Anæstesiafsnit 2
Hobrovej 18-22, 9000 Aalborg
Klinisk afsnitskoordinator søges til Anæstesiafsnit 2, Aalborg Universitetshospital
Vi søger en anæstesisygeplejerske med lyst til at varetage koordinering i et afsnit, der varetager anæstesi til Mave-tarm kirurgisk, Hjerte-, Lunge- Karkirurgiske og kardiologiske patienter.Anæstesiafsnit 2
Vi er 52 anæstesisygeplejersker fordelt i to specialeinddelte teams. Vi har fokus på at bevare specialespecifikke kompetencer, men også på hvordan vi kan hjælpe hinanden mellem specialer for at skabe fleksibilitet og variation i hverdagen. Afsnittet har to afsnitskoordinatorer, som hidtil har haft primær tilknytning til hvert sit team, men som i tiltagende grad arbejder på tværs. Vores koordinator med primær tilknytning til A teamet slipper funktionen, og derfor søger vi en ny, som i tæt samarbejde med vores koordinator i TV delen vil koordinere vores samlede afsnit, hvor de skal kunne afløse hinanden.
Hos os prioriteres individuelle hensyn, men fællesskabet er vigtigt, og vi lægger vægt på et skabe en fælles kultur, hvor vi samarbejder og lærer af hinanden. Som afsnitskoordinator har du en nøglefunktion og er derfor også rollemodel i forhold til fællesskabet. Vores morgenmøder anvendes til undervisning og sparring om anæstesisygeplejefaglige temaer. Gode fælles faglige oplevelser prioriteres højt og bidrager til arbejdsglæden.
Team A:
A varetager anæstesi til abdominalkirurgi, ECT-behandling samt eksempelvis PTC og Coiling. I vagten varetages desuden anæstesi til øre-, næse-, hals- og kæbekirurgi. Vi assisterer til interne og eksterne transporter og har en specialfunktion i anlæggelse af specielle invasive IV adgange organiseret under et IV team.
Team TV:
TV-anæstesi er et højt specialiseret afsnit i forhold til hjerte-, lunge- og karkirurgi, og vi varetager også anæstesi til procedurer i kardiologisk laboratorium, lungemedicinsk ambulatorium, radiologisk afdeling og MAT-kald. Vi modtager akutte hjertepatienter fra det præ-hospitale team og vi er en del af sygehusets hjertestopteam, og deltager i akutte kald, når der er brug for anæstesiologisk assistance på hospitalet.
Kendskab til vores specialer er ikke et krav. Det vigtigste er, at du har et solidt anæstesisygeplejefagligt fundament, og interesse for koordination. Du vil indgå i et tæt samarbejde med den ledende oversygeplejerske og den anden kliniske afsnitskoordinator, hvor gensidig respekt, loyalitet og ærlig sparring prioriteres. I den ledende oversygeplejerskes fravær vil du agere stedfortræder sammen med den anden kliniske afsnitskoordinator i forhold til daglig ledelse. Du vil også spille en rolle i forhold til tilrettelæggelse af uddannelsesaktiviteter, onboarding af nye kolleger og kompetenceudvikling af afsnittets medarbejdere i tæt samarbejde med vores uddannelsesansvarlige anæstesisygeplejerske og vores anæstesisygeplejerske med ansvar for udvikling og undervisning.
Vi arbejder på at blive klar til at flytte til Hospitalsbyen i starten af 2026, og vores afsnit flytter i to etaper. Vi er en del af en stor operationsgang med i alt tre anæstesiafsnit, og vi har derfor en stor samarbejdsflade i både dagtid og vagter. Som klinisk afsnitskoordinator skal du kunne bidrage i et tæt samarbejde såvel internt i vores afsnit og på tværs med de øvrige anæstesiafsnit. Du skal kunne indgå i et nært samarbejde med kolleger i Forberedelse og Opvågning, og have et godt blik for smidige løsninger, der skaber kvalitet og flow til gavn for patienterne. Du vil indgå i en arbejdsgruppe med de øvrige afsnitskoordinatorer på anæstesi og i Forberedelse og Opvågning, hvor man er optaget af at udvikle koordinatorfunktionen og patientforløbene, så vi sikrer kvalitet, patientsikkerhed og flow. Vi vil gerne høre om dine tanker og idéer i forhold til at styrke denne proces.
Vi har akutte og elektive patienter med behov for såvel højt specialiserede som mere almene anæstesiprocedurer. Mange har livstruende lidelser, men vi har også patienter med problemer af mindre alvorlig karakter. Uanset patientkategori er det afgørende for os at have den professionelle og omsorgsfulde sygeplejefaglige relation til patienten i fokus, og vi stræber efter, at hver enkelt patient oplever at blive set og være højt prioriteret. Vi vil gerne høre om, hvad der kendetegner de gode patientforløb for dig.
