Region Hovedstaden

Region Hovedstaden

Blegdamsvej 9, 2100 København Ø

Neuroanæstesiologisk Klinik, Rigshospitalet/Glostrup søger overlæge med ansvar for børneanæstesiologien i klinikken med ansættelse pr. 1. februar 2019 eller efter aftale.

Vi søger en overlæge i børneanæstesiologi. Ansættelsen vil være placeret i Neuroanæstesiologisk Klinik, Neurocentret, Rigshospitalet/Glostrup med primær tjeneste på Rigshospitalet, Blegdamsvej.
 
Overlægen kan i begrænset omfang indgå i det bundne vagtlag med funktioner på operationsgangen, i radiologisk afsnit og på neurointensivafsnittet.  
 
Er du indstillet på at arbejde som anæstesiolog/intensivlæge i en spændende klinik med høje faglige ambitioner centreret omkring højtspecialiserede funktioner og med store personlige og organisatoriske udviklingsmuligheder, kunne denne stilling være noget for dig.  
 
Om Neuroanæstesiologisk klinik:  
Neuroanæstesiologisk Klinik har funktioner på to matrikler, Blegdamsvej og Glostrup (Nordre Ringvej). Den samlede klinik varetager alle anæstesiologiske ydelser til de højtspecialiserede funktioner inden for neurofagene samt inden for øjensygdomme og degenerative rygsygdomme. Videreudvikling af funktionerne er godt i gang med visionen om sammenhængende patientforløb som den styrende faktor.  
 
På Blegdamsvej varetages neurointensiv terapi og anæstesi til neurokirurgiske indgreb samt endovaskulær terapi (EVT).
 
Vi er en stor, travl klinik præget af en høj faglighed og et godt humør i en uformel atmosfære, med en række dygtige og fagligt ambitiøse læger. Der er et rigtig godt samarbejde mellem faggrupperne, mellem afdelingslæger/overlæger og vores mange hoveduddannelseslæger samt med vores nærmeste samarbejdspartnere – neurokirurger, neurologer, rygkirurger og interventionsradiologer.  
 
Afdelingen har løbende speciallæger på SSAI-uddannelserne i børneanæstesi og intensiv terapi samt Perioperative Medicine and Management (POMM).  
 
Alle læger i klinikken varetager egne ansvarsområder i samarbejde med ledelsen og bidrager til den faglige og organisatoriske udvikling.  
 
Neurointensivafsnittet er landets største med 17 neurointensive sengepladser og omkring 900 patienter/ år. Vi behandler børn og voksne med CNS-sygdomme og behov for intensivbehandling fortrinsvis traumatisk hjerneskade, intrakranielle blødninger og tumorer, høje rygmarvslæsioner, status epilepticus og Guillain-Barré syndrom.  
 
Der arbejdes struktureret med indførelse af multimodal neuromonitorering som basis for bedre patientbehandling og understøttende funktion i afdelingens forskningsprojekter.  
 
Der arbejdes desuden med psykisk arbejdsmiljø, fast supervision og optimeret struktur for sygeplejen og for det tværfaglige samarbejde som led i afsnittets vision om ”Faglig excellence og Den gode arbejdsplads” og som forløber for indflytningen i vores nybyggede moderne intensivafsnit med 20 enestuer i Nordfløjen i 2019.  
 
Klinikken udmærker sig ved stor kontinuitet i patientbehandlingen, idet patienterne fra neurointensivafsnittet også varetages i forbindelse med operation og diverse neuroradiologiske undersøgelser og interventioner.  
 
Et højt specialiseret opvågningsafsnit med 9 pladser varetager i sammenhæng med neurointensivafsnittet omkring 3500 opvågningsforløb/år.  
 
Neuroanæstesiafsnittet yder anæstesi- og operationsassistance på 5 operationslejer, og der udføres ca. 300 børneanæstesier om året. Hertil kommer anæstesi til MR-scanninger (p.t. ca. 700/år, fortrinsvis børn).  
Anæstesi og operation til området omkring epilepsi- og Parkinsonkirurgi er under udvikling, og der ydes anæstesi til et voksende antal neuroradiologiske interventioner (p.t. ca. 500/år) samt til ECT-behandlinger.  
 
