Klinisk underviser for ergoterapeutstuderende med klinisk ergoterapi
Brænder du for uddannelse og den kliniske ergoterapeutiske praksis? Så er stillingen her måske lige noget for dig…
Stillingen er delt mellem 25 timer klinisk undervisning af ergoterapeutstuderende og 12 timer klinisk ergoterapi på vores intensive afsnit 2422 på Psykiatrisk Center Nordsjælland (PCN) i Hillerød.
Jobbet
Klinisk undervisning
Som klinisk underviser er du ansvarlig for varetagelsen af ergoterapeutstuderendes uddannelse jf. bekendtgørelse om Ergoterapeutuddannelsen og uddannelsens lokale udmøntning af den nationale studieordning.
Vi modtager to studerende ad gangen på enten 2. eller 4. semester samt studerende på 5. semester. Du skal sikre at de studerende får relevant undervisning og supervision i henhold til fagbeskrivelser og mål for de kliniske undervisningsforløb.
Dette indebærer bl.a. at give individuel vejledning, som gør det muligt for de studerende at koble ergoterapiteori og metode sammen med de praktiske behandlingsopgaver. Du skal sikre at både de studerende og centret lever op til de uddannelsesmæssige krav, der stilles.
Det kliniske uddannelsesteam, som du bliver en del af, består af 6 medarbejdere inkl. dig, med forskellig faglig baggrund (sygepleje-, fysioterapeutisk og ergoterapeutisk baggrund). Vi er et engageret team, der brænder for uddannelse på hvert vores område.
Du bliver således en del af et team med høj faglighed og store ambitioner, hvor der samtidig både er plads til familieliv og mulighed for at få indflydelse på eget arbejdsliv.
Klinisk praksis
Udover de 25 timer til klinisk undervisning, er der 12 timer ugentligt i den kliniske praksis. Du vil blive tilknyttet vores intensive døgnafsnit 2422, hvor du skal have fokus på den psykiatriske ergoterapi.
Afsnit 2422 i Hillerød er et afsnit med 14 pladser og behandler mennesker fra 18 år og opefter, der har svær psykisk sygdom, og som har brug for intensiv behandling og støtte døgnet rundt. Sygdommene kan f.eks. være personlighedsforstyrrelser, angst, svær depression eller mani, skizofreni eller andre psykoser.
Afsnit 2422 består af en stabil tværfaglig personalegruppe, der har opnået særlige kompetencer indenfor områder som forebyggelse og nedbringelse af tvang og håndtering af selvskade og aggression, og afsnittet har stor fokus på samarbejde og faglig udvikling.
Du vil sammen med afsnittets ergoterapeut stå for udredning og behandling af aktivitetsproblemer, udføre funktionsevnebeskrivelser / -vurderinger, tilbyde ergoterapi tilpasset den enkeltes funktionsniveau, behov for struktur og forudsigelighed i hverdagen. Derudover vil du være med til at identificere, iværksætte og understøtte meningsfulde aktiviteter samt hjælpe den enkelte til en så vidt muligt selvhjulpen hverdag.
Dine nærmeste samarbejdspartnere er centrets kliniske uddannelsesteam, personalet på afsnit 2422 og de øvrige ergoterapeuter på centeret.
Eksternt skal du samarbejde med professionshøjskolen KP og de kommuner, centret samarbejder med i forbindelse med det kliniske arbejde.
Hvad tilbyder vi?
Vi tilbyder en stilling med stor grad af selvstændighed og mulighed for at arbejde med uddannelse og pædagogik ud fra et alsidigt perspektiv. Du vil få mange kontaktflader i en organisation, der er præget af udvikling og forandring. Vi har et uformelt arbejdsmiljø med fokus på vores kerneopgaver, både i arbejde med de studerende og i det ergoterapeutiske arbejde.
Dine kvalifikationer og kompetencer
Du er uddannet ergoterapeut og har erfaring indenfor psykiatrien. Du har en 1/6 diplomuddannelse i klinisk vejledning eller tilsvarende og har lyst til at arbejde med uddannelse tæt på den kliniske hverdag.
Står du og mangler diplommodulet i klinisk undervisning, men er blevet nysgerrig, så er du velkommen at søge stillingen alligevel. Det kan være en fordel at være AMPS kalibreret og have kendskab til COPM, MOHOST og ASP.
Desuden ønsker vi, at du
- er god til at formulere dig både mundtligt og skriftligt
- er åben, udadvendt og fleksibel
- er god til at bevare overblikket
- er god til at indgå i tværfaglige samarbejdsrelationer
- er god til at planlægge, koordinere og skabe overblik.
Løn og vilkår
Stillingen er på 37 timer ugentligt.
Vi ønsker, at du starter den 1. september 2022 eller efter aftale.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst.
Vil du vide mere?
Er du interesseret i at høre mere om stillingen, eller har du spørgsmål, kan du kontakte klinisk uddannelsesansvarlig teamleder Solveig Abrahamsen på 23 31 97 25, solveig.abrahamsen@regionh.dk eller udviklingsergoterapeut Nele Feldmann på 21 29 62 92, nele.feldmann@regionh.dk.
Læs og hør mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på "Job i Psykiatrien".
Søg stillingen
Send din ansøgning, cv og uddannelsesbevis via linket på siden senest den 7. juni 2022.
Vi afholder ansættelsessamtaler den 15. juni 2022.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning!
Om Psykiatrisk Center Nordsjælland
Psykiatrisk Center Nordsjælland er en del af Region Hovedstadens Psykiatri og har patientaktiviteter fordelt på 3 matrikler i Hillerød, Frederikssund og Helsingør. Vores optageområde udgør ca. 375.000 borgere og 194 sengepladser. Hvis du vil vide mere om centret er du velkommen til at kigge her.
-
Jobbet er udløbet...
- Føj til favoritter
- Læs om regionen
Fakta
- Arbejdssted
Psykiatrisk Center Nordsjælland - Adresse
Dyrehavevej 48, 3400 Hillerød -
Kontaktperson
Solveig Abrahamsen - Stillingstyper
Ergoterapeut med specialfunktion - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-09-2022 - Regionens jobnr.
241140 - Quick-nr.
430795 - Indrykningsdato
10-05-2022 -
Ansøgningsfrist
07-06-2022 (udløbet)
Du er ikke logget ind
For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?
Ja, tak! Opret bruger ×