Region Midtjylland

Hjertesygdomme læger

Strandpromenaden, 35, 8700 Horsens

Uddannelsesansvarlig ledende overlæge ved Hjertesygdomme, Regionshospitalet Horsens.

Hjertesygdomme, Regionshospitalet Horsens, søger en uddannelsesansvarlig ledende overlæge i kardiologi til ansættelse 1. maj eller efter aftale.

1. oktober 2025 blev Hjertesygdomme en selvstændig afdeling på Regionshospitalet Horsens, og vi er i fuld gang med at opbygge og styrke vores uddannelsesteam. Du får en enestående mulighed for at være med til at forme og udvikle afdelingens uddannelsesprofil.

Stillingen er central i vores strategi om at sikre høj kvalitet og rettidig udredning og behandling, for borgere i vores optageområde.

Om stillingen
Som uddannelsesansvarlig ledende overlæge vil du få ansvaret for uddannelsen af de yngre læger i afdelingen. Du skal udvikle en uddannelsesstrategi for afdelingen og du vil blive en del af afdelingens funktionsledelse. Afdelingen ansætter egne yngre læger i foråret 2026 og den ledende uddannelsesansvarlige overlæge skal spille en nøglerolle i de yngre lægers uddannelse.

Det organisatoriske ansvar består bl.a. af, at afdelingsledelsen som udgangspunkt har uddelegeret den direkte personaleansvarlige opgave for afdelingens uddannelseslæger, herunder rekruttering af uddannelseslæger, håndtering af uhensigtsmæssige uddannelsesforløb, opfølgning på sygefravær, aftaler og planlægning af ferieafholdelse mm.

Den direkte personalerelaterede opgave skal varetages under hensyntagen til afdelingens samlede drift og opgaveløsning.

Se funktionsbeskrivelse her.

Dine hovedopgave bliver at:

  • Lede og udvikle afdelingens lægelige uddannelsesfunktion. Herunder sikre dokumentation for afdelingens uddannelsesfunktion
  • Varetage at afdelingens uddannelsesfunktion bliver godt funderet efter Hjertesygdomme, Regionshospitalet Horsens er blevet en selvstændig afdeling.
  • Sikre et optimalt uddannelsesmiljø og arbejdsmiljø for de yngre uddannelsessøgende læger på afdelingen

Derudover vil du indgå i afdelingens øvrige kardiologiske funktioner:

  • Stuegang, ambulatorium og akut hjerteklinik
  • Kardiologisk Bagvagt 

Efter aftale kan andre særlige fagområder indgå, afhængigt af kandidatens kompetencer og interesse.

Kvalifikationer og profil
Stillingerne ønskes besat af en speciallæge i intern medicin: kardiologi, som:

  • Har erfaring eller interesse for lægelig uddannelse
  • Har stærke kliniske og kollegiale kompetencer
  • Kan lede og inspirere, og være et arbejdskulturelt forbillede for de yngre læger i afdelingen. 
  • Er nysgerrig, udviklingsorienteret og bidrager aktivt til faglig udvikling og innovation
  • Trives i tæt tværfagligt samarbejde og bidrager til et stærkt arbejdsmiljø
  • Har ledelseserfaring eller interesse for lægelig ledelse

Vi tilbyder:

  • En unik mulighed for at indtage en central position i afdelingens udvikling, og præge opbygningen af den kardiologiske uddannelse.
  • En mulighed for at være med til at slå afgørende streger i opbygningen af den nye selvstændige hjerteafdeling i Horsens
  • Ledelsesuddannelse og personlig udviklingsplan 
  • Et stærkt, engageret og samarbejdsorienteret lægefagligt miljø
  • En flad og åben ledelsesstruktur med høj grad af tillid og involvering
  • Fokus på arbejdsmiljø, trivsel og kollegial sparring
  • Onboarding og mentorordning
  • Mulighed for faglig specialisering og deltagelse i forskning
  • Et miljø, hvor uddannelse, kvalitet og innovation går hånd i hånd med drift

Om det hjertemedicinske speciale på Regionshospitalet Horsens
Horsens har hovedfunktion for 233.000 borgere i optageområdet, som omfatter Horsens, Hedensted, Skanderborg og Odder kommuner. 

