Det Grønlandske sundhedsvæsen

Personaleadministrationen, 1230 Nuuk

Overlæge til Landsdækkende Palliative Team, Grønland, Medicinsk Afdeling, DIH, Nuuk

Har du lyst til at være med til at udvikle vores nystartede Landsdækkende Palliative Team i Grønland?

Vi søger en overlæge pr. 1. april 2024 eller efter aftale.

Palliativt Team Grønland er en helt nystartet Landsdækkende Specialiseret Palliativ Enhed, der skal varetage palliation i hele Grønland udgående fra en specialiseret enhed beliggende i Nuuk.

Vi råder ikke over selvstændige sengepladser, men varetager specialiseret palliation til indlagte patienter i alle sengeafdelinger i Nuuk samt telefonisk / via videosamtaler / via mail med patienter, pårørende og personale på kystsygehusene samt i bygder uden sygehus og tilgængeligt sundhedsvæsen. Der vil i Nuuk være mulighed for udgående funktion med besøg og palliativ indsats i patientens eget hjem, plejehjem eller aflastningssted i samarbejde med hjemmeplejen.

Desuden samarbejder vi med Det Grønlandske Patienthjem (DGP), dels ved fysisk besøg i forbindelse med ophold i DK, dog mest via ovenstående medier.

Vi rådgiver øvrige sengeafdelinger / sygehuse / sundhedsstationer om den basale palliative indsats og støtter personalet, som over lange afstande kommer til at varetage ordinationerne fra den specialiserede enhed.

Om enheden:

Palliativ Enhed har til formål at udvikle og yde den bedst mulige lindrende og rehabiliterende behandling til patienter med uhelbredelig, livstruende sygdom uanset diagnose og deraf afledte komplekse palliative problemstillinger og belastende symptomer af fysisk, psykisk, social og eksistentiel karakter.

Indsatsen baserer sig på WHO’s definition af palliation, og har til sigte at løfte livskvaliteten hos patienter og deres pårørende gennem forebyggelse, rehabilitering og lindring af lidelse forbundet med livstruende sygdom. Den palliative indsats ydes koordineret og behovsbestemt primært af det palliative team.

Teamet omfatter 1 læge, 3 sygeplejersker, 1 fysioterapeut, 1/2 ergoterapeut, 1 psykolog og en socialrådgiver. Herudover er der tilknyttet diætist. Der tages kontakt til præst/kateket ved behov.

Om stillingen

Din hovedopgave er arbejdet med og videreudviklingen af den specialiserede palliation både for patienter og pårørende i Nuuk og i resten af Grønland. Det samme vil være gældende for palliative patienter på DGP. Dette har særlige udfordringer i Grønland grundet store afstande og forskellighed i tilgængelighed af sundhedsvæsen og transport afhængig af bosted. Du vil komme til at arbejde med at udvikle den palliative indsats på tværs af kliniske afdelinger og på tværs af primær og sekundær sektor i hele landet. Vi ser gerne, at du har undervisningserfaring og er interesseret i at varetage undervisning både interne og eksternt.

For de onkologiske patienter modtager de største diagnosegrupper onkologisk behandling i Grønland via Medicinsk Dagafsnit i Nuuk. Øvrige onkologiske diagnosegrupper modtager behandling i DK.

Det Specialiserede Palliative Team skal i videst muligt omfang tidligt have kontakt med disse patienter. Derfor vil der være et tæt samarbejde med Det Grønlandske Patienthjem i København.

Andre patientgrupper med svær fremskreden kronisk sygdom som hjerte og lungepatienter samt enkelte neurologiske patienter er en del af målgruppen.

Stillingen er vagtfri med dagarbejde alle hverdage.

Vi søger dig der:
  • Er speciallæge i et klinisk speciale, som er relevant for den palliative indsats, har en palliativ uddannelse, evt. fagområde-specialist i palliativ medicin.
  • Har interesse i og flair for at samarbejde på tværs af faggrupper, afdelinger og sektorer.
  • Kan stikke en finger i isen – og lytte
  • Er fleksibel og åbensindet
  • Er ambitiøs og ansvarsbevidst
  • Kan arbejde i et tværkulturelt arbejdsfelt, hvor fokus er palliation i en grønlandsk kontekst med et tydeligt grønlandsk patientperspektiv – nysgerrigheden og relationen til den enkelte patient er af høj prioritet for at kunne endeligt behovs vurdere.
Organisatorisk

Hører det Specialiserede Landsdækkende Team under Medicinsk Område.

Medicinsk afdeling dækker alle internt medicinske specialer og har både funktion som lokal afdeling og landsdækkende funktion. Du vil være en del af det lægelige fællesskab og deltage i vores daglige konferencer og andre fælles aktiviteter. Du vil møde engagerede og fagligt kompetente kollegaer, som er meget bevidste om gode samarbejdsrelationer og tværfaglighed. Vi har en kultur præget af tillid og respekt, hvilket er aldeles afgørende for vores hverdag og patientbehandling. Med også din tilstedeværelse i dette fællesskab kan du være med til at løfte fagligheden og supervisionen for de palliative patienter og problemstillinger for både yngre og ældre kollegaer.

