Region Sjælland

Region Sjælland

Sygehusvej 6, 4000

Sygeplejerske i fast stilling til Urologisk sengeafsnit, SUH, Roskilde

Sygeplejerske i fast stilling til Urologisk sengeafsnit D11 og D13

Vi er ambitiøse og har masser af energi og patienter. Vi mangler en kollega – er det dig?

Din måske kommende arbejdsplads?

Mit navn er Anne, og jeg er afdelingssygeplejerske på Urologisk sengeafsnit, SUH Roskilde. Jeg leder to sengeafsnit, D11 og D13, og jeg har to souschefer, der støtter op om den daglige ledelse.

Jeg søger en sygeplejerske, som vil være med til at arbejde i vores sengeafsnit. Jeg ønsker, at vores afdeling skal kendes på, at vi yder en professionel sygepleje af høj faglig kvalitet i en atmosfære præget af tillid, respekt, samarbejde og arbejdsglæde. Dette skal gerne afspejles i vores daglige arbejde med patienter, pårørende og tværfaglige samarbejdspartnere.

I min ledelse prioriterer jeg synlighed og nærvær i forhold til personalet, det kan både være ved fysisk tilstedeværelse men også telefonisk og pr. mail. Jeg har meget fokus på kvalitet i sygepleje og opgaveløsning, på læring og kompetenceudvikling samt et godt arbejdsmiljø – alt sammen til gavn for både personale og patienter.

Da vores hverdag er præget af højt aktivitetsniveau og mange forskelligartede påvirkninger udefra, er det vigtigt for mig, at personalet er medinddraget i løsning af forskellige problemstillinger. Jeg tror på, at mange problemer bedst løses, når man har flere perspektiver med i overvejelserne, og at det derved også bliver lettere at forholde sig til de beslutninger, der bliver taget.

Hvem er du?

Du er uddannet sygeplejerske. Du kan lide at have medindflydelse på dine opgaver og at arbejde med kvalitet i det daglige arbejde. Du kan forvente at blive medinddraget i overvejelser omkring både personlig og faglig udvikling, du har mulighed for at påvirke beslutninger i hverdagen, og du får mulighed for at arbejde indenfor eventuelle kompetence- eller interesseområder. Vi tror på, at alle har noget at byde ind med, og du er derfor velkommen, hvad enten du er nyuddannet eller har mange års erfaring.

Du værner om det gode arbejdsmiljø, og deler gerne ud af dine erfaringer – ligesom du gerne lytter, når dine kolleger deler deres. Det skaber den respekt og tryghed, som vi gerne vil have på vores afdeling, hvor vi værner om vores fællesskab og prioriterer tid til hinanden.

Hvem er vi?

Urologisk afdeling behandler patienter i alderen 18-99+ med sygdomme primært i blære, nyrer, prostata og urinveje. I sengeafsnittene modtager vi både planlagte og akutte patienter, og vores patientforløb spænder fra de korte, ukomplicerede til de længere indlæggelser med komplekse problemstillinger, herunder vores palliative forløb. Vi er den eneste urologiske afdeling i regionen, og vi har 2 sengeafsnit i Roskilde - D11 og D13, med plads til 19 patienter på hvert afsnit. Herudover har vi afdelingens store urologiske ambulatorium som nærmeste nabo, og et søsterafsnit med dagsfunktion i Næstved.

Du kan se frem til kolleger med forskellig alder og baggrund. Vi har et super godt samarbejde med læger og sekretærer i afdelingen, og vi har en Afdelingsledelse, der vægter alle faggrupper i afdelingen. Vi er gode til at hjælpe hinanden, og vi har et læringsmiljø, hvor alle gerne vil lære fra sig, og hvor det er tilladt at sige fra og bede om hjælp.

