Region Syddanmark

Region Syddanmark

Finsensgade 35, 6700 Esbjerg

Overlæge til lægeklinik på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg

Vil du udfordre dig selv og være med til at afprøve nye organisationsformer og muligheder i praksisklinikken på Sydvestjysk Sygehus?

I samarbejde med, og i lokaler på Sydvestjysk Sygehus, har Region Syddanmark etableret en lægepraksis. Lægeklinikken er i første omgang oprettet på forsøgsbasis i 6 år, dvs. indtil udgangen af august 2024. Klinikken normeres i fuld drift til 2 læger, 1 - 2 sygeplejersker og et delt sekretariat, med velkvalificerede medarbejdere.

Lægeklinikken blev etableret i 2018, for at afprøve nye organisationsformer og muligheder for udvikling af almen praksis og for at sikre lægedækningen af borgerne i Esbjerg.

Klinikken er den første af sin art i regionen, og skal på sigt betjene 3.200 patienter. Klinikken er kommet godt i gang, og venter blot på en ambitiøs og nysgerrig almenmediciner, der kan tænke sig at være med til at udvikle klinikken og afprøve nye koncepter for praksisarbejdet.

Vi søger en speciallæge i almen medicin med gåpåmod og interesse for nye arbejdsmetoder.

Lægeklinikken er organisatorisk placeret i den Fælles akut modtagelse (FAM), og den specialeansvarlige overlæge vil således ledelsesmæssigt referere til afdelingsledelsen her.

Lægepraksis i en ny kontekst:
I sygehusets ledelseslag og i sygehusets fælles akut modtagelse vil du få adgang til faglig sparring, og sygehuset vil understøtte klinikkens administrative opgaver. Dit hovedfokus vil blive at varetage de kliniske funktioner som familielæge i konsultationen. Sideløbende er du i samarbejde med FAMs afdelingsledelse og sygehusets øvrige specialer med til at udvikle klinikkens koncept og samarbejdsrelationer på tværs af fag og sektorer.
Herunder eksempelvis: 

  • Udarbejdelse af nye udskrivelseskoncepter, hvor du som patientens egen læge er med ved udskrivelsessamtaler
  • Opkvalificering pædagogisk og fagligt til at deltage som stamafdeling i kandidatuddannelsen i medicin
  • Varetage flere konsultationer under principperne for "samme dag under samme tag", så patienternes problemstillinger håndteres i forbindelse med ét besøg

Klinikken idag:
Der er tale om en lægeklinik, som borgerne kan vælge på samme måde, som de ellers vælger deres praktiserende læge. Klinikken har i dag tilknyttet 1700 borgere, og tilvæksten er stigende. Der er tilknyttet sygeplejerske samt sekretær.

Klinikken er placeret i lokaler tæt op ad sygehusets (FAM). Praksis har på den måde mulighed for at etablere, udvikle og benytte attraktive, fleksible og faglige fællesskaber på tværs af afdelingerne på sygehuset.

Opgaven:
Du får medansvar for at sikre, at klinikken drives som en lægepraksis, som lever op til kravene ud fra  ”Overenskomst med Almen Praksis 2018” samt at klinikken udnytter de muligheder, der ligger i at være en forsøgsklinik. Du har medansvar for en rationel drift, samt ansvar for den lægefaglige kvalitet og udvikling, samt for at patientsikkerheden til alle tider er i top. Sammen med FAM-ledelsen er du medansvarlig for, at klinikkens personale har mulighed for at holde sig fagligt opdateret, og at de til ydelserne hørende instrukser, retningslinjer og arbejdsgange er udarbejdet og ajourførte.

