Region Hovedstaden

Region Hovedstaden

Borgmester Ib Juuls vej 1, 2730 Herlev

Cheflæge til Akutmodtagelsen på Herlev og Gentofte Hospital

Ledelse, strategi og stærk faglighed – er du vores nye cheflæge?   

Vil du være med til at sætte retning for fremtidens akutte patientforløb – og har du både idéerne og kompetencerne til at udvikle en hybridorganisation, der bygger bro mellem akutmedicinske kompetencer og vores erfaring med specialernes læger i front?

Som ny cheflæge i Akutmodtagelsen på Herlev og Gentofte Hospital får du en unik mulighed for netop det. Du bliver en del af en ambitiøs afdelingsledelse, der tænker dialog, samarbejde og fællesskab ind som en forudsætning for at opnå de bedste resultater. 

Akutmodtagelsen er et ressourcestærkt og nyskabende omdrejningspunkt for hospitalets akutte patientforløb, og vi arbejder kontinuerligt med at udvikle nye og effektive metoder til at sikre de bedste og mest sammenhængende patientforløb i det bedste arbejdsmiljø. 

Afdelingen har gennem mange år arbejdet med kultur og struktur gennem organiserings- og strategiprocesser, hvor ikke alene fagligheden omkring et nyt fagområde og speciale, men også tværfagligheden, samarbejdet og samskabelsen har været i højsædet. Konkret er det bl.a. mundet ud i sygeplejefaglig ledelse 24/7, specialernes læger i front og sikring af flow og kapacitetsudnyttelse via systematiske timeouts. 

Akutmodtagelsen blev i foråret 2025, som led i Hospitalsplan 2025, samlet på Herlev-matriklen, så alle uvisiterede, akutte patientforløb nu modtages her. Samtidig står vi overfor en ny sundhedsreform, der fundamentalt ændrer både vores opgaver og den måde, vi organiserer os på.

Derfor står vi som ét samlet akuthospital klar til at styrke vores tilgang til og håndtering af akutte patienter på tværs af hele hospitalet. I det arbejde ser vi et behov for stærke akutmedicinske kompetencer, der skal være med til at designe fremtidens akutte patientforløb, hvori det tværsektorielle perspektiv også spiller en fremtrædende rolle.  

Vi tilbyder derfor en helt unik mulighed – og en vigtig forpligtelse – for at se på den nuværende organisation, for Sundhedsreformen kræver mere end forandring, den kræver en transformation – og den skal du være med til at drive.

Om afdelingen

Vi er en af landets største akutmodtagelser med mere end 400 ansatte, vi har åbent 365 dage om året, og vi modtager i snit 350 patienter i døgnet. De kommer ind både via hovedindgangen og ambulancegården og spænder over alt fra stabile selvhenvendere over socialt udsatte til skrøbelige ældre og kritisk syge – tilfælles har de alle, at de ikke forventede at komme på Akutmodtagelsen, da de stod op.

Det stiller krav til vores faglighed og menneskelighed, som hviler på et fundament af organisering, strategi og ledelse, der gør os i stand til at se mennesket, behandle skaden eller sygdommen og sende patienten godt videre.  

Den opgave løser vi i fællesskab i afdelingen, på tværs af hospitalet og med øvrige samarbejdspartnere både på og uden for matriklen. Som cheflæge bliver du en del af dette fællesskab og får en central rolle i at understøtte og udvikle det kliniske arbejde – både strategisk og organisatorisk. Vi skal værne og bygge videre på allerede etablerede ledelsesfællesskaber, ligesom der er også behov for at forme nye forpligtende fællesskaber på tværs af sektorer.

Behandling og organisering hænger tæt sammen og styrkes af viden, der bygger på højst mulig grad af evidens. Derfor prioriterer vi i afdelingen at initiere og medvirke i forskningsprojekter, der udvikler akutmedicinen. Det drejer sig både om organisering og behandling på afdelingen, men i høj grad også om at optimere det fremtidige tættere samarbejde med aktører uden for hospitalet.

Om dig  

Du er enten speciallæge i akutmedicin eller speciallæge med stor erfaring med ledelse af akutte patientforløb. I rollen er det vigtigt, at du kan og har lyst til at tænke strategisk og visionært ind i udviklingen af vores nye hybridorganisation. Vi ønsker at forene akutmedicinen og akutsygeplejerskernes kompetencer med den solide erfaring, vi har med specialernes læger i front. Du skal derfor sammen med chefsygeplejersken og samarbejdspartnere fra de øvrige afdelinger være med til at tegne fremtidens akutte patientforløb, som også kommer til at række ud over hospitalets vægge. Derfor skal du have pondus og være tydelig, med stærke kommunikative egenskaber, så du formår at formidle præcist og engageret på alle niveauer og på tværs af faggrupper.  

