Region Sjælland

Region Sjælland

Smedelundsgade 60, 4300 Holbæk

Spændende stilling som ”sekretær” til afsnitsledelse på fødeafdelingen på Holbæk Sygehus

 

Fødeafdelingen, Holbæk Sygehus, søger ”sekretær” til afsnitsledelse med vagtplanlægning      

Har du flair for kompleks skemalægning og lyst til at være en central person i planlægning af jordemødres og social- og sundhedsassistenters arbejdstid, og det daglige arbejde på en fødeafdeling, så er det dig vi søger!

Du bliver ansat på fødeafdelingen, og skal primært stå for planlagt og akut vagtplanlægning for ca. 50 jordemødre og 4 social- og sundhedsassistenter, ansat på barsel-svangre og fødeafsnittet.

Dine nærmeste samarbejdspartnere bliver de 2 vicechefjordemødre på føde-barsel-svangreafsnittene, men du vil ligeledes være i tæt samarbejde med både basisjordemødre, kliniske jordemodersupervisor samt social- og sundhedsassistenter omkring vagtønsker, ændringer i lagt skema, ad hoc akut vagtdækning og planlægning af introduktionsprogram til nyansatte. Din nærmeste leder bliver en af vicechefjordemødrene.

Selve skemalægningen er din opgave! De beslutninger, som ligger bag fordeling af vagter, tages af de daglige ledere. Du skal derfor kunne fungere i en rolle, hvor du effektuerer beslutninger taget af lederne. Du skal kunne navigere i krydsfeltet mellem ledelse og basispersonale/den enkelte jordemoder og de forskellige behov der er i drift-perspektivet og den enkeltes personlige ønsker. Vi arbejder dynamisk med det attraktive arbejdsmiljø og ansvarlig ressourceudnyttelse. Derfor ønsker vi feedback fra din funktion om effekter af beslutninger på drift, trivsel og evt. faglig kvalitet, som det opleves af dig i dit samarbejde med personalet om skemalægning og akut vagtdækning.

For at kunne trives i dette krydsfelt tror vi, at det er vigtigt, at du ser funktionen som ”akutarbejde” i en vis forstand. Naturligvis er der planlagt arbejde med kendte opgaver og deadlines samt mails, der skal skrives og besvares, men dagens opgaver kan meget hurtigt ændre sig med en akut sygemelding. Her forventer vi, at du udstråler ro og handlekompetence til at finde den bedste løsning af de mulige. Samtidig forventer vi, at du fortsat har blik for eventuelle deadlines eller konsekvenser for dit øvrige planlagte arbejde.

I afdelingen vægter vi fleksibilitet mellem føde- og svangre-barselsafsnit, herunder at den enkelte jordemoder varetager vagter i flere funktioner. Vi vil gerne have, at skemalægningen understøtter kontinuitet i personale for gravide og fødende. Samtidig ønsker vi at inddrage jordemødres ønsker til vagttyper og funktioner på afsnittene for at den enkeltes kompetencer og arbejdsmiljø vægtes.

Vi evaluerer løbende opkaldslængde på døgnvagtskald og får feedback om opgavetyngde igennem vagtdøgnet fra kliniske jordemodersupervisorer, jordemødre og SSA. Det er vigtigt for os at ”have fingeren på pulsen”, så ressourcerne udnyttes bedst muligt i forhold til opgavetyngde igennem døgnet. Vi har f.eks. større fremmøde i måneder med højt fødselstal og kan afspadsere mest muligt i måneder med et lavere fødselstal.

Ledelsesmæssigt lægger vi vægt på, at jordemødrene har mest mulig indflydelse på eget skema. På den måde ønsker vi, at den enkelte har bedst mulighed for at opnå balance mellem arbejds- og familieliv. Derfor lægges vagtskema med udgangspunkt i et indgivet ønskeskema for hver normperiode. Herigennem vil vi bidrage til det gode arbejdsmiljø og høj jobtilfredshed under stadig hensyntagen til den dynamiske, men også økonomiske planlægning af afdelingens drift. Vi har holdninger om balancen mellem hensynet til den enkelte og hensynet til fællesskabet. Vi arbejder med lige mulighed for indflydelse og retfærdighed men ikke ”millimeterdemokrati”, som en vigtig del af det, der skal prioriteres i vagtplanlægning.

Arbejdsopgaver

  • Skemalægge og være med til at udvikle nye tiltag og implementering heraf. F.eks. planlægning af ferie og konsekvenser for weekendvagt hhv. hver 2. eller 3. weekend, eller omlægning til fuldtidsansættelser med afspadsering af tillæg som fast del af arbejdsplanlægning.