Kvalifikationer:
Vi forventer, at du er speciallæge i almen medicin. Du synes at det er spændende at indtræde i en stilling, hvor der er tale om et fælles projekt mellem Praksis og Sygehus, hvor fokus er dels drift af klinikken, dels at udvikle en anderledes form for lægepraksis. Du er begejstret for gode og sammenhængende patientforløb og "patienten først" tankegangen. Du har mod og lyst til at gå andre veje end de traditionelle, hvor du får mulighed for fokus på patienten, og ikke behøver at tænke på det administrative arbejde ved at drive praksis. Du har evner og lyst til at samarbejde bredt, og du er ikke bange for at udfordre tænkningen og visionerne om fremtidens primære sundhedsvæsen i de hospitalsnære områder.  

Høre mere:
Du er meget velkommen til at kontakte ledende overlæge i FAM på telefon 79182071/ +45  2347 1038 eller  e-mail: Alice.skovhed.nielsen@rsyd.dk

Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2020 eller snarest herefter.

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til den, mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger/Foreningen af Yngre læger

Ansøgning:
Ansøgningen udfærdiges i henhold til kvalifikationskrav i relation til de 7 lægeroller.

Følgende skema bedes udfyldt med relevante data fra dit CV og medsendes ansøgningen. Skemaet bruges i forbindelse med den lægefaglige bedømmelse af overlæger. 

Ansøgningsfrist 21. november 2020­­­­­­­­­­.  Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 45 i 2019.

Sygehuset:
Sydvestjysk Sygehus er et veldrevet akutsygehus med høj faglighed for det sydvestjyske område i Region Syddanmark. Sygehuset har aktiviteter i henholdsvis Esbjerg og Grindsted samt en veneklinik i Brørup.  Sydvestjysk Sygehus rummer de fleste kliniske specialer på et højt fagligt niveau sammen med en udbygget og moderne diagnostisk funktion. Der behandles ca. 40.000 indlagte patienter om året, og der gennemføres ca. 285.000 ambulante besøg på årlig basis. Sygehuset er i en positiv udvikling med en fortsat ambition om at være et effektivt og imødekommende sygehus valgt af patienterne. Det er Danmarks 5. største akutsygehus med en nybygget og velfungerende FAM, som fordrer en høj grad af tværgående aktivitet og samarbejde for at opnå optimalt patientfokus og effektive patientforløb. Der er mange spændende aktiviteter i gang på sygehuset: der bygges ny sengebygning, som tages i brug i 2019/20, der arbejdes med patient- og pårørende involvering, kvalitets og forbedringsarbejdet vægtes højt, herunder indgår Sydvestjysk Sygehus i den Syddanske forbedringsmodel. Der er gode samarbejdsrelationer i det tværsektorielle samarbejde og der er mulighed for at deltage i udviklings- og forskningsinitiativer. 

På Sydvestjysk Sygehus tænker vi i det hele menneske. Så som vores nye speciallæge vil du opleve, at vi både har fokus på dig og din faglige karriere, men også på, hvad der gør det interessant for resten af din familie, at bo i Danmarks 5. største by, Esbjerg. Se f.eks. mere om karrieremuligheder og tilflytterservice på www.energimetropol.dk. Se mere om Esbjerg her.

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Sydvestjysk Sygehus Esbjerg
  • Kontaktperson
    Alice Skovhede Nielsen
  • Adresse
    Finsensgade 35, 6700 Esbjerg
  • Stillingstype
    Overlæge
  • Speciale
    Almen medicin
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-01-2020
  • Regionens jobnr.
    209086
  • Quick-nr.
    383570
  • Indrykningsdato
    30-10-2019
  • Ansøgningsfrist
    21-11-2019 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    Sydvestjysk Sygehus Esbjerg
  • Adresse
    Finsensgade 35, 6700 Esbjerg
  • Kontaktperson
    Alice Skovhede Nielsen
  • Stillingstype
    Overlæge
  • Speciale
    Almen medicin
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-01-2020
  • Regionens jobnr.
    209086
  • Quick-nr.
    383570
  • Indrykningsdato
    30-10-2019
  • Ansøgningsfrist
    21-11-2019 (udløbet)

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.