På Nordre Ringvej varetages anæstesi til øjen- og rygkirurgi på 7-9 daglige lejer. Der bedøves ca. 300 børn over 2 år til øjenoperationer. En stor del af øjenoperationerne foregår i et velfungerende dagkirurgisk regi. Herudover bedøves patienter til gynækologi, ECT, endoskopi – og tandlægeprocedurer samt billeddiagnostiske procedurer. Der ydes anæstesiassistance til den øvrige matrikel.  
Matriklen har 5 intensivpladser, som varetager intensivbehandling af medicinske og neurologiske patienter fra klinikkerne på Nordre Ringvej og varetager desuden højtspecialiseret tidlig neurorehabilitering på en enkelt plads; sidstnævnte funktion er under udvikling.  
 
Respirationscenter Øst (RCØ) varetager den højtspecialiserede behandling af patienter med kronisk respirationshandicap i Østdanmark.  
 
Tværfagligt Smertecenter har funktioner på begge matrikler, men forventes samlet på Glostrup i løbet af 2019.  
 
Det neuroanæstesiologiske professorat er placeret i klinikken. Begge klinikkens matrikler er præget af stor forskningsaktivitet, både internt og eksternt og i tæt samarbejde med andre specialer.  
 
Ansøgerprofil  
Vi søger en overlægekvalificeret speciallæge i anæstesiologi med særlig interesse for og kvalifikationer i børneanæstesi og intensiv behandling af børn. Overlægen forventes at have SSAI – børneuddannelsen.  
 
Overlægen skal desuden understøtte klinikkens forsknings- og uddannelsesaktiviteter i samarbejde med de relevante nøglepersoner.  
 
Ansøgeren skal besidde gode samarbejds- og kommunikationsevner samt være i stand til at skabe resultater.  
 
Ansøger kan indgå i speciallægevagtlaget i begrænset omfang.  
 
Løn- og ansættelsesforhold vil være i overensstemmelse med den gældende overenskomst.  
 
Om stillingen  
Ansættelsen placeres i Neuroanæstesiologisk Klinik, Neurocentret, Rigshospitalet/Glostrup med primær tjeneste på Blegdamsvej.  
 
På Blegdamsvej er der to speciallæger i tilstedeværelsesvagt samt en uddannelsessøgende læge i vagt til 20.45 alle ugens dage.  
 
Ansøgningen skal udformes således at dine kompetencer indenfor de 7 lægeroller fremgår, jf. Sundhedsstyrelsens publikation ”De syv lægeroller” (http://www.sst.dk/publ/Publ2013/05maj/De7laegeroller2udg.pdf).  
 
Yderligere oplysninger, inklusive stillingsbeskrivelse, kan fås hos klinikchef Kim Garde 35458067/50900407/kim.garde@regionh.dk.  
 
Ansøgningsfrist mandag den 12. november 2018.  
Ansættelsessamtaler vil blive afholdt den 23. november 2018.
  • Fakta

  • Arbejdssted
    Rigshospitalet, Blegdamsvej
  • Kontaktperson
    Kim Garde
  • Adresse
    Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
  • Stillingstype
    Overlæge
  • Speciale
    Anæstesiologi
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-02-2019
  • Regionens jobnr.
    214675
  • Quick-nr.
    358778
  • Indrykningsdato
    19-10-2018
  • Ansøgningsfrist
    12-11-2018 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    Rigshospitalet, Blegdamsvej
  • Adresse
    Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
  • Kontaktperson
    Kim Garde
  • Stillingstype
    Overlæge
  • Speciale
    Anæstesiologi
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-02-2019
  • Regionens jobnr.
    214675
  • Quick-nr.
    358778
  • Indrykningsdato
    19-10-2018
  • Ansøgningsfrist
    12-11-2018 (udløbet)

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.