Akutafdelingen
Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200 Aarhus N
Cheflæge ved Akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital
Vil du være med til at forme fremtidens akuthospital i Danmark? Kan du sætte en tydelig strategisk retning og skabe følgeskab i en kompleks og omskiftelig virkelighed? Og har du modet til at tænke nyt og agere på tværs af sektorer med blik for hele det akutte patientforløb? Så er det måske dig, vi søger som cheflæge ved Akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital.
Akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital (AUH) søger en cheflæge med tiltrædelse den 1. november 2025. Som cheflæge ved Akutafdelingen får du ansvaret for at lede en afdeling i bevægelse med et voksende ansvar i det samlede akutte sundhedsvæsen. Du bliver en nøgleaktør i at positionere Akutafdelingen som et bindeled mellem det præhospitale område, det primære sundhedsvæsen og AUH’s højt specialiserede funktioner.
Vi tilbyder et udviklingsorienteret lederrum med stor organisatorisk rækkevidde og mulighed for at sætte retning for AUH’s samlede akutte indsats i lyset af sundhedsreformen. Sammen med afdelingens chefsygeplejerske løser du dine ledelsesopgaver gennem en dialogsøgende ledelsesstil, der både motiverer og sætter retning for afdelingens strategiske udvikling.
Jobbeskrivelse
Som cheflæge ved Akutafdelingen får du en central position i en afdeling præget af stor kompleksitet, høj faglighed og et afgørende ansvar for AUH’s samlede akutte beredskab. Du indgår i et tæt og ligeværdigt ledelsesteam med afdelingens chefsygeplejerske, hvor samarbejde og fælles ledelse er fundamentet.
Én af dine vigtigste opgaver bliver at stå i spidsen for udviklingen og konsolideringen af det akutmedicinske speciale på AUH. Det indebærer, at du i tæt samarbejde med det præhospitale område, almen praksis, kommunale aktører samt afdelingens interne samarbejdspartnere formulerer og realiserer en langsigtet strategi for specialet. Strategien skal ruste Akutafdelingen til at agere proaktivt i mødet med det nære sundhedsvæsen og samtidig sikre høj kvalitet i de interne patientforløb. Du kommer dermed til at spille en væsentlig rolle i at gentænke det akutte patientforløb både på og uden for AUH.
Du får også det overordnede ansvar for at sikre en sund balance mellem drift og udvikling. Det omfatter blandt andet ressourceprioritering, optimering af patientflow, økonomisk overblik og organisering af arbejdsgange i tråd med afdelingens kapacitet og strategiske mål. Du skal kunne bevare ro og retning, også i perioder med forandring og pres. En vigtig del af opgaven er at geare akutafdelingens kapacitet, organisering og arbejdsgange til fremtidens behov – både for patienterne og for de mange fagprofessionelle, der udgør afdelingens daglige liv.
Endelig bliver du en drivkraft i forskning og uddannelse inden for akutområdet. Akutafdelingen er en stor uddannelsesinstitution, hvor mange fagligheder har deres første møde med hospitalsverdenen. Du får ansvar for at sikre, at afdelingen er en attraktiv arbejdsplads for både nuværende og kommende akutmedicinere. Det kræver fokus på onboarding, supervision og faglig sparring, så Akutafdelingen opleves som et trygt læringsmiljø for alle. Sammen med Center for Akutforskning skal du videreudvikle de tværsektorielle forskningsindsatser og sikre, at vi omsætter ny viden til praksisnære forbedringer til gavn for hele sundhedsvæsenet.
Akutafdelingen har en velfungerende ledergruppe, der udgøres af afdelingsledelsen samt ledende overlæger, oversygeplejersker, en sundhedsadministrativ leder og leder for akutforskning. Som afdelingsleder på AUH refererer du til hospitalsledelsen og indgår i hospitalets samlede ledelsesstruktur. Du kan læse mere om det formelle ledelsesansvar i AUH Ledelsesmodel og stillingsbeskrivelsen for ledere i Region Midtjylland.
Kvalifikationer
Stillingen kræver, at du er speciallæge i akutmedicin eller i et andet relevant speciale med solid erfaring i akutmedicinske patientforløb. Du har dokumenteret ledelseserfaring fra en hospitalskontekst, særligt med personaleledelse. Du bidrager med et stærkt organisatorisk helhedsblik, der understøtter det tværgående samarbejde på AUH og relationer til vores omgivende sektorer. Du forstår således Akutafdelingens rolle i det samlede patientforløb og kan navigere sikkert i samspillet mellem hospital, præhospitalt beredskab og det nære sundhedsvæsen. Det er en fordel, hvis du har gennemført en formel lederuddannelse eller har ambitioner om at gøre det.
Vi søger en strategisk og løsningsorienteret cheflæge med stærke relationelle og kommunikative evner. Du lykkes i stillingen, når du balancerer en synlig og nærværende ledelsesstil med evnen til at sætte en tydelig retning og skabe følgeskab. Din ledelsesstil er involverende og præget af nysgerrighed, diplomatisk sans og viljen til at udfordre vaner med respekt. Du trives med kompleksitet og har modet til at nuancere og træffe beslutninger, også når løsningerne ikke er enkle.
