Region Hovedstaden

Region Hovedstaden

Digevej 110, 2300 København S

Vil du være med til at styrke indsatsen over for de mest komplekse patienter i psykiatrien og samarbejdet med socialpsykiatrien? Så er det dig, vi søger som overlæge pr. 1/3-19 til Botilbudsteam på Psykiatrisk Center Amager

Psykiatrisk Center Amager har i 2017 etableret et specialiseret ambulant team for patienter, der bor på socialpsykiatriske botilbud i centerets optageområde. Der er 8 mellemstore botilbud mellem 25-48 pladser på hvert, som tilsammen udgør i alt 317 pladser i optageområdet. Heraf modtager 255 beboere p.t. ambulant behandling på Psykiatrisk Center Amager. 
 
Teamet udvikler og varetager den samlede udrednings- og behandlingsindsats over for de patienter, der bor på botilbuddene. Derudover har teamet etableret et fast og konstruktivt samarbejde med ledelserne på de respektive botilbud, ligesom teamet varetager en rådgivnings- og undervisningsfunktion i forhold til botilbuddenes medarbejdere. Der er afsat midler til teamets undervisningsindsats, således at det er muligt at honorere eksterne undervisere etc. Undervisningsindsatsen planlægges i et samarbejde med botilbudsledelserne og indeholder hovedsageligt sundhedsfaglige emner omkring psykopatologi, psykofarmakologi og psykoterapeutiske interventioner, deeskalering på botilbud etc.  
 
Botilbudsteamets profil er et intensivt ambulant behandlingstilbud, idet teamet er udgående og har en akut tilkaldefunktion i almindelig dagtid. Det betyder, at teamet varetager planlagte forløb og iværksætter den støtte, der skal til i ustabile og akutte faser. Teamet afstemmer derfor besøg efter beboernes aktuelle behov og er fysisk tilgængeligt på faste ugedage på de respektive botilbud. Udrednings- og behandlingsforløbene følger som udgangspunkt Region Hovedstadens Psykiatris patientforløbsbeskrivelser. Teamet skal dertil videreudvikle metoder og fælles værktøjer, der styrker og sikrer en integreret indsats på tværs af botilbud (socialpsykiatri) og botilbudsteam (behandlingspsykiatri).  
 
I det daglige opsøger teamets læger og sygeplejersker patienterne under indlæggelse, således at teamets erfaringer med patienterne i det ambulante udnyttes bedst muligt, når patienten er indlagt. Teamets læger og sygeplejersker deltager i stuegangssamtaler, pårørendesamtaler, netværksmøder med mere. Teamet fungerer i høj grad som bindeled og kommunikator mellem botilbud og sengeafsnit. Teamet medvirker til at sikre, at problemstillinger oplevet på botilbud tænkes i beslutninger og tiltag under indlæggelse samtidigt med at teamet, i det omfang som det er muligt, aflaster læger på sengeafsnit.  
 
Teamet består af: 
• Afsnitsledende overlæge 
• Afdelingssygeplejerske 
• 2 overlæger 
• 5 sygeplejersker 
• 1 recoverymentor
 
Til stillingen søger vi en speciallæge, der har lyst til at indgå i det kliniske og gerne også forskningsmæssige arbejde inden for psykopatologi og -farmakologi. Vi forventer, at du som speciallæge har en bred almen psykiatrisk viden og erfaring og gerne kombineret med erfaring med dobbeltdiagnosepatienter og/eller botilbudspatienter.  
Ud over generelle psykiatriske speciallægekompetencer vil handlekraft, evne til at improvisere og til at tage hurtige beslutninger være værdsatte kvaliteter i forhold til besættelse af stillingen. Stillingen fordrer endvidere gode samarbejdsevner i relation til alle faggrupper fra speciallægekolleger på sengeafsnit til kommunale sagsbehandlere og kontaktpersoner på botilbud.  
 
Flere af botilbuddene har dobbeltdiagnosepatienter – på Sundbyhus er dette den primære målgruppe. Psykiatrisk Center Amager har interesse i at opbygge erfaring og viden på dette område, særligt i forhold til det tværsektorielle samarbejde. Vi har fokus på koordinerende indsatsplaner og i stillingen kan indgå tid til forskning på området. 
 
