Region Syddanmark

Region Syddanmark

J.B. Winsløws Vej 4, Indgang 63-65, 5000 Odense C

Speciallæge til Fælles Akutmodtagelse (FAM) i enten Åbenrå, Kolding eller Odense med ny og spændende funktion på Akut Medicinsk koordinerings (AMK) vagtcentral

Patienter og pårørende, der ringer 112, har brug for sundhedsvæsenets hjælp. Nogle gange er der brug for meget akut indsats med helikopter og ambulanceudrykning og andre gange kan patientens problem klares på anden måde. Denne type opkald er i betydelig stigning.

 

Derfor vil AMK-Vagtcentralen og regionens akutmodtagelser sammen gerne øge den service, som disse patienter får, ved at der som støtte til de sundhedsfaglige visitatorer i AMK-Vagtcentralen, indføres mulighed for umiddelbar speciallægebackup. Formålet er at finde en løsning til den enkelte patient, der ikke kræver ambulanceudrykning og indlæggelse på hospital.

 

Stillingen oprettes som led i bevilling fra Sundhedsstyrelsen til styrkelse af det akutte beredskab og vil løbende blive evalueret. Du vil få væsentlig indflydelse på udviklingen af funktionen.

 

Stillingen kan enten have tilknytning til FAM i Åbenrå, Kolding eller Odense afhængig af dine ønsker.

 

Lidt om FAM Aabenraa

Fælles Akut Modtagelsen på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa modtager på samlet 42 patientpladser akutte patienter fra alle specialer i et optagelsesområde med ca. 230.000 indbyggere. FAM modtager patienter inden for specialerne intern medicin, kardiologi, kirurgi, ortopædkirurgi / traumer, gynækologi, og neurologi, og vi har et tæt samarbejde med den psykiatriske akutmodtagelse, som fysisk ligger i FAM. Børn med pædiatriske sygdomme modtages på den pædiatriske akutmodtagelse. Sygehusets fælles visitation er beliggende i FAM og har siden 2019 visiteret til SHS tre matrikler.

 

Lidt om FAM Odense

FAM består af traumestuer, skadestue samt udrednings-, behandlings- og observationspladser. Desuden har FAM en radiologisk funktion og huser lægevagten. FAM behandler årligt 70.000 akutte patienter i en bred vifte af kliniske specialer – af disse er rundt regnet 3.000 tidskritiske tilstande og omkring 30.000 er skadestuepatienter.

 

FAM har tæt samarbejde med det præhospitale område på mange fronter for at reducere sektorovergangen og styrke det sammenhængende sundhedsvæsen, når patienten ankommer til FAM – blandt andet med præhospital triage og fremskudt visitation.

 

OUHs akutte visitationsenhed (AVE) er placeret i FAM og under konstant udvikling – og skal efter planen inden nyt OUH modtage opkald om alle akutte patienter til sygehuset. I AVE håndteres ud over indlæggelser både opkald fra ambulancer inkl. teleEKG, findes alternative løsninger til indlæggelse (eksempelvis subakutte tider) og konferencekald til specialister. Alt arbejde i AVE foregår elektronisk.

 

FAM har stort fokus på, at det organisatoriske setup og samarbejde både fungerer internt og eksternt, da vi mener det er en af forudsætningerne for gode patientforløb af høj kvalitet.

 

FAM har en central rolle i OUHs beredskab – både strategisk og taktisk.

 

Du kan læse lidt mere om FAM Odense på vores hjemmeside: Fælles Akutmodtagelse (FAM) (ouh.dk). Du kan også følge os på Facebook og LinkedIn.

 

Akutafdelingen i Kolding – en del af Sygehus Lillebælt

Akutafdelingen i Kolding er Sygehus Lillebælts fælles akutmodtagelse. Afdelingen dækker både skadestuefunktion og akutmodtagelse af neurologiske, medicinske, kirurgiske, ortopædkirurgiske, karkirurgiske og gynækologiske patienter og behandler ca. 50.000 patienter årligt.

 

Akutafdelingen har en stab på faste speciallæger, læger i HU forløb og introduktionsstillinger i Akutmedicin og er organiseret således, at der dagligt er stor grad af samarbejde med læger fra de øvrige specialer.

 

I Akutafdelingens fælles visitation visiterer vi til sygehusets akutte specialer og sidder fysisk sammen med 1-2 medarbejdere fra AMK og 1 medarbejder fra Akut teamet i Kolding Kommune. Vi tror på at et tæt samarbejde med præhospitalet, praktiserende læger og kommune giver de bedste patientforløb.

 

Læs mere her: Akutafdelingen på Kolding Sygehus (sygehuslillebaelt.dk)

 

Lidt om AMK-Vagtcentral
AMK-Vagtcentral er regionens vagtcentral, hvor sundhedsfagligt personale modtager 112 opkald fra borgerne vedrørende sygdom og tilskadekomst.


Vi er en døgnbemandet afdeling, som består af ca. 20 sundhedsfaglige visitatorer, som gennem direkte telefonisk kontakt, afdækker borgerens behov for akuthjælp, visiterer og rådgiver til aktuel førstehjælp, og i tæt samarbejde med øvrige aktører i sundhedsvæsenet, finder den rette hjælp til borgere i nød.

 

Vores visitering foregår elektronisk, og som understøttende redskaber benytter vi os blandt andet af Dansk indeks for akuthjælp og GPS kort, som kan markere skadested, og følge de præhospitale enheders positioner.


Vi arbejder tæt sammen med disponenterne, som koordinerer og afsender det aktuelle beredskab, til den enkelte opgave.

