Region Nordjylland

Klinisk Biokemi: Afdelingsledelse

Hobrovej 18-22, 9000 Aalborg

Cheflæge til Klinisk Biokemisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital

Cheflæge til Klinisk Biokemisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital

Som kommende cheflæge skal du være med til at implementere Europas mest moderne analysehal, når vi flytter ud i Hospitalsbyen i 2026.
Du vil blive en del af en engageret afdelingsledelse, der sammen med dygtige medarbejdere og ledere udgør en af de største højtspecialiserede biokemiske afdelinger i Danmark. Vi er en nøgleaktør på Aalborg Universitetshospital, og vi har en stor kontakt- og samarbejdsflade til alle afdelinger på hospitalet.
Hvis du leder efter høj faglighed, et godt arbejdsmiljø baseret på en stærk samarbejdsånd og vil være firstmover på topmoderne arbejdsprocesser og metoder inden for klinisk biokemi, så glæder vi os til at høre fra dig. 

Om Klinisk Biokemisk Afdeling
Klinisk Biokemisk Afdeling varetager både hovedfunktion og regionsfunktioner for Region Nordjylland og højt specialiserede funktioner for hele landet.

Afdelingen har aktivitet på fem matrikler, Aalborg Syd og Nord, Thisted, Hobro og Farsø med tilknyttet blodprøvetagnings-ambulatorium. Afsnittene i Aalborg og Thisted har døgndækket aktivitet og varetager analysering af blodprøver fra almen praksis. Afdelingen har årligt ca. 900.000 patientkontakter samt et årligt analyseantal på ca. 10 millioner. Afdelingen er akkrediteret af DANAK i henhold til ISO 15189.

Afdelingen har nær ved 300 medarbejdere indenfor stillingskategorierne bioanalytikere, laboranter, lægesekretærer, studiemedarbejdere, piccoliner, akademikere og læger. Afdelingen har aktuelt 11 læger, hvoraf to er professorer, og lægegruppen udgøres af en cheflæge, tre ledende overlæger, to afdelingslæger og fem yngre læger i uddannelsesstillinger.

Nyt Aalborg Universitetshospital er under opbygning, og Klinisk Biokemisk Afdeling vil sammen med det øvrige hospital flytte til ny matrikel i Aalborg indenfor nærmeste fremtid. Som noget helt unikt og banebrydende arbejdes der ved denne udflytning med opbygning af 'En Fælles Analysehal’ på tværs af flere laboratoriespecialer med fælles prøvemodtagelse. Klinisk Biokemisk Afdeling har en vægtig rolle i denne proces på tværs af faggrupper. 

Samarbejde og uddannelse
Klinisk Biokemisk Afdeling har tætte samarbejdsrelationer med de kliniske og parakliniske afdelinger på hospitalet, det Nære Sundhedsvæsen og almen praksis. I Region Nordjylland arbejdes under konceptet ’Sammen finder vi ud af det’, og Klinisk Biokemisk Afdeling har stort fokus på samarbejde såvel internt i afdelingen som eksternt. Løbende dialog med samt inddragelse af rekvirenter og samarbejdspartnere vægtes højt.

Klinisk Biokemisk Afdeling prioriterer uddannelse og læring højt herunder at skabe et godt og attraktivt miljø for oplæring, undervisning og udvikling af afdelingens faste personale og nyansatte. Afdelingen deltager derudover i videreuddannelsen af yngre læger og i uddannelse af medicinstuderende, bioanalytikerstuderende, sundhedsteknologistuderende samt sundhedsadministrativ koordinatorstuderende.

Forskning og udvikling
Klinisk Biokemisk Afdeling er en meget forskningsaktiv afdeling, og denne del vægtes højt. Forskningen omfatter både translationel og epidemiologisk forskning med tyngdepunkter inden for thyroidea, metabolisme, koagulation og extracellulære vesikler; men der forskes også i andre områder og i mere generel klinisk biokemi. Tillige indgår afdelingen i mange kliniske studier initieret fra andre afdelinger, og afdelingen ønsker at understøtte hospitalets forskningsstrategi bedst muligt, herunder at bidrage til digital health og basal og translationel forskning - som egen forskning og/eller i samarbejde med andre afdelinger.

