Region Midtjylland

Kvindesygdomme og Fødsler

Heibergs Alle 4, 8800 Viborg

Hospitalsenhed Midt søger en visionær og innovativ oversygeplejerske til Børn og Unge samt Kvindesygdomme og Fødsler ved Regionshospitalet Viborg, Hospitalsenhed Midt

Kan du medvirke til at skabe et eminent tværfagligt samarbejde og på den måde sikre, at Hospitalsenhed Midts yngste patienter og deres familier får de bedst mulige behandlingsforløb? Kan du sikre et stærkt fokus på et godt arbejdsmiljø og kompetenceudvikling?
 
Om stillingen som oversygeplejerske
Vi søger en oversygeplejerske, der tør tænke nyt og drømme stort for vores afdelinger: Børn og Unge samt Kvindesygdomme og Fødsler på Regionshospitalet Viborg.
 
Som oversygeplejerske vil du blive en del af afdelingsledelserne i begge afdelinger. Afdelingsledelsen i Børn og Unge består, ud over oversygeplejersken, af en ledende pædiatrisk overlæge. I Kvindesygdomme og Fødsler vil du indgå i afdelingsledelsen sammen med en ledende gynækologisk/obstetrisk overlæge og en chefjordemoder. Du skal være med til at skabe gode samarbejdsrelationer på tværs af afdelingerne og øvrige samarbejdsparter internt som eksternt.
 
I Hospitalsenhed Midt har vi fokus på, at alle patienter diagnosticeres og behandles på et højt fagligt niveau og med patientoplevet kvalitet i højsædet. Som den sygeplejefaglige leder får du en stor andel i at præge den positive udvikling.
 
Du skal skabe de organisatoriske og ledelsesmæssige rammer, som kan videreføre afdelingernes flotte udvikling – i tæt samspil med dine nærmeste ledelseskollegaer. Du vil samtidigt blive en del af hospitalsenhedens samlede ledergruppe.
 
Vi ønsker, at stillingen som oversygeplejerske ved Børn og Unge samt Kvindesygdomme og Fødsler besættes pr. 1. juli 2019 eller efter aftale.
 
Ansøgers kvalifikationer
Ansøgeren skal have en sygeplejefaglig grunduddannelse med relevant ledelsesmæssig videreuddannelse og dokumenteret ledelseserfaring på strategisk niveau. Vi forventer derudover, at du via dine personlige, faglige og ledelsesmæssige kompetencer er visionær, innovativ og, som en del af afdelingsledelserne, kan stå i spidsen for to veldrevne afdelinger.
 
Der vil blive lagt vægt på, at oversygeplejersken kan udfylde rollen som leder af fagprofessionelle og medvirke til udvikling og kvalitetssikring, samt lede forandringsprocesser i
et politisk og strategisk felt. Desuden forventes erfaring med organisatorisk- og økonomisk
ledelse og personale- og organisationsudvikling på strategisk niveau.
 
Der lægges særligt vægt på, at ansøgeren besidder følgende personlige kvalifikationer:
  • Gode samarbejdsevner og har udpræget situationsfornemmelse, empati og evne til at søge synergi og relationer på tværs
  • Motiverende og anerkendende med en dialogbaseret, involverende ledelsestilgang
  • Vægter tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
  • Er synlig i den kliniske drift og sikrer sammenhængskraft i afdelingen
  • Er en god kommunikator, som er informativ og tydelig i sine budskaber
  • Målrettet og resultatorienteret
  • Bidrager til at sikre et godt uddannelsesmiljø
  • Sans for strategisk ledelse
  • Personlig autoritet i lederskabet
  • Skaber resultater, gejst og arbejdsglæde gennem en aktiv personalepolitik, så afdelingernes velfungerende miljø kan opretholdes og videreudvikles.
Som oversygeplejerske skal du medvirke til, at afdelingsledelserne fungerer som stærke, effektive og professionelle ledelsesteams. Du skal sammen med de ledende overlæger og chefjordemoderen levere synlig ledelse, skabe retning og arbejde for at sikre høj faglighed og udvikling. Samarbejdet i afdelingsledelserne prioriteres højt, og på relevante områder arbejder afdelingsledelserne med løsning og udvikling af tværgående opgaver.
 