Du møder både SSA-elever og sygeplejestuderende hos os, og vi har 3 sygeplejersker, der varetager planlægning og koordinering af uddannelsesforløbene, men alle personaler fungerer som vejledere. Vi planlægger dog, at du i dit introduktionsforløb ikke fungerer som vejleder, således at du når at falde til i afdelingen før du skal deltage i opgaven med elever og studerende.

Kolleger fortæller, hvorfor du skal komme og arbejde hos os:

Liv har arbejdet som sygeplejerske i afdelingen siden 2014: ”Hvorfor kan jeg særligt godt lide at være på urologisk afdeling: Diversitet! Ikke to dage er ens, og det er aldrig kedeligt hos os. Ind imellem kan jeg faktisk føle at jeg går glip af en masse, når jeg ikke har været på arbejde. Jeg kan virkelig godt lide at man lærer noget nyt hver dag – det er ikke løgn, når jeg siger at jeg er ret vild med mit arbejde. ”

Anja, som har været sygeplejerske i afdelingen i et år siger: ”Jeg har arbejdet på forskellige afdelinger, men det urologiske speciale er nok det mest alsidige, jeg har prøvet. Der er så mange spændende akutte opgaver, og man lærer hele tiden noget nyt. Og så har vi et virkelig godt tværfagligt samarbejde med vores læger og sekretærer, hvor der er stor respekt for hinandens fagområder. ”

Hvad kan vi tilbyde dig?

Du vil blive ansat fra 1. november 2021 eller efter aftale. Timetal efter ønske, dog gerne minimum 32 timer ugentligt. Vi har flest personaler ansat i blandede vagter, men er også åbne for andre muligheder. Vi kører lige nu med weekendvagt i gennemsnit hver 3. weekend, men arbejder på at overgå til hver 4. weekend.

Du vil få et introduktions program, hvor vi tager afsæt i dit udgangspunkt. I denne periode følges du tæt af erfarne kolleger, indtil du føler dig ”flyvefærdig”.

Hvis du er blevet nysgerrig og vil vide mere om os og om stillingen, så er du velkommen til at komme forbi og hilse på – vi giver også gerne en uforpligtende rundvisning i afdelingen. Du kan ringe til mig på 93 57 59 69 eller skrive på mail: aehs@regionsjaelland.dk.

Du kan selvfølgelig også bare skynde dig at sende din ansøgning med det samme.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Mange hilsner

Anne Dyrekær

Afdelingssygeplejerske, Urologisk afsnit D11 og D13

Om Sjællands Universitetshospital
Sjællands Universitetshospital er Danmarks yngste universitetshospital, og en afgørende brik i Region Sjællands ambitiøse sygehusplan. Vores mission er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. I en verden fuld af nye muligheder og forventninger ser vi os som pionerer, der ønsker at definere en ny, bedre og anderledes måde at drive sundhedsvæsenet på.

Sjællands Universitetshospital er over de sidste år etableret som en organisatorisk enhed. Næste trin er den fysiske samling i det nye kvalitetsfondsbyggeri i Køge, som vil skabe rammen for et universitetshospital i fuld skala. Vi er således i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere, og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital på: http://www.regionsjaelland.dk/suh

Se film om Sjællands Universitetshospital:

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Sjællands Universitetshospital, Roskilde
  • Kontaktperson
    Anne Hansen
  • Adresse
    Sygehusvej 6, 4000
  • Stillingstyper
    Ledende sygeplejerske
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-11-2021
  • Regionens jobnr.
    014033
  • Quick-nr.
    416392
  • Indrykningsdato
    13-09-2021
  • Ansøgningsfrist
    27-09-2021 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    Sjællands Universitetshospital, Roskilde
  • Adresse
    Sygehusvej 6, 4000
  • Kontaktperson
    Anne Hansen
  • Stillingstyper
    Ledende sygeplejerske
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-11-2021
  • Regionens jobnr.
    014033
  • Quick-nr.
    416392
  • Indrykningsdato
    13-09-2021
  • Ansøgningsfrist
    27-09-2021 (udløbet)

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.