Afdelingslæge eller overlæge inden for endokrinologi på Nordsjællands Hospital
Vil du være en del af et fagligt inspirerende endokrinologisk
team på Nordsjællands Hospital? Vi tilbyder et job med mulighed for at arbejde
med masser af endokrinologi kombineret med arbejde inden for den brede interne
medicin.
Stillingen
Stillingen
ønskes besat pr. 1. februar 2018 eller derefter af en speciallæge i
endokrinologi. Der vil være mulighed for at forme stillingen i samarbejde med
de øvrige endokrinologiske speciallæger, ligesom der kan aftales
videreuddannelse inden for endokrinologiens subspecialer afhængigt af behov.
Din hovedfunktion er i ambulatoriet med konsultationer eller med funktion
som bagvagt med tilknyttet stuegangsfunktion. Efter behov kan planlægges administrative
dage til at håndtere prøvesvar, mv.
Speciallægerne indgår som udgangspunkt i bagvagt, og du forventes at
deltage i bagvagten ca. 2-3 gange pr. måned med tilstedeværelse indtil kl. 20 i
den fælles akutmodtagelse og efterfølgende opkald fra bolig. Ca. hver 6. uge
har speciallægen weekend-funktion.
Endokrinologisk sektion
Vi driver et stort endokrinologisk ambulatorium, der varetager behandling
af ca. 5000 patienter. Det endokrinologiske speciale spænder bredt omfattende behandling af type 1
diabetes (inkl. insulinpumpebehandling og kontinuerlig blodsukkermåling), type
2 diabetes, stofskiftelidelser, osteoporose og kalklidelser, samt særlige
endokrinologiske tilbud, heriblandt behandling af gravide med endokrinologiske sygdomme
og særlige ambulatorier for unge med type 1 diabetes. Vi behandler desuden
patienter med stabil binyre- og hypofysesygdom og foretager også initial
udredning af disse patientkategorier. I 2017 er der igangsat in-hospital
frakturopsporing (Fracture Liaison Service). Endokrinologisk Ambulatorium har
udstyr til fundusfoto og egen fodterapeut samt endokrinologiske sygeplejersker,
der selvstændigt varetager behandling af patienter med diabetes og osteoporose.
Som Steno
Diabetes Center Copenhagen-partner har vi desuden igangsat en række supplerende
behandlingstilbud til patienter med diabetisk nyresygdom, hjertesygdom og fodsår
og samarbejder også omkring motionstilbud. Med alle disse forskellige grene af
endokrinologien på samme afdeling møder man som endokrinolog et bredt udsnit af
vores speciales sygdomme samtidig med, at man kan dykke ned i sit subspeciale.
Vi holder
dagligt endokrinologisk middagskonference og har ugentligt undervisning,
herunder med opdateringer fra nationale og internationale kongresser og kurser.
Til trods for en undertiden travl hverdag holder vi fokus på trivsel, god stemning og faglig udvikling. Vi overvejer
hyppigt om vi kan optimere arbejdsgange til glæde for patienterne og os selv.
Aktuelt er
vi 7 speciallæger i endokrinologi og 3 HU-læger (endokrinologi), de fleste i en
stilling med tid til forskning og klinisk arbejde.
Endokrinologisk forskning
Den
endokrinologiske forskningsmiljø er opbygget og konsolideret over de seneste 20
år. Det har internationalt niveau og er særligt stærkt indenfor hypoglykæmi,
insulinbehandling og osteoporose. Der er aktuelt 6 PhD-studerende (læger) med
tilknytning til endokrinologien, og flere af afdelingens speciallæger er
PhD-vejledere for disse. I den endokrinologiske sektion er der to professorer og
tre deleforskere. Forskningsgruppen råder over et laboratorium i tilknytning
til Endokrinologisk Ambulatorium.