Medicinsk afdeling, DIH har ambulatorium, dagafsnit og 28 sengepladser fordelt på 2 sengeafsnit, et integreret børneafsnit med 8 pladser samt et intermediærafsnit med seks pladser for monitorering af patienter med hjertesygdomme og andre akutte sygdomme. Herudover ses komplekse patienter på Patienthotellet, som huser patienter fra steder udenfor Nuuk. På de medicinske sengeafsnit indlægges bredt indenfor alle medicinske specialer. Ambulatorierne varetager ambulatoriefunktioner indenfor alle medicinske specialer samt pædiatri. Medicinsk dagafsnit varetager onkologiske behandlinger.

Sengeafsnittene både på kirurgisk og medicinsk afdeling fungerer som stamafdeling for palliative patienter med behov for indlæggelseskrævende symptomlindring og optimering samt til terminale forløb. Diagnosen definerer hvilken stammafdeling, det er. Det Palliative Team vil tilse og understøtte patienten, hvor denne er.

Det Grønlandske Sundhedsvæsen – Bredde, udfordring og faglig stolthed

Det Grønlandske Sundhedsvæsen hører under Departementet for Sundhed, og er organiseret i 5 regioner, 8 kliniske områder, Landstandplejen, Det Grønlandske Patienthjem og sundhedsvæsenets Driftsområde.

Søger du faglige udfordringer, er du nysgerrig og kan du lide at arbejde bredt, så er et job i Det Grønlandske Sundhedsvæsen noget for dig.
Du kan læse mere om Det Grønlandske Sundhedsvæsen på www.gjob.gl

I Grønland er der rig mulighed for at leve et aktivt fritidsliv. Om sommeren er vandring, hvalsafari, jagt, fiskeri og sejlture oplagte aktiviteter. Vinteren byder på nordlys og masser af skiløb og hvis du bor nord for polarcirklen, kan du køre på hundeslæde. I de større byer findes der masser af kulturliv med sportsklubber, kunstudstillinger, koncerter, cafeer og restauranter. Du kan læse mere om den region jobbet er placeret i på www.peqqik.gl

Statsborgerskab

Såfremt du ikke er nordisk statsborger, gøres der opmærksom på, at ansættelsen er betinget af gyldig opholds- og arbejdstilladelse. Opholds- og arbejdstilladelse kan først ansøges ved aftalt ansættelse.

Løn og ansættelse

Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Kandidater, der besidder supplerende kvalifikationer udover de i ovenstående specificerede, såsom relevante diplom- eller masterniveauer, kan være berettiget til yderligere honorering i henhold til gældende overenskomst og virksomhedens retningslinjer.

Bolig

Der anvises bolig efter de i Det Grønlandske Sundhedsvæsen til enhver tid gældende regler.

Ansøgning

Ansøgning bilagt kopi af relevante bilag skal sendes i PDF-format via www.gjob.gl

Startdato: 1. april 2024 eller efter aftale

Ansøgningsfrist: 26. februar 2024

Ansættelsessamtaler afholdes løbende

Kontakt

Information om stillingen kan indhentes ved overlæge Alice Juhl Petersen på tfl. (+299) 344743 eller på email: ajp@peqqik.gl

Se Det Grønlandske Sundhedsvæsens organisationsdiagram

Organisationsdiagram Det Grønlandske Sundhedsvæsen

Det Grønlandske Sundhedsvæsen er en røgfri arbejdsplads.

Vi modtager udelukkende ansøgninger i PDF-format, elektronisk, via Gjob.dk.

Ansøgninger sendt pr. mail vil straks blive slettet for din sikkerhed.

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Grønlands Sundhedsvæsen
  • Kontaktperson
    Personale Afdelingen
  • Adresse
    Personaleadministrationen, 1230 Nuuk
  • Stillingstype
    Overlæge
  • Speciale
    Almen medicin
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-04-2024
  • Regionens jobnr.
    24-57
  • Quick-nr.
    459403
  • Indrykningsdato
    05-02-2024
  • Ansøgningsfrist
    26-02-2024 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    Grønlands Sundhedsvæsen
  • Adresse
    Personaleadministrationen, 1230 Nuuk
  • Kontaktperson
    Personale Afdelingen
  • Stillingstype
    Overlæge
  • Speciale
    Almen medicin
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-04-2024
  • Regionens jobnr.
    24-57
  • Quick-nr.
    459403
  • Indrykningsdato
    05-02-2024
  • Ansøgningsfrist
    26-02-2024 (udløbet)
På baggrund af dette job

Andre job fra Grønland der minder om dette

Jobbet ligger i Grønland

Ledende Overlæge til Operation og Intensiv Område, Dr. Ingrids Hospital, Nuuk

Grønlands Sundhedsvæsen
Læge & Overlæge  |  Almen medicin

Opslået
23-04-2025

Ansøgningsfrist
15-06-2025