Derudover omfatter afdelingsledelsernes opgaver, at:
  • Skabe høj kvalitet i patientbehandling og optimale patientforløb
  • Danne grundlaget for en god kultur, hensigtsmæssige samarbejdsformer og et godt
  • arbejdsmiljø
  • Indgå i løsningen af strategiske udfordringer
  • Sikre en velfungerende drift med øje for produktivitet og ressourcer
  • Sikre fokus på uddannelse og tværfaglighed
  • Beherske vanskelige situationer på en rolig måde
  • Facilitere forskning sammen med de relevante fagpersoner
  • Skabe resultater og bidrage til gejst og arbejdsglæde.
Stillings- og funktionsbeskrivelse kan hentes her.

Du bliver en del af en organisation, der har fokus på ledelsessparring med kompetente kollegaer på tværs af afdelinger og matrikler og et udpræget samarbejde på tværs af afdelinger på områder, hvor patientforløbene kalder på det. Der er endvidere fokus på udvikling af dine personaleledelseskompetencer, hvorfor du har mulighed for lederuddannelse eller videreuddannelse inden for ledelse.

Om Børn og Unge
Børn og Unge i Viborg er en af Region Midtjyllands fire pædiatriske specialafdelinger. Afdelingen har hovedfunktion indenfor de almindelige pædiatriske specialer. Børn og Unge har i et formaliseret samarbejde fået regionsfunktion indenfor neuropædiatri, gastroenterologi samt højtspecialiseret funktion i fødevareallergi.
 
Børn og Unge har 31 senge. Endvidere driver afdelingen et stort for- og efterundersøgelsesambulatorium fordelt på specialområder med ca. 13.000 ambulante besøg og 5000 indlæggelser. Børn og Unge samarbejder med alle de øvrige hospitalsafdelinger i regionen, ligesom der er en tæt kontakt til regionens praktiserende læger, relevante praktiserende speciallæger, børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling samt kommunerne.
 
Afdelingens består af:
  • Afsnit for Syge Nyfødte og Tidlig Fødte
  • Børn og Unge Akutmodtagelse
  • Børn og Unge Afsnit
  • Børn og Unge Klinik
Medarbejderstaben på ca. 150 ansatte er sammensat af læger, sygeplejersker, terapeuter, psykologer, pædagog, socialrådgiver, klinisk diætist og lægesekretærer.
 
Om Kvindesygdomme og Fødsler
Kvindesygdomme og Fødsler er en gynækologisk/obstetrisk afdeling med tilknyttet Fertilitetsklinik. Afdelingen har hovedfunktioner, og mange formaliserede samarbejdsaftaler, specielt inden for obstetrik. Der er ca. 2.200 fødsler og ca. 45.000 ambulante besøg inkl. besøg i Fertilitetsklinikken og jordemoderkonsultationer. Det er vigtigt for os, at familierne oplever en høj kvalitet, som tager udgangspunkt i deres ønsker og behov. På Regionshospitalet Viborg varetages alle fødsler med få undtagelser jf. specialeplanen for gynækologi og obstetrik i Region Midtjylland.
 
Hovedparten af afdelingens funktioner foregår på Regionshospitalet Viborg, hvor afdelingen har ambulante funktioner indenfor obstetrik herunder føtalmedicin, almen gynækologi inkl. ambulant kirurgi og urogynækologi med tilknyttet kontinensklinik. Jordemoderkonsultation foregår på fem forskellige matrikler i afdelingens optageområde. På Regionshospitalet Silkeborg har afdelingen gynækologisk–obstetrisk ambulatoriefunktion.

