Region Hovedstaden
Kildegårdsvej 28, 2900 Hellerup
Overlæge i Urologi til team for behandling af LUTS
Stilling som overlæge ved Urologisk afd. H, Herlev og Gentofte Hospital med hovedfunktion på Gentofte matriklen og tilknyttet teamet for behandling af LUTS er ledig til besættelse 1.11.2016 eller efter aftale.
Herlev og Gentofte Hospital er et universitetshospital med normeret 976 sengepladser og ét ud af fire akuthospitaler i Region Hovedstaden. Fra 01.01.2016 er de urologiske afdelinger på Herlev matriklen og Frederiksberg Hospital fusioneret administrativt og ledelsesmæssigt, men driften på Frederiksberg matriklen fortsætter uændret frem til den fysiske fusion, som forventes 01.11.2016. Herefter vil der være sengeafsnit og ambulatorium samt stor elektiv operationsaktivitet på Gentofte matriklen primært indenfor benign urologi, mens Herlev matriklen varetager al akut funktion samt såvel ambulant som stationær kræftbehandling. Urologisk afdelings primære optageområde dækker aktuelt 1,3 million borgere i Region Hovedstaden.
Afdelingen varetager al urologi på voksne, samt akut behandling af torsio testis på børn (men ikke børneurologi). Afdelingen modtager patienter til højt specialiseret behandling indenfor følgende områder: Prostatacancer, blærecancer egnet til cystectomi og blærerekonstruktion, behandling af inkontinens hos mænd, neurogene og inflammatoriske blærelidelser, binyrekirurgi, erektiv dysfunktion og perkutan sten- og tumorkirurgi. Patienter med urinvejssten fra Færøerne og Grønland modtages også til behandling, ligesom der udføres ESWL behandling og ydes assistance til stenoperationer på børn fra børnekirurgisk afdeling på Rigshospitalet. Udviklingen af robotassisteret laparoskopisk kirurgi prioriteres, og afdelingen deltager i driften af Robotcenteret i Region Hovedstaden beliggende på Herlev matriklen. Apparatur til ESWL-behandling installeres på Gentofte matriklen.
Til urologisk afdeling er knyttet laboratorier til varetagelse af urodynamiske undersøgelser. Afdelingen har specialiseret ultralydsfunktion, som varetages af specialuddannede overlæger og afdelingslæger. Urologisk forskningsenhed er meget aktiv med fokus på prostatacancer, blærecancer, LUTS og andrologi (fire PhD studerende, 2 forskningsårs studerende). Derudover forskes klinisk indenfor nyrecancer og urinvejssten.
Afdelingen har et tæt samarbejde med følgende afdelinger: Onkologi, radiologi anæstesi, gynækologi, medicinsk endokrinologi, klinisk biokemi og nefrologi. Der afholdes således skemalagte tværfaglige konferencer med relevante specialer (MDT) indenfor prostata-, bære- og nyrekræft samt urinvejssten minimum to gange for hvert område om ugen. LUTS-team afholder skemalagte konferencer ugentligt.
Aktuelt råder afdelingen over 100 senge, samt for- og efterundersøgelsesambulatorier med 17 lægespor dagligt. Den samlede årlige aktivitet udgør ca. 15.000 udskrivelser, 16.500 operationer og 80.000 ambulante besøg. Bemandingen er én ledende overlæge, 2 professorer, 31 overlæger, 15 afdelingslæger, 11-13 læger i hoveduddannelse, 7 læger i introstilling, 7 KBU-læger og 5-6 øvrige reservelæger. Hertil kommer kliniske assistenter, forskningsårsstuderende og PhD-studerende. Det samlede antal ansatte i afdelingen udgør aktuelt ca. 400.
Afdelingsledelsen varetages af oversygeplejerske Kirsten Rud og ledende overlæge Hans Stimpel.