 

Beskrivelse af funktionen

Speciallægen vil i starten være stationeret på AMK-Vagtcentralen, men vil på sigt være tilstede enten på AMK-Vagtcentralen eller på en FAM alt efter, hvor lægen bedst kan bidrage til visitationen og for at øge samarbejdet om visitationen.

 

Det er formålet at styrke den borgerrettede visitation med back-up fra en speciallæge, når de sundhedsfaglige visitatorer på AMK vagtcentralen modtager 112-opkald fra borgerne. Denne styrkelse skal ske i tæt samarbejde med FAM. Brug af konferencekald giver mulighed for at lægen taler direkte med patienten, og hvis der er brug for det, ser med på video.

 

Fordelene ved ordningen forventes at være speciallægen:

  • Har erfaring med akutte patienter, men som ved konferencekald med læge kunne henvises til anden løsning
  • Har henvisningsmulighed til kommunal sygepleje og eksempelvis akutteam
  • Kan henvise til ambulatorier og anvende sygehusets subakutte tider hvis nødvendigt
  • Kan sende ambulance, hvis lægen skønner det nødvendigt
  • Har adgang til hospitalsjournal, og dermed viden om eventuelle behandlingsforløb som patienten har.

 

Og måske vigtigst af alt vil ordningen formentlig betyde at patienten ikke oplever at blive sendt frem og tilbage mellem flere aktører, men får en løsning i første opkald.

 

Dine opgaver – i AMK-Vagtcentralen

I starten vil hele din arbejdstid være på AMK-Vagtcentralen som er beliggende på Lille Tornbjergvej i Odense SØ og vil være uden for vagttid. Overordnet skal du også være med til at udvikle funktionen og evaluere – blandt andet sammen med ledelserne i AMK-Vagtcentralen, Det Præhospitale Område og FAM.

 

Dine opgaver – i FAM

På sigt kan en del af arbejdet på AMK-Vagtcentralen varetages andetsteds – eksempelvis i FAM. Afhængigt af dine øvrige kompetencer og hvordan funktionen udvikler sig, vil du også varetage andet arbejde speciallægearbejde i FAM.

 

Dine kvalifikationer

  • Du er speciallæge. Helst i akutmedicin eller almen medicin, men kompetencer er vigtigere end titel i denne sammenhæng
  • Du har fra den ene eller anden vinkel praktisk kendskab til det akutte sundhedsvæsen – måske har du tidligere været i lægevagten eller FAM?
  • Kan konkret sætte patienten først – også i en hverdag, der til tider er højintens
  • Er en god kommunikator og dialogsøgende – eller sagt på en anden måde: holder den gode stil og den gode tone uanset situationens karakter
  • Du vægter samarbejde, tværfaglighed og respekt for øvrige faggrupper højt
  • Opfatter kvalitetsforbedringsarbejde og patientoplevet kvalitet som en del af høj faglighed

 

Vi sørger for at du bliver grundigt oplært i alle tekniske systemer og afhængigt af din tidligere profil får oplæring og introduktion til de kliniske opgaver du ikke har været vant til.

 

Hvem kommer du til at arbejde sammen med?

I det daglige arbejde på AMK vagtcentralen bliver de sundhedsfaglige visitatorer (eksempelvis sygeplejersker og paramedicinere) dine tætteste kolleger. Desuden vil du have tæt samarbejde med ledelserne på både AMK-Vagtcentralen og FAM omkring udvikling og evaluering af funktionen.

 

Vil du vide mere?

Der er en masse andet at fortælle om regionens fire akutmodtagelser og AMK vagtcentralen – og du har sikkert også nogle spørgsmål eller måske brug for en rundtur, hvis du ikke kender de to steder.

 

Du er mere end velkommen til at kontakte os hvis du vil høre mere om stillingen:

 

Det praktiske

Afhængigt af din tidligere anciennitet, erfaring og kompetenceniveau er der tale om enten en afdelingslæge- eller overlægestilling.

 

Du ansættes i FAM og refererer fagligt til både den lægefaglige ledelse i den præhospitale organisation og afdelingsledelsen i FAM.

 

Der afholdes samtaler den 26. juni.

 

Personalemæssigt refererer du til afdelingsledelsen i den FAM, hvor du er ansat.

 

Der indhentes altid børneattest inden ansættelse.

  • Fakta

  • Arbejdssted
    AMK Vagtcentralen & OUH Odense Universitetshospital, Odense & Sygehus Lillebælt, Kolding Sygehus & Sygehus Sønderjylland, Aabenraa
  • Kontaktperson
    Anne-Sofie Pii
  • Adresse
    J.B. Winsløws Vej 4, Indgang 63-65, 5000 Odense C
  • Stillingstype
    Afdelingslæge, Overlæge
  • Speciale
    Akutmedicin & Almen medicin
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-08-2023
  • Regionens jobnr.
    225539
  • Quick-nr.
    449754
  • Indrykningsdato
    29-05-2023
  • Ansøgningsfrist
    21-06-2023 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    AMK Vagtcentralen & OUH Odense Universitetshospital, Odense & Sygehus Lillebælt, Kolding Sygehus & Sygehus Sønderjylland, Aabenraa
  • Adresse
    J.B. Winsløws Vej 4, Indgang 63-65, 5000 Odense C
  • Kontaktperson
    Anne-Sofie Pii
  • Stillingstype
    Afdelingslæge & Overlæge
  • Speciale
    Akutmedicin & Almen medicin
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-08-2023
  • Regionens jobnr.
    225539
  • Quick-nr.
    449754
  • Indrykningsdato
    29-05-2023
  • Ansøgningsfrist
    21-06-2023 (udløbet)

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.