe et sikkert arbejdsmiljø. Hvis du er helt
nyuddannet, tilstræber vi at sende dig på kurset ”Godt på vej i psykiatrien”,
som strækker sig over et halvt år. Her vil du møde andre nye i psykiatrien, få
mulighed for at udveksle erfaringer og modtage undervisning.
Vi vægter arbejdsmiljø med fokus på trivsel, udvikling og
sikkerhed. Din nye arbejdsplads vil fungerer som et intensivt læringsmiljø,
hvor du vil komme til at tilegne dig en særdeles bred viden indenfor det
psykiatriske speciale.
Vi arbejder i blandede vagter, med 12 timers vagter fredag
til søndag hver 3. weekend, hvilket giver stor fleksibilitet i forhold til
hverdagsfri og friperioder.
Hvis vi har fanget din interesse, ser vi frem til at modtage
din ansøgning og byde dig indenfor som vores nye kollega.
Vi har 2 stillinger ledige til besættelse pr. 1. juni 2018
eller efter aftale. Ansøgningsfrist 13. april 2018. Samtaler forventes afholdt
den 23. og 24. april 2018.
Nærmere oplysninger om stillingen og stillingsbeskrivelse
kan rekvireres ved henvendelse til Klinisk Souschef Christian Rasmussen, på
mail: Christian.Rasmussen@regionh.dk
Fakta om Psykiatrisk Center København:
Psykiatrisk
Center København undersøger og behandler voksne psykiatriske patienter inden
for de almenpsykiatriske områder og dækker store dele af København fra Nordvest
til Christianshavn og fra Østerbro til København C.
Centret er organisatorisk placeret i Region Hovedstadens
Psykiatri og geografisk placeret dels på Rigshospitalet, dels Gentofte Hospital
dels Frederiksberg Hospital og dels på Bispebjerg Hospital samt i mindre
enheder rundt omkring i optageområdet.
Psykiatrisk Center København har tre bydelsrettede afdelinger
og en akutmodtage afdeling der inkluderer en psykiatrisk skadestue som
behandler patienter fra hele centrets optageområde.
Centret har derudover distriktspsykiatriske centre. Der rådes
over et OPUS-team, APH teams, Opsøgende Psykiatriske teams og et opsøgende
Ældreteam. Den psykiatriske udrykningstjeneste er også forankret i centret.
Psykiatrisk Center København behandler skizofreni, andre
psykoser, depression, mani, neuropsykiatriske lidelser samt
personlighedsforstyrrelser. Herudover har centret en række specialområder så
som :
Affektive lidelser, sexologi, angst, OCD, anoreksi,
neuropsykiatri, herunder psykiatrisk vurdering ved epilepsikirurgi,
psykoterapi, somatisering og liason, samt ældrepsykiatri og militærpsykiatri.
Centret rummer også Videnscenter for Transkulturel Psykiatri,
Viden- og kompetencecenter for Affektive lidelser og Kompetencecenter for
Selvmordsforebyggelse, sidstnævnte i samarbejde med PC Amager.
Forskning er højt prioriteret på Psykiatrisk Center
København, og der er ansat to professorer, begge tilknyttet Københavns
Universitet.
Forskningen på Psykiatrisk Center København er blandt de
førende i Danmark og gør sig bemærket internationalt.
Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.