Afdelingen har velindrettet fødegang med egen operationsstue til akut sectio. Desuden har afdelingen et sengeafsnit med gynækologiske senge og barselssenge på patienthotellet. Afdelingen har desuden barselsambulatorium på patienthotellet. Der findes et akut svangreafsnit med svangresenge og akutte ambulatoriestuer i forbindelse med fødegang i fødeafsnittet. Patienthotellet er en del af afdelingen med 42 værelser fordelt på 6 etager og fysisk placeret overfor Regionshospitalet Viborg.
 
Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive varetager udredning og behandling af barnløse.
Der er ved Fertilitetsklinikken ansat en professor i reproduktiv endokrinologi i et samarbejde med Aarhus Universitet, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet.
 
Medarbejderstaben på ca. 160 ansatte er sammensat af læger, sygeplejersker, jordemødre, social- og sundhedsassistenter, bioanalytikere og lægesekretærer.
 
Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt omfatter regionshospitalerne Viborg, Silkeborg, Hammel Neurocenter og Skive og har 4.200 ansatte samt et budget på 2,3 mia. kr. årligt.
 
De fire regionshospitaler danner tilsammen en dynamisk hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.
 
På Regionshospitalet Viborg bliver der bygget et nyt akutcenter, som bygges til det eksisterende hospital. Det 25.500 kvadratmeter store akutcenter rummer blandt andet ny akutafdeling og udvidet operationsafdeling, ligesom at der indrettes nye sengeafsnit med ensengsstuer. Med det nye akutcenter får Regionshospitalet Viborg samtidig ny hovedindgang med reception i foyeren. Det nye akutcenter skal stå klar til første patient medio 2019.
 
Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk
 
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt,
Børn og Unge samt Kvindesygdomme og Fødsler. Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer pr. uge.
 
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til "Overenskomst for ledere på Sundhedskartellets
område" indgået mellem Danske Regioner og den relevante faglige organisation.
 
Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale
m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.
 
Yderligere information
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:
 
Sygeplejefaglig direktør   Mette Fjord Nielsen          tlf. 7844 1004
Lægefaglig direktør         Claus Brøckner Nielsen    tlf. 7844 1003
Hospitalsdirektør             Thomas Balle Kristensen  tlf. 7844 1002
 
Kvindesygdomme og Fødsler
Ledende overlæge           Sonja Kindt                    tlf. 7844 5701
Chefjordemoder             Katrine Kildedal               tlf. 7844 5703
 
Børn og Unge
Ledende overlæge           Jette Hoffmann-Petersen tlf. 2251 0333
 
Ansøgning
Ansøgning indeholdende oplysninger om uddannelse (herunder autorisation), samt relevant
ledelseserfaring, skal være modtaget elektronisk senest søndag den 28. april 2019.
 
Ansættelsessamtaler forventes at finde sted onsdag den 8. maj og mandag den 20. maj
2019. Der vil være personprofiltest for ansøgere, der går videre til 2. samtale.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Regionshospitalet Viborg
  • Kontaktperson
    Sonja Kindt
  • Adresse
    Heibergs Alle 4, 8800 Viborg
  • Stillingstyper
    Ledende sygeplejerske
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-07-2019
  • Regionens jobnr.
    17194
  • Quick-nr.
    365833
  • Indrykningsdato
    05-04-2019
  • Ansøgningsfrist
    28-04-2019 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    Regionshospitalet Viborg
  • Adresse
    Heibergs Alle 4, 8800 Viborg
  • Kontaktperson
    Sonja Kindt
  • Stillingstyper
    Ledende sygeplejerske
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-07-2019
  • Regionens jobnr.
    17194
  • Quick-nr.
    365833
  • Indrykningsdato
    05-04-2019
  • Ansøgningsfrist
    28-04-2019 (udløbet)

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.