Region Hovedstaden

Region Hovedstaden

Boserupvej 2, 4000 Roskilde

Initiativrig ergoterapeut der ønsker indflydelse på udviklingen i retspsykiatrien på Sct. Hans i Roskilde

Er du kreativ i din tilgang til behandling? Inspireres du af tværfaglighed? Og motiveres du af at skabe nye muligheder for patienterne?
 

Dit team – Det bliver du en del af

På retspsykiatrisk afsnit R6 modtager og behandler vi retspsykiatriske patienter, der udover en sindslidelse også har en retslig foranstaltning og ofte også et misbrug med svære sociale, emotionelle og funktionsmæssige udfordringer til følge.

R6 er kendt for at have et trygt og sikkert arbejds- og behandlingsmiljø, da der er en tydelig retning for behandlingen og et højt fagligt niveau.  Vi er et stabilt team, der sammen løfter og gør brug af hinandens ressourcer og evner til at fremme både egne og gruppens udvikling. Vi arbejder meget fokuseret på samarbejde og medinddragelse af patienterne.
 

Dine arbejdsopgaver som ergoterapeut på R6

Som ergoterapeut i vores team bliver din fornemmeste opgave, i samarbejde med dine nye kollegaer, at planlægge og koordinere behandlingsindsatsen ud fra patientens ønsker og behov.

Du bliver ansvarlig for tilrettelæggelsen af de ergoterapeutiske undersøgelser og interventioner.

Vi er mange ergoterapeuter på Sct. Hans og du bliver derfor også en del af et fagligt fællesskab på tværs af afsnittene.
 

Vores forventninger til dig

  • Du er god til at samarbejde og kommunikere. Patienterne har mangeartede og komplekse problemstillinger, hvilket betyder at du kommer til at arbejde tæt sammen med mange forskellige faggrupper. Det er derfor vigtigt, at du kan se dig selv arbejde reflekteret i et tværfagligt team, lære af andre og undervise og formidle egen monofaglige viden og erfaring.
     
  • Du er systematisk og initiativrig. Du er fleksibel og opfindsom i dit arbejde med meningsfulde aktiviteter og udvikling af mestringsstrategier, med blik for de små skridts betydning. Du arbejder systematisk med ergoterapeutisk undersøgelse og intervention og formår at inspirere til brugen af meningsfulde aktiviteter i behandlings-, recovery- og rehabiliteringsprocesser. Du må meget gerne have erfaring med ASP, AMPS, MOHOST og COPM eller ønske at få det. Du har også til opgave at danne dig et grundigt billede af patientens samlede funktionsevne, med ICF som referenceramme.

Vi håber, at du har psykiatriskerfaring eller brænder for at få det i vores speciale. Vi leder efter en ergoterapeut, der kan og vil være medvirkende til at skabe nye muligheder for vores patienter og som ikke er bleg for, i samarbejde med tværfaglige kollegaer, at afprøve nye ideer.
 

Hvorfor skal du søge job hos os?

  • Du bliver en del af et fællesskab. Du bliver en del af et kollegaskab, der alle brænder for deres fag og hvor rehabilitering og medmenneskelighed til patienter med svære sindslidelser og retslige foranstaltninger er i fokus.
     
  • Minimal brug af tvang. Vi arbejder fokuseret med alles sikkerhed – både patienters og personalets. Vi bruger så godt som ingen tvangsfikseringer, derfor prioriteres vedligeholdelsestræning og uddannelse i forskellige deeskalerende teknikker højt.
     
  • Stort fokus på kompetenceudvikling.  Det er vigtigt for os at understøtte et godt læringsmiljø og sikre din udvikling. Vi kan derfor tilbyde ugentlig supervision og faglig udvikling indenfor retspsykiatrien og psykiatrisk ergoterapi. I teamet arbejder vi med kognitiv adfærdsterapi, den motiverende samtale og recovery, hvilket også er kompetencer, du får mulighed for at tilegne dig.
     

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er som udgangspunkt på 32-37 timer ugentligt, men ønsker du et andet timeantal, er der mulighed for dialog om dette. Du får stor indflydelse på at tilrettelægge arbejdsplan og timeantal, så aktiviteter og behandling tilgodeser patienternes individuelle behov. Det forventes at du hver 3. weekend har en planlagt weekends aktivitet i afsnittet.

Ansættelse er efter gældende overenskomst. Tiltrædelse snarest muligt.

I forbindelse med ansættelse, skal vi indhente 2 referencer, hvoraf den ene bør være fra nuværende nærmeste leder.

Region Hovedstadens Psykiatri er fra den 1. januar 2020 en ”røgfri arbejdsplads”, da vi gerne vil støtte op om din og dine kollegaers sundhed.
 

Vi glæder os til at høre fra dig

Synes du at ovenstående lyder interessant, så er vi meget interesseret i at høre fra dig.

Søg via link senest tirsdag den 31. januar 2020. Du bedes uploade CV og uddannelsesbevis sammen med din ansøgning. Vi forventer at afholde samtaler d. 4. februar 2020.

Mere information: Har du nogle spørgsmål, eller ønsker du at vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte faglig leder for ergoterapi, Anne Marie Torsting, på tlf. 31201334. Dertil kan du læse mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads her: "Job i Psykiatrien".
 

Velkommen indenfor hos R6

R6 er et af Psykiatrisk Center Sct. Hans 10 retspsykiatriske afsnit. Vi er kendetegnet ved at behandle de særlige retspsykiatriske patienter, der ofte har været anbragt på mange forskellige afsnit. Sigtet med behandlingen og plejen er, at patientens mulighed for et selvstændigt liv udvikles, og risikoen for ny kriminalitet forebygges.

R6 har plads til 9 retspsykiatriske patienter, der som udgangspunkt er mænd mellem 20-50 år med et misbrug, en skizofrenilidelse og ringe socialt netværk.

Patienterne har mangeartede og komplekse problemstillinger, som betyder at personalesammensætningen er bredt sammensat med læge, psykolog, socialrådgiver, lægesekretær, sygeplejersker, sosu-assistenter og ergoterapeut.

Vi er smukt beliggende ved Roskilde Fjord med en cykelafstand på 2,5 km til Roskilde bymidte og busforbindelser fra Roskilde station. Vi er ved at bygge ny retspsykiatri og i 2021 flytter vi alle derover i nye rammer med nye og bedre behandlingsmuligheder.

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Psykiatrisk Center Sct. Hans, Roskilde
  • Kontaktperson
    Anne Marie Brandrup Torsting
  • Adresse
    Boserupvej 2, 4000 Roskilde
  • Stillingstyper
    Ergoterapeut
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    Snarest muligt
  • Regionens jobnr.
    222305
  • Quick-nr.
    386461
  • Indrykningsdato
    08-01-2020
  • Ansøgningsfrist
    31-01-2020 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    Psykiatrisk Center Sct. Hans, Roskilde
  • Adresse
    Boserupvej 2, 4000 Roskilde
  • Kontaktperson
    Anne Marie Brandrup Torsting
  • Stillingstyper
    Ergoterapeut
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    Snarest muligt
  • Regionens jobnr.
    222305
  • Quick-nr.
    386461
  • Indrykningsdato
    08-01-2020
  • Ansøgningsfrist
    31-01-2020 (udløbet)

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.