Det er en forudsætning for at søge stillingen, at du som overlæge vil tage aktivt del i forbedringsarbejdet, da det er en del af kulturen på centeret. Der er god mulighed for videreuddannelse heri, ligesom der er et godt kollegialt miljø samt ugentlig lægefaglig undervisning på centeret.  
 
De kliniske opgaver består i: 
• Behandlingsansvar for patienter på botilbud i centerets optageområde  
• Rådgivning, sparring og undervisning af personale på botilbud  
• Retsligt ansvar for borgere med behandlingsdom (ca. 10 % af beboerne) 
• Deltagelse i netværksmøder med pårørende, plejepersonale, sagsbehandlere fra kommuner, døgnafsnit, Kriminalforsorgen og andre samarbejdspartnere 
 
Løn og ansættelsesforhold: 
Der indgår vagtforpligtelse i form af enten døgn-bagvagter eller Speciallægevagter i Front. Stillingen er 37 timer ugentligt i henhold til gældende overenskomst. 
 
Stillingen er ledig fra den 1. marts 2019 eller efter aftale. 
 
Ansøgningsprocedure: 
Ansøgningen skal indeholde CV, autorisation/eksamensbevis samt oplysninger om tidligere ansættelser. Ansøgningen skal sendes via linket herunder. 
 
Der indhentes, efter aftale med ansøger, referencer forud for endelig ansættelse. Du bedes derfor til samtalen medbringe oplysninger om to referencer med angivelse af navn, stilling og telefonnummer. 
 
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til René Sjælland, klinikchef, på mail rene.sjaelland@regionh.dk og tlf. 2172 9501. 
 
Ansøgningsfrist: Mandag den 29. oktober 2018. 
 
Du kan læse mere om at være ansat i Region Hovedstadens Psykiatri på vores onboarding site, klik her   
 
Om Psykiatrisk Center Amager: 
Psykiatrisk Center Amager har et optageområde, der på nær Christianshavn dækker hele Amager og Vesterbro inkl. Sydhavnen. Befolkningstallet udgør omkring 239.000 borgere med forventning om yderligere befolkningstilvækst.
 
Centeret har 9 døgnafsnit med i alt 129 sengepladser fordelt på fire intensive og fire åbne, subspecialiserede sengeafsnit samt et modtageafsnit og dertil hørende akutmodtagelse. 
 
Den ambulante behandling varetages i to psykiatriske ambulatorier på hhv. Hans Bogbinders Allé og Gl. Kongevej og i Psykoterapeutisk og Ældrepsykiatrisk Ambulatorium, som ligger på Digevej. Derudover har vi et Gadeplansteam, OPUS Ambulatorium og et Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse.  
 
Psykiatrisk Center Amager er et universitetshospital med uddannelses- og undervisningsaktivitet samt en Forskningsenhed. Centeret er klassificeret til uddannelse af læger i alle stillingskategorier KBU- (klinisk basisuddannelse), speciallæge i almen medicin samt til introduktions- og hoveduddannelsesstillinger i psykiatri og til uddannelse af specialpsykologer.
Centeret varetager studenterundervisningen af medicinstuderende på 10. semester ved Københavns Universitet.  
 
Du kan læse mere om centret her
 
 
  • Fakta

  • Arbejdssted
    Region Hovedstadens Psykiatri
  • Kontaktperson
    Rene Sjælland
  • Adresse
    Digevej 110, 2300 København S
  • Stillingstype
    Overlæge
  • Speciale
    Psykiatri
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-03-2019
  • Regionens jobnr.
    214558
  • Quick-nr.
    358559
  • Indrykningsdato
    12-10-2018
  • Ansøgningsfrist
    29-10-2018 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    Region Hovedstadens Psykiatri
  • Adresse
    Digevej 110, 2300 København S
  • Kontaktperson
    Rene Sjælland
  • Stillingstype
    Overlæge
  • Speciale
    Psykiatri
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-03-2019
  • Regionens jobnr.
    214558
  • Quick-nr.
    358559
  • Indrykningsdato
    12-10-2018
  • Ansøgningsfrist
    29-10-2018 (udløbet)

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.