Region Hovedstaden

Region Hovedstaden

Blegdamsvej 9, 2100 København Ø

Overlæge/afdelingslæge til Afdeling for Røntgen og Skanning (ortopædradiologisk afsnit), Diagnostisk Center, Rigshospitalet

En stilling som overlæge eller afdelingslæge (afhængigt af kvalifikationer) i Afdeling for Røntgen og Skannings ortopædradiologiske sektion er ledig til besættelse den 1. september 2022 eller snarest derefter. Et senere tiltrædelsestidspunkt kan aftales.

Klinikkens ansvars- og arbejdsopgaver
Ansættelsen har funktion i ortopædradiologisk afsnit med fremmøde på Rigshospitalet Blegdamsvej. På lige fod med de øvrige læger i teamet vil der i et mindre omfang også være fremmøde på Glostrupmatriklen. I den ortopædradiologiske sektor foretager vi undersøgelser inden for såvel konventionel røntgen, CT- og MR scanning. Speciallægen indgår i det ortopædradiologiske team og skal i samarbejde med de øvrige speciallæger i sektionen varetage konferencer, konventionel røntgen, CT og MR undersøgelser for de kliniske afdelinger, som er tilknyttet den ortopædradiologiske funktion.  Afsnittet har et tæt samarbejde med Afdeling for Led- og Knoglekirurgi og Reumatologisk Center samt Rigshospitalets Traumecenter. Der afholdes flere multidisciplinære konferencer, bl.a. indenfor sarkomdiagnostik og behandling. Afsnittet har lokal-, lands-/landsdelsfunktion samt universitets-funktion. Der modtages patienter fra hele Danmark, Færøerne og Grønland. 

Afdeling for Røntgen og Skanning har cirka 450 medarbejdere og udfører cirka 440.000 undersøgelser om året. Afdelingen er geografisk placeret både på Blegdamsvej og i Glostrup. Afdelingen samarbejder med alle sengebærende klinikker og ambulatorier på Rigshospitalet Blegdamsvej og Glostrup og har alle modaliteter indenfor konventionel radiologi, MR, CT og ultralyd.
Afdeling for Røntgen og Skanning forsker inden for flere områder og er den mest forskningsaktive Røntgenafdeling med 3 professorer, 3 post.docs, 9 ph.d.-studerende og flere forskningsårsstuderende.
Det ortopædradiologiske team er placeret i Nordfløjen, hvor også diagnostisk neuroradiologisk afsnit og neuroradiologisk interventionsafsnit er placeret.

Afdelingen har fokus på det gode arbejdsmiljø, og alle har et ansvar for at bidrage til det åbne og velfungerende samarbejde.
Ansættelsen vil give en enestående mulighed for at erhverve specialkompetence inden for hele det ortopædradiologiske interesseområde, inklusive både rutineundersøgelser inden for den almindeligt forekommende ortopædradiologi, såvel som højt specialiserede undersøgelser.

Over-/afdelingslægen varetager sammen med de øvrige læger i sektionen undervisningen af yngre læger (hoveduddannelsessøgende og introduktionslæger), radiografer og studerende. Sektoren har omfangsrigt forskningssamarbejde. Der er gode muligheder for fortsat personlig og faglig udvikling, herunder forskning og efteruddannelse.

Kvalifikationer 
Ansøgere til overlægestillingen skal være speciallæge i diagnostisk radiologi med dokumenteret erfaring inden for ortopædradiologi og herunder gerne erfaring indenfor sarcomdiagnostik. Desuden skal ansøgeren have dokumenteret forskningsinteresse, som ligeledes gerne ses at være inden for det ortopædradiologiske subspeciale og/eller sarcomdiagnostik. Der lægges vægt på, at ansøgeren har gode samarbejdsevner. Der vil være mulighed for yderligere oplæring, afhængig af kvalifikationer.

Ansøgere til afdelingslægestillingen skal være speciallæge i diagnostisk radiologi med interesse inden for ortopædradiologi. Der lægges vægt på, at ansøgeren har gode samarbejdsevner. Der vil være mulighed for oplæring afhængig af kvalifikationer.

Vagt
Såvel afdelingslægestillingen samt overlægestillingen skal som udgangspunkt indgå i den døgndækkede traumetilkaldevagt på Blegdamsvej, på lige fod med de øvrige traumevagthavende læger.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold vil være i henhold til overenskomst for hhv. overlæger indgået mellem Foreningen af Speciallæger og Regionernes lønnings- og takstnævn og for afdelingslæger i henhold til overenskomst for underordnede læger indgået mellem Yngre Læger og Regionernes lønnings- og takstnævn. 
Stillingen refererer til den driftsansvarlige overlæge i ortopædradiologisk sektor Blegdamsvej og til den ledende overlæge.

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos: Driftsansvarlig overlæge i ortopædradiologisk afsnit Nicolai Kaltoft på e-mail: nicolai.stefan.kaltoft@regionh.dk eller ledende overlæge Martin Lundsgaard Hansen: på email: martin.lundsgaard.hansen@regionh.dk

Ansøgning
Ansøgningen skal vedlægges speciallægeautorisation og CV.
Det skal tydeligt fremgå af ansøgningen, hvorvidt der søges en afdelings- eller overlægestilling. Bedømmelsen af ansøgernes faglige kvalifikationer vil ske på grundlag af ansøgers egne oplysninger indenfor hvert af de syv kompetenceområder; ”Medicinsk ekspert, Samarbejder, Kommunikator, Leder og administrator, Akademiker, Sundhedsfremmer og Professionel”, jf. vejledningen for faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestilling i Region Hovedstaden for 2007, der kan ses på www.regionh.dk.
Ansøgningsfrist d. 14. marts 2022.

Om Diagnostisk Center
Diagnostisk Center er et af Rigshospitalets syv centre med ca. 1.800 medarbejdere og en årlig omsætning på 1,1 mia. kr. Kerneydelserne er diagnostik og patientbehandling, uddannelse og forskning. Diagnostisk Center understøtter patientbehandlingen ved årligt at producere mere end 10 mio. svar på laboratorieanalyser, mere end 650.000 billeddiagnostiske undersøgelser og centret har mere end 1 mio. kontakter til patienter og donorer. 
Centrets 35 professorer og øvrige forskere publicerer årligt mere end 700 videnskabelige artikler i internationalt anerkendte tidsskrifter.
entret rummer Afdeling for Røntgen og Scanning, Afdeling for Klinisk Biokemi, Afdeling for Patologi, Afdeling for Klinisk Immunologi (Region Hovedstadens blodbanker, vævsbanker og vævstypelaboratorium), Afdeling for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin, Afdeling for klinisk Mikrobiologi, Afdeling for Genetik, Afdeling for Genomisk Medicin, Medicinsk Forskningsbibliotek og DEKS

 

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Rigshospitalet
  • Kontaktperson
    Nicolai Kaltoft
  • Adresse
    Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
  • Stillingstype
    Overlæge
  • Speciale
    Radiologi
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-09-2022
  • Regionens jobnr.
    238880
  • Quick-nr.
    425674
  • Indrykningsdato
    10-02-2022
  • Ansøgningsfrist
    14-03-2022 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    Rigshospitalet
  • Adresse
    Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
  • Kontaktperson
    Nicolai Kaltoft
  • Stillingstype
    Overlæge
  • Speciale
    Radiologi
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-09-2022
  • Regionens jobnr.
    238880
  • Quick-nr.
    425674
  • Indrykningsdato
    10-02-2022
  • Ansøgningsfrist
    14-03-2022 (udløbet)
På baggrund af dette job