Det Grønlandske Sundhedsvæsen
Psykologer søges til Voksenpsykiatrisk Ambulatorium, Dronning Ingrids Hospital, Nuuk
Har du lyst til at blive en del af en spændende arbejdsplads, hvor du skal varetage individuelle psykoterapeutiske forløb i samarbejde med en kompetent tværfaglig personalegruppe? – Så er det måske dig, vi leder efter på Psykiatrisk Ambulatorium i Nuuk.
Vi søger lige nu to psykologer til besættelse af to fuldtidsstillinger på Voksenpsykiatrisk Ambulatorium med ansættelse D. 1. februar 2026 eller snarest herefter. Hvis ansøger har tidligere erfaring fra voksenpsykiatri, kan muligheden for et vikariat af minimum seks måneders varighed drøftes. De fleste arbejdspladser i Danmark giver mulighed for at søge orlov i forbindelse med ansættelse i Grønland.
Arbejdsopgaver i Voksenpsykiatrisk Ambulatorium
På Voksenpsykiatrisk Ambulatorium varetages behandling af voksne med psykiatriske lidelser. Ambulatoriet modtager befolkningen i hele Grønland, hvorfor du kommer til at varetage ambulante behandlingsforløb med både fysisk fremmødte patienter og patienter som deltager i konsultationer via tele-løsninger (primært Microsoft Teams). Psykologgruppen varetager pakkeforløb for hhv. angst, depression og selvmordsforebyggelse. Ambulatoriets angst- og depressionsforløb består af 10-12 sessioner og tilrettelægges som udgangspunkt ud fra en kognitiv referenceramme. Ved selvmordsforebyggende forløb tilbydes patienterne 6-8 samtaler og forløbet tilrettelægges ud fra CAMS-rammen (Collaborative Assessment and Management of Suicidality), som du vil blive oplært i, ifm. din ansættelse. Der er meget selvstændigt arbejde herunder bl.a. planlægning og tilrettelæggelse af patientforløb. Tidvis også med en debriefingsfunktion, ved personale på sengeafsnit på Dronning Ingrids Hospital. Ambulatoriets voksenpsykologer har base ved Nuuks industrihavn, sammen med B&U-psykiatrien – dog stadig med en tæt tilknytning og fysisk nærhed til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.
Arbejdsforhold og faglighed - Supervision, kompetenceudvikling og tværfagligt samarbejde
Psykiatrisk Ambulatorie er en arbejdsplads, som har fokus på fællesskab og trivsel. Vi vægter desuden supervision og medarbejderens faglige udvikling højt, hvorfor alle ansatte psykologer tilbydes ugentlig gruppesupervision. Ligeledes tilbydes det selvmordsforebyggende team på voksenområdet CAMS-supervision. Yderligere er der mulighed for at ansøge om midler til kurser og kompetenceudvikling ved en fast stilling. For at sikre kvaliteten af patientbehandlingen og styrke et helhedsorienteret fokus, er der i hverdagen et tæt samarbejde med overlægerne, ligesom der afholdes læge- og psykologkonference én gang ugentligt. En stor andel af arbejdet omfatter også et samarbejde med områdets tolke, hvilket understøtter et relevant og kultursensitivt tilbud. Det er således en fordel, hvis du har erfaring med og trives i et tæt tværfagligt samarbejde, også i forbindelse med direkte patientkontakt. Derudover er der med jævne mellemrum faglige oplæg internt og eksternt på hospitalet. For at vedligeholde fællesskabsfølelsen i vores fantastiske team, har vi bl.a. etableret faste mødeaftaler med intern vidensdeling og trivselstid over fælles morgenmad hver fredag. Ofte mødes vi også efter arbejdstid og til aktiviteter arrangeret af personaleforeningen.
Ledelse og opbygning af Psykiatrisk Område
Det psykiatriske område ledes overordnet af en ledende overlæge og oversygeplejerske. Udover den ambulante psykolog- og speciallægefunktion består Psykiatrisk Område af en sengeafdeling med plads til 12 patienter, en psykiatrisk terapi, distriktspsykiatri, socialrådgiverfunktion og et børne- og unge ambulatorie. Derudover er der tolke, patientkoordinatorer og lægesekretærer. Du vil i det daglige være en del af en psykologgruppe, som er normeret til otte psykologer, hvoraf fire psykologer er tilknyttet voksenpsykiatrien.