Vi søger en kollega
• med en specialuddannelse i anæstesiologisk sygepleje
• med lyst til at tage ansvar og initiativ i forhold til drift, udvikling og samarbejde
• med en positiv, professionel og fleksibel tilgang til forandringsprocesser
• som kan bevare overblikket i uventede og hektiske situationer
• som vægter retfærdighed og tager individuelle hensyn til kollegerne men husker fællesskabet
• som er fleksibel, men samtidig kan modstå pres, når det er nødvendigt
• som tager medansvar for et velfungerende samarbejde i hverdagen og værner om et godt arbejdsmiljø
• som kan balancere et særligt organisatorisk ansvar med at være kollega og nær sparringspartner for ledelsen
Hvis du ansættes
Hos os vil du få et struktureret introduktionsforløb tilpasset dine behov med fokus på både faglig introduktion og social integration i en kultur, hvor spørgsmål og sparring er en naturlig del af hverdagen.
Herudover tilbyder vi
• mulighed for indflydelse på dine arbejdsopgaver
• et bredt og spændende speciale
• altid mulighed for samarbejde og sparring med kolleger og dedikerede speciallæger
• en varierende hverdag med både akutte og elektive opgaver
• et miljø hvor uddannelse, udvikling og undervisning prioriteres
• mulighed for at opnå kompetencer i ledelsesopgaver
• fællesskab, gode kolleger og plads til forskellighed
Hos os
Din funktion bliver tværgående mellem A og TV anæstesi. Hvordan vagtstrukturen bliver i HBY er under afklaring.
Vi arbejder med grundplan over 16 uger. Vagtplanlægningen varetages af en dedikeret vagtplanlægger på tværs af anæstesien, men tilpasses og justeres af de kliniske afsnitskoordinatorer, som derfor skal have et godt blik for, hvad der sikrer en smidig drift i hverdagen. Individuelle ønsker til vagtplanen prioriteres højt, og du vil blive introduceret til vagtplanlægning.
Hvis du har spørgsmål
Kontakt ledende oversygeplejerske Merete Isaksen Dietz på tlf. 97 66 17 22 / 30 56 75 32 eller via mail: mli@rn.dk hvis du har lyst til at vide mere.
Praktisk
Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem Regionen og DSR. Stillingen er på 37 timer, og der er ansøgningsfrist den 19.10.2025. Tiltrædelse ønskes den 01.12.2025 eller efter aftale.
Vi forventer at afholde samtaler 27. oktober.
Arbejdssted
Dit primære ansættelsessted vil være ved Anæstesiafsnit 2 i Aalborg. Dit ansættelsesområde er Region Nordjylland med tjeneste ved Aalborg Universitetshospital, Anæstesi Aalborg. Det kan blive aktuelt at skulle gøre tjeneste ved andre afsnit under Anæstesi Aalborg, jævnfør det overenskomstmæssige varsel for ændring af vagtplan.
Forud for en ansættelse vil der blive indhentet referencer.
----------------------------------------------------------------------------------
I Region Nordjylland søger vi hele tiden nye dygtige kolleger, der sammen med os vil arbejde for, at de nordjyske patienter og borgere er i gode hænder. Du bliver en del af et fællesskab med 15.000 kolleger på hospitalerne, det nære sundhedsvæsen, det præhospitale beredskab – og inden for de specialiserede sociale tilbud, regional udvikling og i administrationen. Vi er stolte af vores faglighed og samarbejde på tværs af hele organisationen.Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.
Læs mere om os på Job og uddannelse, og få et overblik over ansættelsesprocessen trin-for-trin på Fra ansøgning til ansættelse.
Fakta
- Arbejdssted
Aalborg Universitetshospital -
Kontaktperson
Merete Isaksen Dietz - Adresse
Hobrovej 18-22, 9000 Aalborg - Stillingstyper
Sygeplejerske med specialuddannelse - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-12-2025 - Regionens jobnr.
21583 - Quick-nr.
481469 - Indrykningsdato
19-09-2025 -
Ansøgningsfrist
19-10-2025
-
Dit næste skridt...
- Søg jobbet
- Føj til favoritter
- Del jobbet
- Læs om regionen
Fakta
- Arbejdssted
Aalborg Universitetshospital - Adresse
Hobrovej 18-22, 9000 Aalborg -
Kontaktperson
Merete Isaksen Dietz - Stillingstyper
Sygeplejerske med specialuddannelse - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-12-2025 - Regionens jobnr.
21583 - Quick-nr.
481469 - Indrykningsdato
19-09-2025 -
Ansøgningsfrist
19-10-2025