  • Akut vagtdækning

  • Udfærdige og opdatere daglige fremmødeplaner. Herunder løbende evaluering af fremmødeplaners effekt til overblik over ressourcer og fordeling af kompetencer ved dynamisk fremmøde, og hvordan dette kan tilpasses i dialog med ledelse og personale

  • Planlægning af vagter til introduktion af nye medarbejdere i samarbejde med vicechefjordemødrene

  • Skema- og lønindtastning i Opus Vagtplan. Herunder træk af relevante månedlige rapporter til evaluering af drift og manuelle opgørelser over kald i rådighedsvagter

  • Ferie- og barselsregnskab

  • Forefaldende administrative opgaver. F.eks. ved ansættelse af nye medarbejdere (indstillinger, tilmelding til kurser, brugeradgange mm), befordringsregnskab, arkivering af dokumenter mv

  • Andre ad hoc opgaver som afsnitsledelsen for fødeafdelingen har brug for hjælp til – planlægning af MUS samtaler, kurser, praktiske opgaver

Dine kvalifikationer

  • Du kan være jordemoder, sygeplejerske eller sekretær

  • En fordel hvis du har erfaring med skemalægning og lønsystemer

  • Kendskab til jordemødres overenskomst er en fordel, men ikke nødvendigt

  • Gode kompetencer til hurtigt at tilegne dig nødvendig viden til nye opgaver

  • Du skal have stort overblik, være systematisk og god til at organisere dit eget arbejde. En stor del af din arbejdstid vil du skulle arbejde alene, på egen hånd

  • Du skal kunne arbejde med faste deadlines, hvor der op mod deadline kan være stort arbejdspres

  • Besidde gode kommunikative evner – både mundtligt og skriftligt

  • Du skal kunne modtage og kommunikere beslutninger diplomatisk, og tænke løsningsorienteret, også om beslutninger, der påvirker dit konkrete arbejde

  • Det er vigtig du er venlig og imødekommende og kan bevare roen – også under stort arbejdspres

Hvad du får som ”sekretær” for afsnitsledelsen hos os

  • God introduktion

  • Et dynamisk arbejdsliv i en dejlig afdeling med kontakt til mange mennesker hver dag, uden at være en integreret del af én personalegruppe og ét kollegialt fællesskab

  • Tæt samarbejde med både afsnitsledelse og jordemødre/social- og sundhedsassistenter i klinikken

  • Mulighed for at tilrettelægge dine arbejdsopgaver, så du bedst muligt kan arbejde med dem/løse dem

  • Mulighed for fleksibel arbejdstid

  • Del af en arbejdsplads, hvor medindflydelse er en kerneværdi

  • Del af en arbejdsplads i et akut-speciale, hvor foranderlighed og akut opståede tilpasning er nødvendig

  • Central rolle i at få en akutafdeling til at fungere optimalt

  • God kontorplads – midt i afdelingen

Det tager ca. 45 minutter at komme til Holbæk fra København og Sygehuset ligger 5 minutters gang fra stationen.

Stillingen er en fastansættelse 32-37 t/ugl og arbejdstiden vil ligge mandag til fredag i dagtid (præcis mødetid aftales). Tiltrædelse 1.5.21 eller snarest muligt

Ansøgningsfrist er onsdag den 24.3.2021. Der afholdes samtaler d. 25 eller 26.3.21.

 

Om Holbæk Sygehus

Holbæk Sygehus er en innovativ arbejdsplads med masser af muligheder for personlig og faglig udvikling. Vi vil være førende i diagnostik og behandling af almene og hyppigt forekommende sygdomme, og vi har velfungerende forskningsmiljøer på disse områder.

Vi er et ambitiøst og veldrevet sygehus med en flad ledelsesstruktur – så vejen fra idé til handling er kort. Vi glæder os til at byde dig velkommen på holdet. Du kan se mere om  job på Holbæk Sygehus her.

 

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Holbæk Sygehus
  • Kontaktperson
    Heidi Fischer
  • Adresse
    Smedelundsgade 60, 4300 Holbæk
  • Stillingstyper
    Jordemoder
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-05-2021
  • Regionens jobnr.
    011984
  • Quick-nr.
    406100
  • Indrykningsdato
    05-03-2021
  • Ansøgningsfrist
    24-03-2021 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    Holbæk Sygehus
  • Adresse
    Smedelundsgade 60, 4300 Holbæk
  • Kontaktperson
    Heidi Fischer
  • Stillingstyper
    Jordemoder
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-05-2021
  • Regionens jobnr.
    011984
  • Quick-nr.
    406100
  • Indrykningsdato
    05-03-2021
  • Ansøgningsfrist
    24-03-2021 (udløbet)

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.