Vi tilbyder dig en arbejdsplads
- Mulighed for at gøre en stor forskel i den grønlandske psykiatri i Grønland
- Et spændende og alsidigt job, hvor man kan støde på mange forskellige psykologiske problemstillinger
- En kollegagruppe, der støtter og hjælper hinanden fagligt og menneskeligt
- Gode muligheder for faglig udvikling via kollegial sparring, oplæg, supervision og evt. kurser og efteruddannelser
- Oplæring og supervision i anvendelse af CAMS-metoden ved varetagelse af selvmordsforebyggende samtaleforløb
- At arbejde med telepsykiatri og få erfaring med arbejdet med tolk
- Et arbejdsmiljø med fokus på medarbejdertrivsel og godt kollegialt sammenhold
- Et fantastisk team med dygtige og engagerede kollegaer.
- En aktiv personaleforening
Vi forventer, at du
- Er psykolog – gerne cand.psych.aut.
- Har uddannelse eller erfaring indenfor kognitiv terapeutisk retning eller tilsvarende korttidsterapeutisk metode
- Har erfaring med behandlingsarbejde i psykiatrien eller interesse for psykiatriske problemstillinger
- Har erfaring med eller interesse for selvmordsforebyggende-, angst- eller depressionsbehandling
- Har lyst og evne til tværfagligt samarbejde
- Er nysgerrig og interesseret i kulturelle og samfundsmæssige forhold
- Er socialt anlagt og har gode sociale færdigheder
- Overblik og evne til at arbejde selvstændigt og struktureret
Ansøgning
Ansøgning bilagt kopi af relevante bilag skal sendes i PDF-format via www.gjob.dk
Startdato: D. 1. februar 2026 eller efter aftale
Ansøgningsfrist: D. 12. januar 2026
Ansættelsessamtaler afholdes løbende
Kontakt
Information om stillingen kan indhentes ved Paninnguaq Kleist på Mail: PAKL@PEQQIK.GL
Bolig
Der anvises bolig efter de i Det Grønlandske Sundhedsvæsen til enhver tid gældende regler.
Løn og ansættelse
Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.
Statsborgerskab
Såfremt du ikke er nordisk statsborger, gøres der opmærksom på, at ansættelsen er betinget af gyldig opholds- og arbejdstilladelse. Opholds- og arbejdstilladelse kan først ansøges ved aftalt ansættelse.
Det Grønlandske Sundhedsvæsen – Bredde, udfordring og faglig stolthed
Det Grønlandske Sundhedsvæsen hører under Departementet for Sundhed, og er organiseret i 5 regioner, 8 kliniske områder, Landstandplejen, Det Grønlandske Patienthjem og sundhedsvæsenets Driftsområde.
Søger du faglige udfordringer, er du nysgerrig og kan du lide at arbejde bredt, så er et job i Det Grønlandske Sundhedsvæsen noget for dig.
Du kan læse mere om Det Grønlandske Sundhedsvæsen på www.gjob.dk
I Grønland er der rig mulighed for at leve et aktivt fritidsliv. Om sommeren er vandring, hvalsafari, jagt, fiskeri og sejlture oplagte aktiviteter. Vinteren byder på nordlys og masser af skiløb og hvis du bor nord for polarcirklen, kan du køre på hundeslæde. I de større byer findes der masser af kulturliv med sportsklubber, kunstudstillinger, koncerter, cafeer og restauranter. Du kan læse mere om den region jobbet er placeret i på www.peqqik.gl
Se Det Grønlandske Sundhedsvæsens organisationsdiagram
Organisationsdiagram Det Grønlandske Sundhedsvæsen
Det Grønlandske Sundhedsvæsen er en røgfri arbejdsplads.
Vi modtager udelukkende ansøgninger i PDF-format, elektronisk, via Gjob.dk.
Ansøgninger sendt pr. mail vil straks blive slettet for din sikkerhed.
Fakta
- Arbejdssted
Grønlands Sundhedsvæsen -
Kontaktperson
Personale Afdelingen
personale@peqqik.gl - Stillingstyper
Psykolog - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-02-2026 - Quick-nr.
485475 - Indrykningsdato
19-12-2025 -
Ansøgningsfrist
12-01-2026
-
Dit næste skridt...
- Søg jobbet
- Føj til favoritter
- Del jobbet
Fakta
- Arbejdssted
Grønlands Sundhedsvæsen -
Kontaktperson
Personale Afdelingen
personale@peqqik.gl - Stillingstyper
Psykolog - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-02-2026 - Quick-nr.
485475 - Indrykningsdato
19-12-2025 -
Ansøgningsfrist
12-01-2026