Region Midtjylland

Direktionen

Skottenborg 26, 8800 Viborg

Sygeplejefaglig direktør til Hospitalsenhed Midt

Kan du sætte dagsordenen for og udvikle sygeplejen og det tværfaglige kliniske arbejde
til fordel for patienten? Går du forrest og bygger de relationer, der skal til for
at skabe forpligtende arbejdsfællesskaber på tværs af sektorer? Kan du udvikle Hospitalsenhed Midt gennem involverende og strategisk ledelse?


Som sygeplejefaglig direktør indgår du som en del af hospitalsledelsen i et ligeværdigt samarbejde med hospitalsdirektør og lægefaglig direktør. Sammen står I i spidsen for 22 afdelinger og centre på fire regionshospitaler i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive, der i 2017 tilsammen havde flere end 52.000 indlagte og knap 360.000 ambulante patienter. Du har medansvar for, at Hospitalsenhed Midt udvikler specialiserede sundhedsydelser, hvor patienterne oplever høj kvalitet og sammenhæng – et arbejde, som Hospitalsenhed Midts 4.200 medarbejdere udfører dedikeret med afsæt i nøgleordene 'Med hjerne, hjerte og vilje'.

Skab retning og resultater
Hospitalsledelsens fire strategiske hovedopgaver er at skabe optimale rammer og retning for:
• En sammenhængende og helhedsorienteret behandling og pleje af patienter
• Uddannelse af de fremtidige medarbejdere i sundhedssektoren
• Faglig udvikling, innovation og forskning
• Udvikling af ledere og ledelse.

Hospitalsenhed Midt er kendetegnet ved høj patienttilfredshed og effektive patientforløb med få kontakter pr. forløb, sammedagsudredninger og en høj andel af dagkirurgi. Hospitalsenhed Midt udreder mere end en tredjedel af alle udredningspatienter i Region Midtjylland og har en høj overholdelsesgrad af udredningsretten. De 19 kliniske afdelinger og centre omlægger i høj grad patientforløb fra indlagt til ambulant og med en udpræget brug af ambuflex, telefonkonsultationer, fjernmonitorering og andre telemedicinske løsninger. Det tværsektorielle arbejde er i front og har medvirket til, at kurven for akutte indlæggelser er knækket gennem tæt samarbejde med kommuner og praktiserende læger.

Som sygeplejefaglig direktør får du en nøglerolle i at videreføre denne kultur for optimerings og udviklingsarbejde på tværs af hospitaler og sektorer. Du formår at være en drivende kraft i arbejdet med faglig kvalitet samt udvikling på det sygeplejefaglige område og kan gennem din indsigt og erfaring videreudvikle samarbejdet med kommunerne og andre aktører i det sammenhængende sundhedsvæsen. Du skal sikre, at Hospitalsenhed Midt fortsat udvikler det sygeplejefaglige felt i både mono- og tværfagligt perspektiv – blandt andet gennem et strategisk funderet uddannelsesarbejde i samarbejde med uddannelsesinstitutioner både regionalt og nationalt og gennem forskning forankret i Center for Forskning i Klinisk Sygepleje – et fælles forskningscenter etableret mellem VIA og Hospitalsenhed Midt. Din hjælp til dette arbejde  finder du i en velfungerende strategisk ledergruppe på 45 mand ca. 300 funktionsledere samt en veldrevet hospitalsadministration.

Som sygeplejefaglig direktør skal du være en strategisk og i høj grad involverende topleder.
Du formår at lede gennem dine relationer og opbygge tillid til din person – både i den strategiske ledergruppe, blandt funktionslederne og i et stærkt og konstruktivt MED-samarbejde. Du har blik for at skabe et godt arbejdsmiljø med fokus på kerneopgaven: De sammenhængende patientforløb med høj kvalitet. Du skal have et stort overblik og formå både kontinuitet i det lange, seje træk såvel som hurtige temposkift, når det er påkrævet. Med sikker og erfaren hånd skal du lede processer, der skaber forankring og forandring.

