Strategi og HR
Hobrovej 42A, 9000 Aalborg
Uddannelseskonsulent til Strategi og HR – Aalborg Universitetshospital
Brænder du for den kliniske uddannelse af sygeplejerskestuderende, og smitter det af på andre? Kan du skabe udvikling og facilitere, så vi på Aalborg Universitetshospital bliver endnu bedre til at uddanne morgendagens medarbejdere? Har du samtidig sans for smidige administrative arbejdsgange, koordination og kommunikation? Så er du måske vores nye uddannelseskonsulent?Om jobbet
Som uddannelseskonsulent er din væsentligste opgave at koordinere, understøtte og udvikle den kliniske uddannelse af sygeplejersker i tæt samarbejde med sygeplejerskeuddannelsen på University College Nordjylland, de kliniske undervisningssteder og ledelsessystemet. Som bindeled mellem teori og praksis har du en nøgleposition i at sikre, at hospitalet stiller med de kliniske undervisningssteder, vi skal, samt at uddannelsen lever op til kvalitets- og studieordningsmæssige krav. Når du lykkes med denne opgave, formår du at balancere driftsmæssige og uddannelsesmæssige hensyn via konstruktiv dialog med klinisk praksis og med sans for hele tiden at se nye veje og uddannelsesmuligheder. Det får vi nemlig brug for, når University College Nordjylland øger deres optag på sygeplejerskeuddannelsen med 17 pct.
Mange dage skal du bruge ved computeren med fokus på at fordele studerende og justere ved ændringer. Du skal derfor have blik for at forfine de administrative og kommunikative arbejdsgange, for dem er der mange af. I 2022 får vi de første erfaringer med en ny fordelingsnøgle for studerende og elever inden for plejen. Dette arbejde vil du netop skulle følge til dørs i samarbejde med resten af teamet og vores samarbejdspartnere.
I flere sammenhænge skal du op på ølkassen i jobbet som uddannelseskonsulent. Til introduktion af nye studerende og netværksmøder for de kliniske vejledere. Her gør du en forskel ved at hjælpe med de studerendes praktiske udfordringer og give faglige oplæg, der inspirerer. Det kan også være, når fagene på hospitalet skal vises frem til uddannelsesmessen Den Hvide Verden.
Hospitalets Uddannelsesstrategi er den overordnede strategiske ramme for jobbet. Som uddannelseskonsulent er strategien dit bagtæppe, når du samarbejder med klinikken om konkrete udviklingsopgaver. Fx hvordan klinisk uddannelse skal nytænkes til det nye hospital i Øst, understøtter tværfaglige uddannelsesgrupper eller indgår som bidragyder i forskningsprojekter fx i samarbejde med University College Nordjylland fx om sammenhæng mellem teori og praksis.
Om dig
- Du er uddannet sygeplejerske med flere års relevant erhvervserfaring fra praksis.
- Derudover har du en relevant videregående uddannelse på diplom, master- eller kandidatniveau.
- Du ved, at djævlen ligger i detaljen og har et udpræget strukturgen. Derfor er du god til at sætte i system, bevare overblikket og bruge de muligheder, de digitale platforme tilbyder.
- Du kan kommunikere budskaber klart og præcist – mundtligt og skriftligt.
- Du er udadvendt, opsøgende og god til at danne netværk.
- Du har en vis pondus i rummet, kan stå fast og bevare roen, når du møder modstand.
- Måske har du en supervisor uddannelse eller på anden vis erfaring med at give sparring og vejledning og skabe gode processer og følgeskab.
I uddannelsesteamet har vi et godt kollegaskab og er altid parate til at give hinanden sparring. Vi er en flok kompetente og erfarne konsulenter med forskellige faglige baggrunde. Vi har det til fælles, at vi brænder for uddannelsesopgaven på hospitalet og for at hjælpe vores kliniske kollegaer og uddannelsessøgende. På den måde er med til at sikre, at der er kollegaer til os i fremtiden.
Som uddannelseskonsulent vil du opleve spidsbelastninger omkring studiestart og mindre pres på andre tidspunkter af året. Det er en del af jobbet, at opgaverne følger et mere eller mindre fast rul. Det giver en vis forudsigelighed.
Som en del af Hospitalsledelsens stab er vi tæt på ledelses- og MED-systemet, og medvirker til at præge de strategiske prioriteringer. Det gælder også via vores deltagelse i diverse råd og udvalg på uddannelsesområdet. Så har du mod på at drive forandringer funderet i en solid faglighed, så kan du være med til at sætte dagsordenen.
Om os
Strategi og HR består af fem funktionsområder: Ledelsessekretariatet, Arbejdsmiljø og Trivsel, Vikarservice Nordjylland, Strategi & Ledelse samt HR & Uddannelse. Kontoret ledes af en kontorchef, der understøttes af ledere/faglige koordinatorer på de enkelte områder. Som uddannelseskonsulent er du en del af HR & Uddannelse, der består af 8 medarbejdere.
Uddannelsesstrategi-Aalborg-UH-2020.ashx (rn.dk)
Vil du vide mere
Har du spørgsmål til stillingen, så er du velkommen til at kontakte kontorchef Louise Antoft tlf. 22491892. (Træffes bedst mellem kl. 16-18).
Det praktiske
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Arbejdsstedet er Aalborg Universitetshospitals administration, Hobrovej 42A, 9000 Aalborg.
Stillingen er på 37 timer pr. uge.
Tiltrædelse d. 1. december 2021
Ansøgningsfristen er d. 6. oktober 2021 kl. 10.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler d. 11. - 12. oktober 2021.
Om Region Nordjylland
Region Nordjylland leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi er ca. 15.000 medarbejdere om opgaven, heraf 90 % inden for sundhed. Vi vil skabe et godt liv for alle nordjyske borgere og et sammenhængende Nordjylland. Vi gør digital kontakt med sundhedsvæsnet til et nemt og naturligt valg for nordjyderne. Læs mere om regionen på www.rn.dk.
Fakta
- Arbejdssted
Aalborg Universitetshospital -
Kontaktperson
Louise Antoft - Adresse
Hobrovej 42A, 9000 Aalborg - Stillingstyper
Administrativ sygeplejerske - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-12-2021 - Regionens jobnr.
11744 - Quick-nr.
416923 - Indrykningsdato
22-09-2021 -
Ansøgningsfrist
06-10-2021 (udløbet)
-
Jobbet er udløbet...
- Føj til favoritter
- Læs om regionen
Fakta
- Arbejdssted
Aalborg Universitetshospital - Adresse
Hobrovej 42A, 9000 Aalborg -
Kontaktperson
Louise Antoft - Stillingstyper
Administrativ sygeplejerske - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-12-2021 - Regionens jobnr.
11744 - Quick-nr.
416923 - Indrykningsdato
22-09-2021 -
Ansøgningsfrist
06-10-2021 (udløbet)