Som leder er du dialogsøgende og har en naturlig samarbejdsånd. Du vægter ligeværdighed, teamtænkning og tillid, når du indgår i ledelsessamarbejde. Forandringsvilje, åbenhed og evnen til at se muligheder i samspillet mellem fagligheder og sektorer er en del af din naturlige tilgang til ledelsesopgaven.
Om AUH og Akutafdelingen
AUH er et internationalt anerkendt og højt specialiseret universitetshospital. Vi er samlet i én hospitalsby med mere end 10.000 medarbejdere, som samarbejder i stærke fællesskaber på tværs af fag og afdelinger. Som landets komplette hospital kombinerer vi bredde og højt specialiseret faglighed med stærk forskning i tæt samarbejde med Aarhus Universitet og partnere nationalt og internationalt. AUH er eneste danske medlem af den europæiske hospitalsalliance, EUHA, ligesom hospitalet er medlem af 19 europæiske netværk for sjældne sygdomme (ERN). På AUH arbejder vi målrettet på at udvikle hospitalet til morgendagens sundhedsvæsen.
Akutafdelingen er hjertet af AUH’s akutte beredskab og fungerer som indgangsdør for størstedelen af de akutte patienter, der henvises til hospitalet. Afdelingen har døgnåbent og modtager patienter med meget forskellige sygdomme og skader, hvilket kræver stor bredde og specialisering i modtagelse og behandling. Akutafdelingen har ansvar for det akutte optageområde i Aarhus og fungerer som traumecenter for hele Region Midtjylland.
Akutafdelingen samarbejder tæt med hospitalets øvrige specialer for at sikre gode og sammenhængende patientforløb. Afdelingen består blandt andet af skadestue, traumecenter, akutmodtagelser for både voksne, børn og psykiatriske patienter samt Center for Voldtægtsofre og Center for Akutforskning. Det flerfaglige samarbejde er fundamentet i Akutafdelingens kultur. Her arbejder dedikerede fagprofessionelle tæt sammen i teams om at sikre bedst mulige forløb for hospitalets mest sårbare patienter. Arbejdsmiljøet er præget af høj faglighed, respekt og nysgerrighed, hvilket skaber en robust kultur, hvor kvalitet, trivsel og læring går hånd i hånd.
Læs mere om os her.
Når du ansættes som afdelingsleder på AUH, er du ventet. Vi gør os umage for at tage godt imod dig og hjælpe dig i gang med dine nye ledelsesopgaver. Din onboarding inkluderer et skræddersyet introduktionsforløb, der passer til dine behov og erfaringer som leder.
Ansættelsesvilkår, ansøgning og tiltrædelse
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst. Stil ansøgning, CV og relevante bilag til hospitalsledelsen på AUH. Ansættelsen er betinget af tilfredsstillende autorisation og børneattest.
Forud for ansættelse i en speciallægestilling gennemføres en skriftlig lægefaglig bedømmelse af ansøgernes kompetencer inden for de syv lægeroller. Kompetencer dokumenteres i skemaet, som er en del af den elektroniske ansøgningsportal.
Stillingen ønskes besat pr. 1. november 2025. Ansøgningsfristen er den 29. august 2025. Første samtalerunde finder sted den 5. september, og kandidater, der går videre, inviteres til anden samtalerunde den 26. september. Mellem de to samtaler udarbejdes en personprofil, som du får individuel tilbagemelding på. Til anden samtale kan der indgå en ledelsescase, som vi beder dig forholde dig til.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte sygeplejefaglig direktør Mette Bærentsen på mebaer@rm.dk eller 5129 0175. Hvis du er nysgerrig på, hvordan det er at være en del af Akutafdelingens ledelse, tager chefsygeplejerske Mette Haahr gerne en uformel snak med dig. Du kan kontakte hende på mette.haahr@rm.dk eller 6127 7283.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Fakta
- Arbejdssted
Aarhus Universitetshospital -
Kontaktperson
Mette Bærentsen
MEBAER@rm.dk
5129 0175 - Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200 Aarhus N - Stillingstype
Cheflæge - Speciale
Akutmedicin - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-11-2025 - Regionens jobnr.
61455 - Quick-nr.
479519 - Indrykningsdato
28-07-2025 -
Ansøgningsfrist
29-08-2025
-
Dit næste skridt...
- Søg jobbet
- Føj til favoritter
- Del jobbet
- Læs om regionen
Fakta
- Arbejdssted
Aarhus Universitetshospital - Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200 Aarhus N -
Kontaktperson
Mette Bærentsen
MEBAER@rm.dk
5129 0175 - Stillingstype
Cheflæge - Speciale
Akutmedicin - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-11-2025 - Regionens jobnr.
61455 - Quick-nr.
479519 - Indrykningsdato
28-07-2025 -
Ansøgningsfrist
29-08-2025