Region Midtjylland

Medicinsk Afdeling

Heibergs Alle 4, 8800 Viborg

Oversygeplejerske til Hjertesygdomme og Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Viborg, Hospitalsenhed Midt

Hospitalsenhed Midt søger en visionær og innovativ oversygeplejerske til Hjertesygdomme og Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Viborg.
 
Vil du bidrage til at skabe de bedst mulige rammer for det interne medicinske område på fremtidens akuthospital i Viborg? Som en del af afdelingsledelsen er du med til at videreudvikle to velfungerende medicinske afdelinger, hhv. Hjertesygdomme og Medicinsk Afdeling.
 
I Hospitalsenhed Midt har vi fokus på, at alle patienter diagnosticeres og behandles på et højt fagligt niveau og med patientoplevet kvalitet i højsædet. Som oversygeplejerske på det medicinske område, står du, sammen med de ledende overlæger på hhv. Hjertesygdomme og Medicinsk Afdeling, i spidsen for en fortsat udvikling og udbygning heraf. Du bliver samtidigt en del af hospitalsenhedens strategiske ledergruppe.
 
Som oversygeplejerske bliver du leder af to afdelinger, som varetager en lang række specialfunktioner relateret til de medicinske grenspecialer med henholdsvis 29 og 54 senge. Afdelingernes aktuelle katalog over nyudviklede patientforløb og innovative tiltag er stort, herunder et veludviklet tværsektorielt samarbejde på en lang række områder, fx tilbud om behandling for patienter i eget hjem. Også optimerede forløb med omlægning fra indlagt til ambulante forløb er i fokus. Medicinsk Dagklinik og ambulant DC-konvertering i Atrieflimren-klinikken er blandt eksemplerne.
 
Som oversygeplejerske i de to afdelinger vil du derfor indgå i nære og strategiske samarbejdsrelationer – hhv. med de to afdelingers ledende overlæger og afdelingernes funktionsledere, de øvrige afdelings- og centerledelser på Hospitalsenhed Midt og med vores tre optagekommuner i Viborg, Silkeborg og Skive.
 
Vi ønsker, at stillingen som oversygeplejerske ved Hjertesygdomme og Medicinsk Afdeling besættes pr. 1. juli 2018 eller efter aftale.
 
Ansøgers kvalifikationer
Du skal være uddannet sygeplejerske og have en relevant ledelsesmæssig videreuddannelse. Dertil kan du dokumentere erfaring med at lede på strategisk niveau – organisatorisk, økonomisk og med personaleudvikling.
 
Du er i stand til at bygge stærke ledelsesfaglige relationer til dine lederkolleger i Hospitalsenhed Midt, på andre hospitaler og til andre sektorer, for derigennem at kunne udvikle endnu bedre patientforløb.
 
Vi forventer samtidigt, at du via dine personlige, faglige og ledelsesmæssige kompetencer er dygtig til ledelseskommunikation og kan stå i spidsen for afdelingerne som en del af afdelingsledelsen. Vi lægger vægt på at du kan udfylde rollen som leder af fagprofessionelle og kan lede forandringsprocesser i et politisk/strategisk felt.
 
Derudover omfatter afdelingsledelsens opgaver, at:
  • Skabe høj kvalitet i patientbehandling og optimale patientforløb
  • Videreudvikle grundlaget for en god kultur, hensigtsmæssige samarbejdsformer og et godt arbejdsmiljø
  • Indgå i løsningen af strategiske udfordringer
  • Sikre en velfungerende drift med øje for effektiv opgaveløsning og   ressourceanvendelse
  • Sikre fokus på uddannelse, professionsfaglighed og tværfaglighed
  • Facilitere forskning sammen med de relevante fagpersoner
  • Samarbejde med de øvrige kliniske afdelinger/centre og eksterne samarbejdspartnere 

Ved ansættelsen vil der også blive lagt vægt på dine personlige egenskaber og relationelle kompetencer, da disse er væsentlige forudsætninger i ledelsen af afdelingerne og for at kunne bevare afdelingsledelsernes gode samarbejde, såvel internt som eksternt.
 
