Jobbet "Relationsmedarbejder" er udløbet

Region Hovedstaden

Region Hovedstaden

Københavnsvej 33, 3400 Hillerød

Dit næste skridt
Orion søger en Relationsmedarbejder til en dag/nat-stilling med faglig baggrund og/eller med egne levede erfaringer i at komme sig fra psykisk lidelse  
 
”Har du lyst til at være med i en spændende udvikling i Orion, hvor vi gerne vil yde en indsats hvor det lykkes at give mennesker, hvis liv er præget af håbløshed, kaos og afmagt, mere håb, kontrol og muligheder”? 
 
Orion er et specialiseret bo- og rehabiliteringstilbud til mennesker med meget svære og komplekse problemstillinger, svære psykiske lidelser, rusmiddelforbrug og ind imellem voldsomme reaktionsmønstre, drevet af Den sociale virksomhed under Region Hovedstaden. Orion, har kort fortalt, til opgave at samarbejde med de 45 beboere og dagbrugere om at skabe muligheder for et selvstændigt og meningsfuldt hverdagsliv samt muligheder for at komme sig. Vi er, med udgangspunkt i en dialogisk tilgang, godt på vej med store forandringsprocesser i forhold til, hvordan vi gør det.

Vi søger en relationsmedarbejdere til 37 timer pr. uge til at arbejde dag/nat. Stillingen ønskes besat pr. 1. september 2019. Der arbejdes skiftevis dag og nat med weekendarbejde hver 3. weekend. Derudover kan der forekomme ekstra weekendarbejde i forbindelse med sygdom og ferier.

I Orion vælger beboerne hvilke medarbejdere, de ønsker hjælp fra, og vi søger en relationsmedarbejder der kan se værdien af at valget ligger hos beboeren, og som har lyst til at arbejde i netværk. Det er relationsmedarbejdernes opgave at samarbejde med de mennesker, der bor i Orion med henblik på at skabe gode hverdagsliv og muligheder for at komme sig. Det betyder at man indgår i samarbejde om alt fra personlige udviklings-mål, over omsorg og praktiske gøremål i hverdagen (som rengøring, tøjvask og personlig pleje), til samvær, aktiviteter og fælles oplevelser. Samarbejdet med de pårørende er et væsentligt element i opgaven, ligesom samarbejdet med andre aktører, så som kommune og behandlingspsykiatri. At vi er organiseret i netværk kræver, at du har lyst til og i høj grad kan planlægge din tid selv og strukturere opgaverne, samt koordinere med kollegerne i de forskellige netværk.

Vi er i gang med at udvide antallet af relationsmedarbejdere med egne erfaringer med at komme sig over en psykisk lidelse, svære psykiske eller sociale vanskeligheder og/eller personlige erfaringer med et problematisk forbrug af rusmidler. Vi søger også ansøgere med en sådan baggrund og taler om det som erfaringskompetence. Søger du på denne baggrund vil vi meget gerne have, at du beskriver, hvordan du ser dine erfaringer med psykiatri og/eller brug af rusmidler som en kompetence ift. det daglige arbejde sammen med Orions beboere.

Rammen om vores samarbejde er: Et rehabiliteringsperspektiv, et recoveryperspektiv samt et systemisk og narrativt grundlag, der udmønter sig i en Åben Dialog tilgang.

Vi er meget inspireret af Åben Dialog i hele Orions praksis – fordi vi tror, at denne tilgang tilbyder nye udviklingsmuligheder i samarbejdet med mennesker som har det meget svært og hvor vi sammen skal finde løsninger på problemer, hvor der ikke er nogen på forhånd givne svar. Vi udvikler hele tiden vores organisering, men skiftet fra en teambaseret organisationsform til en netværksorganisation kræver, at vi som organisation finder løsninger på de udfordringer netværksorganiseringen indebærer. Vi ønsker at udvikle en reflekterende dialogisk praksis sammen med beboere og dagbrugere og deres netværk, og vi ønsker at den dialogiske praksis skal gennemsyre hele vores praksis; også vores organisation og vores måde at samarbejde på, internt og udadtil.

Dine kvalifikationer:

  • Relevant social- og/eller sundhedsfaglig grunduddannelse eller personlig erfaring med at komme sig over en psykisk lidelse og/eller sociale vanskeligheder, samt evne og lyst til at bruge erfaringerne i samspillet med andre (Peer medarbejdere/ recoverymentorer). Som fagprofessionel forventer vi, at du er uddannet social- og sundhedsassistent, pædagog, sygeplejerske, fysio- eller ergoterapeut eller lignende professionsbachelorer - gerne med erfaring fra socialpsykiatrien, men det er ikke et krav
  • Lyst til at bruge din personlighed og indgå autentisk i mødet med andre mennesker
  • Evne til at skabe og udvikle relationer med beboere, pårørende, øvrige kolleger, ledelse og andre samarbejdspartnere
  • God til skriftlig dokumentation og dertilhørende it-kundskaber
  • Gode samarbejds- og kommunikationsevner, hvor man bidrager til et godt arbejdsmiljø
  • Mod på at arbejde med og i meget konfliktfyldte situationer
  • Evne og lyst til dialog og refleksion
  • Handlekraftig og beslutningsdygtig
  • Evne til at planlægge og prioritere i en til tider uforudsigelig hverdag
  • Robust og med god fornemmelse for egne grænser
  • Du trives i forandringsprocesser og kan lide at have travlt i perioder

Vi kan tilbyde:

  • Grundig introduktion
  • En organisation i udvikling med fokus på mange muligheder for beboerne
  • Tid til refleksion – hver dag
  • Faglig sparring, supervision og undervisning
  • Et udviklende og tværfagligt miljø
  • Et arbejds- og levemiljø, hvor sikkerheden og den forebyggende indsats er højt prioriteret

Ansøgningen skal være os i hænde senest den 3. juli 2019 kl. 12:00. Ansøgning sendes elektronisk via vores e-rekrutteringssystem.

Vi opfordrer alle med ovennævnte kvalifikationer, uanset køn, alder og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Vi betragter i øvrigt egne erfaringer med en psykisk lidelse som en potentiel kvalifikation – ikke som en barriere.

Stillingen er med tiltrædelse den 1.  september 2019 medmindre tiltrædelse kan ske tidligere.

Ansættelsesudvalget mødes den 4. juli og udvælger ansøgere til samtale, der forventes afholdt den 18.  og 19. juli 2019.

Du kan få mere at vide om stillingen ved at ringe til rehabiliteringsleder Britta Nielsen på tlf. nr.: 38 61 95 34 eller administrations- og kvalitetsleder Bertel Rüdinger på tlf. nr.: 60 13 43 88.

Læs mere om os på: www.orion.dk