Fagligt er afdelingen på universitetshospitalsniveau på alle områder og blandt de bedste i landet inden for satsningsområder. Ud over højt specialiseret funktion udfører afdelingen en række specialanalyser for andre regioner og for hele landet. Afdelingen stiler til stadighed mod at være fagligt opdateret på alle områder og mod at være med til at tegne udviklingen indenfor specialet.
Ledelsesopgaven
Som cheflæge vil du være en del af det tværfaglige ledelsesteam – afdelingsledelsen, som udover dig består af tre chefbioanalytikere, og som i samarbejde varetager den daglige ledelse af Klinisk Biokemisk Afdeling, herunder:
  • At tegne afdelingens strategi og fremme drift, forskning og udvikling.
  • At være med til sikre et højt fagligt niveau i samarbejde med lærestolsprofessoren (fagligt ansvarlig) og øvrige speciallæger.
  • At fremme samarbejde med de kliniske afdelinger, praksis- og primærsektor.
  • At sikre afdelingens bidrag til effektive patientforløb og sikkert patient flow.
  • At deltage i den videre proces med udflytning til Nyt Aalborg Universitetshospital, herunder implementering og opstart af ’Den Fælles Analysehal’ samt fælles prøvemodtagelse.
  • At implementere understøttende tiltag, f.eks. indenfor det Nære Sundhedsvæsen, herunder at understøtte muligheder for diagnostik og behandling i eget hjem.
  • At skabe de rette miljøer i afdelingen (uddannelsesmiljø, arbejdsmiljø, forskningsmiljø) og understøtte afdelingens forskningsprofil.
  • At repræsentere hospitalet udadtil.
  • At varetage budgetansvar på afdelingsniveau.

Kvalifikationer
Det forudsættes, at cheflægen er speciallæge i Klinisk Biokemi med høj faglig kompetence og derudover har lyst og interesse for ledelsesopgaven.

Vi søger en cheflæge, der baserer sit lederskab på gode samarbejdsevner, beslutningsdygtighed, åbenhed og fleksibilitet. Ledelsesstilen skal være synlig, kommunikerende, åben og delegerende, og arbejdsformen skal være struktureret, systematisk og helhedsorienteret. Kommunikative kompetencer er et vigtigt element i forhold til at skabe medinvolvering, motivering samt opbakning til organisatoriske og faglige beslutninger.

Organisatorisk placering
Cheflægen refererer til vicedirektøren for område 6.

Om Aalborg Universitetshospital
Visionen for Aalborg Universitetshospital er at være patientens hospital med mennesket i centrum. Hospitalets kerneopgave er at skabe sikre effektive forløb med patienten som partner.
Som universitetshospital udvikler Aalborg Universitetshospital morgendagens behandling og uddanner morgendagens medarbejdere. Aalborg Universitetshospital er det største og højest specialiserede hospital i det nordjyske sundhedsvæsen. Der pågår opførelse af det Nye Aalborg Universitetshospital, som skal tages i brug fra 2026, se mere på Aalborg Universitetshospital - Aalborg Universitetshospital - Region Nordjylland (rn.dk)

Løn og ansættelsesforhold
Stillingen besættes i henhold til aftalen vedrørende lægefaglige chefer. Efter aftale med FAS og Region Nordjylland, besættes stillingen i en funktionsperiode på 4 år med mulighed for forlængelse, eller tilbagegang til en stilling som overlæge i henhold til overenskomsten for overlæger.
Afdelingens overlæger indgår i en beredskabsvagt (kl. 15.30-08.00 på hverdage og døgnvagt i weekend og helligdage).

Ansøger vil blive bedømt ud fra de 7 lægeroller. Aalborg Universitetshospital har udarbejdet et skema (som ansøger bedes udfylde) til bedømmelse af lægefaglige kompetencer for ansøger til speciallægestillinger i Region Nordjylland.

Samtaler forventes afviklet 17. april 2024.
Tiltrædelse 1. august 2024 eller efter nærmere aftale.
Eventuelle spørgsmål vedrørende stillingen kan rettes til vicedirektør Jan Nielsen, tlf.: 41183261, eller til lægefaglig direktør Søren Pihlkjær Hjortshøj, tlf.: 97661302
Funktionsbeskrivelse kan rekvireres ved Mette Christensen, metch@rn.dk.

Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.
  • Fakta

  • Arbejdssted
    Aalborg Universitetshospital
  • Kontaktperson
    Jan Nielsen
  • Adresse
    Hobrovej 18-22, 9000 Aalborg
  • Stillingstype
    Cheflæge
  • Speciale
    Klinisk biokemi
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-08-2024
  • Regionens jobnr.
    19166
  • Quick-nr.
    460270
  • Indrykningsdato
    28-02-2024
  • Ansøgningsfrist
    07-04-2024 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    Aalborg Universitetshospital
  • Adresse
    Hobrovej 18-22, 9000 Aalborg
  • Kontaktperson
    Jan Nielsen
  • Stillingstype
    Cheflæge
  • Speciale
    Klinisk biokemi
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-08-2024
  • Regionens jobnr.
    19166
  • Quick-nr.
    460270
  • Indrykningsdato
    28-02-2024
  • Ansøgningsfrist
    07-04-2024 (udløbet)

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.