Region Hovedstaden

Region Hovedstaden

Blegdamsvej 9, 2100 København Ø

Bioanalytikere til Rigshospitalets Afdeling for Patologi

Vi har enkelte ledige stillinger, som vi gerne vil fylde med dygtige bioanalytikere og gode kommende kolleger. Stillingerne er på fuld tid, men hvis du er den rette kandidat og ønsker deltid, kan vi også imødekomme dette.

Lidt om afdelingen

Rigshospitalets Afdeling for Patologi er Danmarks største af sin slags. Vi har sjældne diagnostiske opgaver fra hele Danmark og derfor kan vi tilbyde laboratorieopgaver på et unikt patientmateriale. Alle vores laboratorieteams har egen nærmeste personaleleder, med stort kendskab til teamets analysefunktioner.

Laboratoriet/kollegerne har i 2022 modtaget en række priser: Prisen for bedste poster ved Rigshospitalets symposium for bioanalytikere, posterprisen ved årets verdenskongres for bioanalytikere i Sydkorea, Rigshospitalets arbejdsmiljøpris for at arbejde med feedbackmetoden ”Klar tale” og hertil har Arbejdslyst Alliancen og dbio begge tildelt årets arbejdsmiljøpris for vores arbejde med trivselskonceptet Trivsels Tænke Tanken. Det hele kan du læse mere på vores LinkedIn profil: https://www.linkedin.com/company/afdeling-for-patologi/?viewAsMember=true Her kan du få en fornemmelse af vores kultur.

Udvikling

Vi har stort fokus på strategisk postgraduat uddannelse. Vi holder ugentlige teoriundervisninger som man deltager i på skift og vi holder månedlige case-undervisninger med fremlæggelse af spændende patientcases for alle. Hertil er der mulighed for at forske i bioanalytikerfaget. Vi har således nedskrevne strategier for både den postgraduate uddannelse og for forskning i vores eget fag. Det er også muligt at deltage i kursusaktivitet mm.

De aktuelle stillinger vil vi forsøge at placere i de teams, hvor der er det bedste match mellem ansøgers ønsker og kompetencer i kombination med vores driftsbehov. Der er således mulighed for at søge en stilling i følgende teams: Biopsiteam, Resektatteam eller IHC+team.

Vi ønsker os kollegaer, der interesserer sig og måske endda har passion for patologi og som vil bidrage til, at vi kan levere analyser og diagnoser af høj faglig kvalitet hver eneste dag. Det betyder at du skal kunne se dig selv i disse statements:

  • Du har interesse eller erfaring inden for patologispecialet
  • Du er ansvarsbevidst med fokus på høj faglig kvalitet
  • Du har gode samarbejdsevner
  • Du kan arbejde selvstændigt (efter oplæring)
  • Du værdsætter og bidrager til et godt arbejdsmiljø og det gode kollegaskab
  • Du har et godt ”drive” og et stort gå-på mod
  • Du besidder humoristisk sans selvom der er travlt

Biopsiteamet

”Mød Maliina”, bioanalytiker i biopsiteamet: https://youtu.be/NReS6UQaGWw

Laboratorieopgaverne er følgende:

  • Modtagelse og visitering af prøver
  • Simpel udskæring af biopsier mm.
  • Vævspræparering
  • Manuel og automatisk indstøbning
  • Mikrotomi af biopsier og resektater, herunder serieskæring af biopsier
  • Maskinelle og manuelle histokemiske farvninger
  • Mikrobølgeovnspræparering af transplantationsbiopsier
  • Oplægning af glas til diagnostik
  • Blokarkivering ved digitalt arkivsystem
  • Glasarkiv

Resektatteamet

”Mød Josefine”, bioanalytiker i resektatteamet: https://youtu.be/HtjyMPiKuXA

Laboratorieopgaverne er følgende:

  • Kompleks udskæring af en bred vifte af organer
  • Kompleks bioanalytikerudskæring
  • Fryseprocedurer
  • Biobanksprocedurer
  • Laboratoriehåndtering af ufikserede præparater
  • Manuel og automatisk indstøbning
  • Mikrotomi
  • Håndtering af automatisk skæremaskine (AS410)
  • Maskinelle histokemisk HE-farvning
  • Oplægning af glas til diagnostik
  • Glasarkiv

IHC+ teamet

”Mød Sofie”, bioanalytiker i IHC+teamet:  https://youtu.be/y6hPNUU2PZ8

Laboratorieopgaverne er følgende:

  • Fremstilling af IHC-analyser (Platforme: Omnis, Ventana og Autostainer)
  • Mikroskopi af IHC-kontroller
  • Fluorescerende In Situ Hybridisering, præparation og tælling, manuelt og automatisk ved Bioview
  • Mikrotomi af bestillinger og resektater
  • Automatisk mikrotomi af kontroller på AS410
  • Fremstilling af kontrolblokke
  • Oplægning og aflevering af glas til diagnostik
  • TMA-fremstilling
  • Glasarkiv

Praktisk indsigt i og erfaring med nogle af hovedopgaverne i laboratoriet er velkomment, men ikke et krav, hvis du er den rigtige kandidat. Den bedste opgavesammensætning afhænger af dine kompetencer og vores driftsbehov. Vi arbejder med strukturerede oplæringsplaner og vil selvfølgelig sikre en grundig oplæring. Efter endt oplæring forventes du at indgå i afdelingens forskudte arbejdstider fra kl. 6-18, dog er de fleste dage om ugen med dagarbejdstid fx fra 8-15:30.

Om Afdeling for Patologi
Afdelingen er en del af Rigshospitalets Diagnostiske Center og yder højt specialiseret diagnostik for Rigshospitalets afdelinger, Bispebjerg Hospital og Bornholm. Desuden modtages prøver fra praksissektoren samt fra Færøerne, Grønland og Sydsverige.

Afdelingen ledes af en afdelingsledelse bestående af en chefbioanalytiker og en cheflæge. Vi er 196 ansatte og hertil mange tilknyttede forskere. I driften er der 120 bioanalytikere og laboranter fordelt i fem laboratorieteams. Derudover er der i afdelingen: 60 læger, 9 ansatte i sekretariatet, 2 obduktionsteknikere, 1 kemiker samt 4 molekylærbiologer. Hertil flere fuldtidsansatte forskere.

Afdelingen er beliggende på 2 matrikler. Det diagnostiske arbejde foregår i Teilumbygningen på Rigshospitalet, mens vores eksperimentelle forskningsenhed, Bartholin Instituttet, er beliggende på Biocenteret. De ledige stillinger er i Teilumbygningen.

Vores målsætning er at yde suveræn analyse og diagnostik hver dag.

Alle faggrupper arbejder således for, i fællesskab, at give patienterne den bedst mulige diagnostik, og vi lægger stor vægt på det gode samarbejde med høj grad af service og kvalitet inden for vores 3 kerneydelser: Diagnostik, forskning og uddannelse.

Afdelingen deltager i prægraduat uddannelse af alle relevante faggrupper. I relation til bioanalytikeruddannelsen modtager afdelingen ofte op til 15 studerende ad gangen, som deltager under supervision i de praktiske laboratorieopgaver i alle afdelingens teams, når de ikke modtager undervisning.

Løn og ansættelsesforhold

Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomst for bioanalytikere på Sundhedskartellets område, indgået mellem Sundhedskartellets parter, herunder Danske Bioanalytiker, og Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Ansøgningsprocedure

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte:

Ansøgningsfristen er 14. december 2022. Der indkaldes til samtaler løbende medens stillingsopslaget er aktivt, så tøv ikke med at sende en ansøgning.

Ansøgningen skal indeholde oplysninger om, hvilket team du ønsker ansættelse i, CV, autorisationsbevis samt andre relevante oplysninger. Du kan tiltræde fra 1. februar eller efter aftale.

Om Diagnostisk Center

Rigshospitalet har ca. 12.000 medarbejdere. Afdeling for Patologi er placeret i Diagnostisk Center, der er et af Rigshospitalets syv centre med ca. 1600 medarbejdere. Kerneydelserne er diagnostik og patientbehandling, uddannelse og forskning.

 

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Rigshospitalet, Blegdamsvej
  • Kontaktperson
    Sanni Pedersen
  • Adresse
    Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
  • Stillingstyper
    Bioanalytiker
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-02-2023
  • Regionens jobnr.
    245672
  • Quick-nr.
    440579
  • Indrykningsdato
    24-11-2022
  • Ansøgningsfrist
    14-12-2022 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    Rigshospitalet, Blegdamsvej
  • Adresse
    Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
  • Kontaktperson
    Sanni Pedersen
  • Stillingstyper
    Bioanalytiker
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-02-2023
  • Regionens jobnr.
    245672
  • Quick-nr.
    440579
  • Indrykningsdato
    24-11-2022
  • Ansøgningsfrist
    14-12-2022 (udløbet)

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.