Som en del af hospitalsledelsen indgår du i koncernledelsen og refererer til Region Midtjyllands direktion. En væsentlig del af dit arbejde bliver derfor også at varetage konkrete opgaver på tværs af regionen og på vegne af den samlede koncernledelse. Samtidig forventes det, at hospitalsledelsen tænker lokale beslutninger ind i et regionalt perspektiv og kan agere i en politisk styret organisation.

Solid ledelseserfaring og værdibaseret ledelsesstil
Som sygeplejefaglig direktør forventes det, at du har solid ledelseserfaring og har vist, at du kan lede store og komplekse opgaver inden for sundhedsvæsenet, hvor du har skabt resultater med et klart strategisk sigte. Du er respekteret, eminent til at skabe og indgå i relationer, samt uddannet sygeplejerske med ledelsesmæssig efter- og videreuddannelse.

Vi forventer derudover, at du via dine personlige, faglige og ledelsesmæssige  kompetencer:
• Arbejder værdi- og resultatorienteret
• Besidder personlig integritet og har en lyttende, anerkendende og involverende lederstil
• Er en god kommunikator og tydelig i dine budskaber
• Vægter tværfagligt samarbejde og udvikling
• Bidrager til at skabe sammenhæng og helhed i ydelser og opgaveløsning
• Sikrer, at beslutninger implementeres på alle niveauer
• Overholder aftalte kvalitetsmål, budgetrammer og aktivitetsmål.

Se stillingsbeskrivelse for ledere her: http://www.rm.dk/om-os/organisation/koncern-hr/lon--
og-personaleforhold/rekruttering-og-ansattelse/overordnede-stillingsbeskrivelser-for-ledere/

Hospitalsenhed Midt – med hjerne, hjerte og vilje
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel Neurocenter og Skive. Hospitalsenhed Midt er en af de bredeste hospitalsenheder i Danmark og har en stærk faglig profil med bl.a. Diagnostisk Center og Center for Planlagt Kirurgi i Silkeborg og højtspecialiserede funktioner på Hammel Neurocenter og Vestdansk Center for Rygmarvsskade.

Hospitalsenhed Midt er en stor uddannelsesinstitution med op imod 2.000 årlige uddannelsesforløb for elever og studerende. Forskning er også højt prioriteret – blandt andet i samarbejde med Aarhus Universitet med to universitetsklinikker. Der er cirka 250 forskningsaktive medarbejdere, og i 2017 publicerede de 181 peer-reviewed artikler i videnskabelige tidsskrifter samt otte ph.d.-afhandlinger.

Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk

Om løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen aflønnes efter "Ledere på Sundhedskartellets område" på trin L16 med et opslagsniveau inkl. afkøb af merarbejde på 1.019.425 kr. (1. oktober 2018-niveau).
Hertil kommer pension på 16,59 pct., indgåelse af resultatlønsaftale samt mulighed for forhandling af kvalifikationsløn.

Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt.

Få mere at vide hos
Koncerndirektør Ole Thomsen på tlf. 7841 0040 / 2146 9807
Lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen på tlf. 7844 1003 /3091 1341

Ansøgningsfrist
Din ansøgning skal være os i hænde senest den 19. december 2018. Ansættelsessamtaler forventes at finde sted den 9. januar og 21. januar 2019. Der vil være persontest som en del af ansættelsesforløbet. Tiltrædelse forventes at være den 1. marts 2019.
 

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Regionshospitalet Viborg
  • Kontaktperson
    Ole Thomsen
  • Adresse
    Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Stillingstyper
    Administrativ sygeplejerske, Ledende sygeplejerske
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-03-2019
  • Regionens jobnr.
    15359
  • Quick-nr.
    359584
  • Indrykningsdato
    10-11-2018
  • Ansøgningsfrist
    19-12-2018 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    Regionshospitalet Viborg
  • Adresse
    Skottenborg 26, 8800 Viborg
  • Kontaktperson
    Ole Thomsen
  • Stillingstyper
    Administrativ sygeplejerske & Ledende sygeplejerske
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-03-2019
  • Regionens jobnr.
    15359
  • Quick-nr.
    359584
  • Indrykningsdato
    10-11-2018
  • Ansøgningsfrist
    19-12-2018 (udløbet)

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.