Om afdelingen
Endokrinologisk
og Nefrologisk Afdeling på Nordsjællands Hospital varetager i tæt samarbejde
med Kardiologisk Afdeling og Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling
områdespecialefunktioner indenfor de fem specialer og er en integreret del af
den fælles akutmodtagelse. Afdelingens funktioner er centreret omkring
Hillerød-matriklen. For den endokrinologiske, kardiologiske og lungemedicinske funktion
er der lokale tilbud i Frederikssund og i Sundhedshuset i Helsingør (aktuelt dog
kun sygeplejersketilbud). Alle funktioner forventes i 2022 at blive samlet i
Nyt Hospital Nordsjælland.
Lægestaben
på Endokrinologisk og Nefrologisk afdeling omfatter aktuelt 1 ledende overlæge
med speciale i nefrologi, 1 specialeansvarlig endokrinologisk overlæge, 2
professorer, 3 deleforskerstillinger, 14 overlæger, 4 afdelingslæger samt 36
reservelæger. Afdelingen deltager i hoveduddannelsesforløb inden for både
nefrologi og endokrinologi samt almen medicin.
Om hospitalet
Nordsjællands
Hospital er Region Hovedstadens store akuthospital for 315.000 borgere i
Nordsjælland. Hospitalet har afdelinger og funktioner på tre adresser:
Hillerød, Frederikssund og Sundhedshuset Helsingør. Hospitalet driver også
Montebello - Afdeling for genoptræning, der ligger i Spanien. Nordsjællands
Hospital er med sine 3.800 medarbejdere Nordsjællands største arbejdsplads. I
2022 tager Nordsjællands Hospital et helt nyt hospital beliggende i Hillerød i
brug. Med det nye hospital i Nordsjælland forbedres muligheden for at
redefinere fremtidens sundhedstilbud til borgerne.
Kvalifikationer
- Speciallægeuddannelse i Intern Medicin: Endokrinologi.
- Professionalisme og engagement
- Vilje til tværfagligt samarbejde
- Høj sundhedsfagligt niveau
Ansættelsesvilkår
Hovedarbejdssted
er Nordsjællands Hospital, Hillerød, der er akuthospital i Planlægningsområde
Nord i Region Hovedstaden. Da afdelingen har funktioner på både matriklerne
Hillerød, Frederikssund og Helsingør, kan man få flere tjenestesteder, jf.
overenskomst for overlæger §2 stk 3. Der er mulighed for at tilgodese
særlige interesser efter aftale (herunder forskning og udvikling) i
arbejdsfunktion og -tilrettelæggelse. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold
til gældende overenskomst.
Ansøgningsprocedure
Hvis du vil
vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte ledende overlæge, dr.
med, MHM, Lisbet Brandi på 4829 5993/2054 2458, eller specialeansvarlig overlæge,
Ph.d. Peter Lommer Kristensen på 4829 6454 / 4084 5013.
Ansøgningen
ønskes udfærdiget i henhold til de 7 lægelige kompetencer og bør indeholde
specifikation af specielle interesseområder og ønsker. Ansøgningen vil blive
faglig bedømt i henhold til gældende regler i Region Hovedstaden.
Ansøgningsfristen
er den 2. januar 2018 kl. 12.00
Ansættelsessamtaler
forventes gennemført den 9. januar 2018 efter kl. 12.
-
Jobbet er udløbet...
- Føj til favoritter
- Læs om regionen
Fakta
- Arbejdssted
Nordsjællands Hospital - Adresse
Dyrehavevej 29, 3400 Hillerød -
Kontaktperson
Majken Lykke Petersen - Stillingstype
Afdelingslæge & Læge & Overlæge - Speciale
Intern medicin: Endokrinologi - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-02-2019 - Regionens jobnr.
215381 - Quick-nr.
360164 - Indrykningsdato
28-11-2018 -
Ansøgningsfrist
02-01-2019 (udløbet)
Du er ikke logget ind
For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?
Ja, tak! Opret bruger ×