Kvalifikationer
Overlægen er speciallæge i urologi på baggrund af en bred urologisk uddannelse. Overlægen har dokumenterede kvalifikationer med henblik på at varetage behandlingen af vandladningslidelser og benigne blærelidelser på højt specialiseret niveau. Det forventes således, at overlægen har kvalifikationer til at lede udredning og behandling af disse lidelser, samt til at tilse at afdelingen udvikler sig og forsker på internationalt niveau..
Stillingen ønskes besat med ansøger, som har stor undervisnings- og forskningserfaring.
Opgaver
Inden for afdelingens rammer skal overlægen kunne varetage basisfunktioner i urologi på lige fod med overlægekollegerne i afdelingen. Overlægen skal være rede til at påtage sig formelle og uformelle undervisningsforpligtelser samt, hvis påkrævet, repræsentere afdelingen i udadvendte sammenhænge.
Overlægen forsker efter aftale med afdelingsledelsen frit indenfor sit fagområde under behørig hensyntagen til overlægekollegernes forskningsområde. Forskningens placering i arbejdstilrettelæggelsen aftales med afdelingsledelsen.
Afdelingen arbejder med tværfaglige kompetenceudvikling. Der varetages uddannelse indenfor alle dele af speciallæge uddannelsen i urologi og deltager i studenterundervisningen. Alle speciallæger deltager aktivt i uddannelsesfunktionen. Afdelingen har 3 uddannelsesansvarlige overlæger. Studenterundervisningen er løbende under udvikling, og der er mulighed for ansættelse i lektorat.
Såfremt ansøger har interesse for ledelse og administration vil et udviklingsforløb indenfor disse felter kunne tilrettelægges. Kvalitetsrelaterede administrative opgaver og ansvarsområde indenfor patientforløb kan komme på tale.
Det er regionens, hospitalets og afdelingens mål at hjemtage en betydelig del af den operative aktivitet indenfor LUTS og anden benign urologi indenfor de kommende år. Overlægen forventes at varetage betydelige opgaver indenfor denne opgave.
Bedømmelse
Ved besættelse vil der blive lagt afgørende vægt på ansøgers samarbejdsevner, at ansøger er visionær, evner at fastholde langsigtede mål og vise forståelse for afdelingens drift, udvikling og kvalitetssikring.
Ansættelses vilkår
Overlægen er overenskomstansat. Der er mulighed for rådighedsvagt eller vagtfrihed. Eventuelle tillæg og tilrettelæggelse af arbejdsforhold for forskning og undervisning aftales i forbindelse med ansættelse afhængig af kvalifikationer og ønsker.
Ansøgning
Ansøger bedes i sin ansøgning forholde sig til hver af de 7 kompetencer, som lægerollen indeholder. Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til ledende overlæge Hans Stimpel, tlf. 38681240 eller 38683640.
Ansøgningsfrist er 20.06.2016 kl. 12.00.
Ansættelses samtaler forventes afholdt uge 26 og 27.
Et af målene i Region Hovedstadens personalepolitik er ligebehandling uanset køn, alder, etnisk baggrund handicap eller religion. Det sikres blandt andet gennem ansættelse- og uddannelsespolitikken.
I øvrigt bemærkes, at Herlev og Gentofte Hospital er røgfrit.
Fakta
- Arbejdssted
Gentofte Hospital -
Kontaktperson
Hans Rudolf Stimpel - Adresse
Kildegårdsvej 28, 2900 Hellerup - Stillingstype
Overlæge - Speciale
Urologi - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-11-2016 - Regionens jobnr.
200696 - Quick-nr.
286625 - Indrykningsdato
06-06-2016 -
Ansøgningsfrist
20-06-2016 (udløbet)
-
Jobbet er udløbet...
- Føj til favoritter
- Læs om regionen
Fakta
- Arbejdssted
Gentofte Hospital - Adresse
Kildegårdsvej 28, 2900 Hellerup -
Kontaktperson
Hans Rudolf Stimpel - Stillingstype
Overlæge - Speciale
Urologi - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-11-2016 - Regionens jobnr.
200696 - Quick-nr.
286625 - Indrykningsdato
06-06-2016 -
Ansøgningsfrist
20-06-2016 (udløbet)