Som vores nye cheflæge skal du: 

  • opbygge en ny, velfungerende hybridorganisation, dvs. et team af speciallæger i akutmedicin, der i samarbejde med hospitalets øvrige afdelinger varetager de samlede patientforløb. 
  • sikre høj kvalitet i patientudredning og -behandling.
  • prioritere forskning højt.
  • udvikle og tilpasse afdelingens funktioner i samspil med relevante interessenter. 
  • tage ansvar og medvirke til en positiv arbejdspladskultur med psykologisk tryghed. 
  • sikre god rekruttering og fastholdelse af dygtige medarbejdere i alle fagområder. 
  • sikre en stærk ledelsesstruktur i afdelingen og sammenhængende ledelse på tværs af faggrupper. 
  • sikre en velfunderet styring af ressourcer og kvalitet.  
  • have blik for bredden og vægte tværfagligt såvel som tværsektorielt samarbejde højt – ikke mindst i lyset af den kommende sundhedsreform. 
  • sikre fokus på uddannelse og videndeling på alle niveauer, herunder etablere gode intro- og HU-forløb i akutmedicin.  
  • samarbejde med chefsygeplejersken og hospitalets lærestolsprofessor i akutmedicin for at sikre innovativ, klinisk og patientnær forskning af høj kvalitet udført af flere faggrupper. 

Som menneske er du struktureret, vedholdende, engageret og tålmodig, og du viser en tydelig retning igennem din ledelse. Du ved, at de gode resultater ofte er betinget af ’det lange, seje træk’. Du er desuden optaget af medinddragelse og udvikling af personalet, ligesom trivsel er en topprioritet for dig.  

Hvad bliver du en del af  

Herlev og Gentofte Hospital er et af Danmarks største akuthospitaler og et af de nationale kræftcentre. Vi har mange højtspecialiserede funktioner, et stort og rigt forskningsmiljø, et mor-barn-center, og samtidig er vi en stor uddannelsesinstitution. Vi forsker, uddanner, behandler og helbreder. Vi hører hjemme på flere lokationer og har både akutte, specialiserede og elektive patientforløb, så kompleksiteten er ligesom ambitionen, tårnhøj. Vi har store forventninger til, at hospitalets afdelinger skal være med til sætte dagsordenen i regionen, nationalt og internationalt på de områder, hvor vi vil og skal være førende.  

Hospitalets pejlemærke ”Godt behandlet” er et fælles strategisk mål for hele hospitalet. Som organisation er ambitionen, at alle, både patienter, pårørende og medarbejdere, skal opleve at være godt behandlet. Hospitalet vægter faglighed, sammenhæng og forbedring i arbejdet mod at skabe mest mulig værdi for patienten i mødet med sundhedsvæsenet, og du vil blive en del af et stærkt fællesskab i hospitalsledelsen, hvor direktion og afdelingsledelser sammen sætter retning og mål for at nå den fælles ambition.  

Så drømmer du om at udvikle dine lederevner i en akutmodtagelse på et hospital, hvor kulturen er præget af tillid og ordentlighed, og hvor patienten altid sættes først, så modtager vi gerne din ansøgning. 

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelse vil som udgangspunkt ske på kontraktvilkår i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af lægelige chefer, indgået med Foreningen af Speciallæger og Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Yderligere oplysninger om stillingen

Ønsker du yderligere oplysninger, er du meget velkommen til at kontakte vicedirektør Lisbet Ravn på telefon 40 21 87 78 eller chefsygeplejerske Susanne Juul på telefon 28 74 19 67.

Ansøgningsfrist og proces for ansættelse

Stillingen er ledig til besættelse den 1. februar 2026 eller efter nærmere aftale.

Ansøgningsfristen er søndag den 16. november 2025. I ansøgningen bedes du forholde dig til hver af de syv kompetencer, som lægerollen indeholder. Du sender ansøgningen via annoncelinket her på siden.

Ansættelsessamtaler gennemføres i to runder. Første samtalerunde forventes afholdt mandag den 1. december 2025 og anden samtalerunde mandag den 15. december 2025. 

Ansøgere, som går videre til anden samtalerunde, gennemfører en personprofilanalyse. Dette sker elektronisk, og det forventes, at der gives personlig tilbagemelding i uge 50.

Den faglige bedømmelse udgør en separat del af ansættelsesprocessen. Formålet med den faglige bedømmelse er at vurdere, om ansøgeren er i besiddelse af de nødvendige faglige kompetencer, som de formuleres i stillingsbeskrivelsen for den pågældende stilling, jf. Region Hovedstadens vejledning "Faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger" af 12. december 2019.

Alle henvendelser behandles fortroligt.

Henvisningsmateriale

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Gentofte Hospital & Herlev Hospital & Herlev og Gentofte hospital
  • Kontaktperson
    Lisbet Ravn
    lisbet.ravn@regionh.dk
    40218778
  • Adresse
    Borgmester Ib Juuls vej 1, 2730 Herlev
  • Stillingstype
    Cheflæge
  • Speciale
    Akutmedicin
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    Snarest muligt
  • Regionens jobnr.
    264695
  • Quick-nr.
    482797
  • Indrykningsdato
    20-10-2025
  • Ansøgningsfrist
    16-11-2025
  • Fakta

  • Arbejdssted
    Gentofte Hospital & Herlev Hospital & Herlev og Gentofte hospital
  • Adresse
    Borgmester Ib Juuls vej 1, 2730 Herlev
  • Kontaktperson
    Lisbet Ravn
    lisbet.ravn@regionh.dk
    40218778
  • Stillingstype
    Cheflæge
  • Speciale
    Akutmedicin
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    Snarest muligt
  • Regionens jobnr.
    264695
  • Quick-nr.
    482797
  • Indrykningsdato
    20-10-2025
  • Ansøgningsfrist
    16-11-2025
På baggrund af dette job