Der kan rekvireres en stillingsbeskrivelse her.
 
Om afdelingerne
 
Hjertesygdomme består af Hjerteafsnit og Hjerteklinik, som også omfatter en klinik i Skive.
 
Afdelingen tilbyder Hjerte-CT og har mange specialfunktioner. Herunder undersøgelse af hjertets kranspulsårer (KAG), pacemakerimplantation, kontrol af pacemakere og ICD'er, ambulant undersøgelse af børn med hjertesygdom, rehabilitering efter hjertetilfælde, hjertesvigtsklinik samt flere andre specialklinikker: Lipidklinik, Klinik for Arvelige Hjertesygdomme, Atrieflimren-klinik. 
 
Hjerteafsnit har 29 senge og havde i 2017 ca. 4.000 indlæggelser. Hjerteklinik havde i 2017 ca. 19.000 ambulante besøg.
 
Hjertesygdomme har endvidere egen forskningsenhed.
 
Medicinsk Afdeling er en intern medicinsk afdeling, der dels modtager uselekterede interne medicinske patienter, dels varetager en række grenspecialiserede funktioner, herunder nefrologi, gastroenterologi, lungemedicin, endokrinologi, infektionsmedicin og dermatologi. Geriatrisk funktion ved RH Viborg er under udbygning. Et geriatrisk team, bestående af geriatriske speciallæger og sygeplejersker har base i Medicinsk Afdeling, men i tæt samarbejde med Akutafdelingen.

Medicinsk Afdeling er placeret både i Viborg og i Skive. Der er 54 sengepladser i Viborg. Der er stor ambulant aktivitet knyttet til afdelingen, som overvejende ligger i Viborg, mens ambulant aktivitet indenfor lungemedicin og i mindre grad indenfor endokrinologi er placeret i Skive.

I 2017 var der ca. 4.500 indlæggelser og ca. 49.000 ambulante besøg.
 
Hjertesygdomme og Medicinsk Afdeling varetager uddannelse af en lang række sundhedsprofessionelle, herunder sygeplejerskestuderende, læger i speciallægeuddannelse, sekretærelever, sosu-elever, paramedicinere m.fl.

Se nærmere om Hjertesygdomme her eller om Medicinsk Afdeling her.

Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive og har ca. 4.250 ansatte samt et budget på ca. 2,4 mia. kr. årligt.

De fire regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.

Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk
 
Om løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til "Overenskomst for ledere på Sundhedskartellets område" indgået mellem Danske Regioner og DSR.
 
Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.
 
Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Medicinsk Afdeling og Hjertesygdomme.
 
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:
  • Ledende overlæge, Medicinsk Afdeling Henning Danielsen på tlf. 7844 7010
  • Ledende overlæge Hjertesygdomme Jens Refsgaard på tlf. 7844 7046
  • Sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen på tlf. 7844 1004
  • Lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt på tlf. 7844 1003
  • Hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen på tlf. 7844 1002
 
Din ansøgning
Ansøgning indeholdende oplysninger om uddannelse (herunder autorisation), relevant ledelseserfaring, skal være modtaget elektronisk senest den 8. maj 2018.
 
Ansættelsessamtaler forventes at finde sted den 28. maj 2018.


Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale
 

 
  • Fakta

  • Arbejdssted
    Regionshospitalet Viborg
  • Kontaktperson
    Henning Danielsen
  • Adresse
    Heibergs Alle 4, 8800 Viborg
  • Stillingstyper
    Ledende sygeplejerske
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-07-2018
  • Regionens jobnr.
    13257
  • Quick-nr.
    341602
  • Indrykningsdato
    12-04-2018
  • Ansøgningsfrist
    08-05-2018 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    Regionshospitalet Viborg
  • Adresse
    Heibergs Alle 4, 8800 Viborg
  • Kontaktperson
    Henning Danielsen
  • Stillingstyper
    Ledende sygeplejerske
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-07-2018
  • Regionens jobnr.
    13257
  • Quick-nr.
    341602
  • Indrykningsdato
    12-04-2018
  • Ansøgningsfrist
    08-05-2018 (udløbet)

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.