Hjertesygdomme er en effektiv afdeling med ca. 85 medarbejdere. Vi har i Hjertesygdomme en stor velfungerende Hjerteklinik med en lang række af ambulante funktioner;

  • AFLI-klinik
  • AK/VTE-klinik
  • Hjertesvigtsklinik
  • Et stort EKKO-ambulatorium
  • Hjerte-CT sektion

Alt i alt har vi årligt ca. 11.000 ambulante besøg i Hjertesygdomme.

Akutte hjertepatienter modtages direkte i Akut Hjerteklinik i dagstid, og resten af døgnet på Hjertemedicinsk Sengeafsnit. Akut Hjerteklinik og Hjertemedicinsk Sengeafsnit ligger side om side. Sengeafsnittet har 21 telemetriovervågede senge, og der er tilknyttede EKKO-sygeplejersker, som varetager ekkokardiografi på indlagte patienter og de akutte hjertepatienter, samt assisterer til kardiologiske procedurer som TEE og DC-konvertering.

Hospitalet undergår i disse år en omfattende modernisering. Sengeafsnittet er aktuelt placeret i nye, men midlertidige lokaler. I løbet af forår 2026 flytter sengeafsnittet og klinikken til helt nye, lyse og rummelige lokaler.

Om Regionshospitalet Horsens
Regionshospitalet i Horsens er et af de mindre hospitaler i Region Midtjylland, og det, synes vi selv, er en af vores styrker. Med hospitalets størrelse har vi nærhed og et fællesskab, som styrker det daglige tværfaglige samarbejde. Vi har hinandens ryg – både når vi lykkes, og når vi engang imellem begår en fejl, så lærer vi af det sammen.

Vores vision er "Regionshospitalet Horsens som attraktiv arbejdsplads, uddannelses- og behandlingssted samt samarbejdspartner" med fokus på både medarbejderne og patienterne. Der venter dig knap 2.000 kolleger på hospitalet. På tværs af afdelinger og specialer møder vi hinanden som mennesker samtidig med, at vi har hver vores fagprofil. Det gælder også, når vi byder nye kolleger velkommen.

I 2024 tog vi de første skridt til at blive ‘Vælg Klogt’-Ambassade, hvor vi arbejder tværfagligt sammen om at identificere og undgå unødvendige undersøgelser og behandlinger – både af hensyn til patienterne og sundhedsvæsenets samlede ressourcer.

Læs mere om Regionshospitalet Horsens og det hjertemedicinske speciale på www.horsens.rm.dk.

Arbejdstilrettelæggelse
Overlægen deltager sammen med afdelingens øvrige speciallæger i de forskellige funktioner i afdelingen, herunder i stuegang i weekender og på helligdage. Som kardiologisk speciallæge deltager du i den kardiologiske bagvagt. Aktuelt er der en kardiologisk beredskabsvagt fra hjemmet, men der arbejdes på at etablere en vagt med tilstedeværelse

Undervisningsforpligtelse
Medicinsk Afdeling og Hjertesygdomme er en uddannelsesafdeling, som uddanner læger på både KBU-, intro- og hoveduddannelsesniveau – heraf ca 2 årlige hoveduddannelsesforløb i kardiologi. Derudover undervises studerende fra flere semestre og afdelingens eget personale. Det forventes, at overlægen deltager aktivt i de daglige supervisions- og uddannelsesopgaver og bidrager til et trygt og udviklende læringsmiljø.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til aftale for lægelige chef mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger. Stillingen er omfattet af lokal løndannelse.

Ansættelsen er betinget af tilfredsstillende autorisation og børneattest.

Ansøgning
Ansøgningen struktureres omkring speciallægens 7 roller. Ansøgning og anden dokumentation uploades elektronisk.

Ansøgningsfrist: Tirsdag d. 27. januar kl. 23.59

Ansættelsessamtaler forventes afholdt: Tirsdag d. 3. februar.

Yderligere information
Vi inviterer gerne på besøg i afdelingen og byder på en uforpligtende kop kaffe. Henvendelse til Cheflæge Carsten Stengaard, tlf. 2874 1998 for yderligere oplysninger.

 

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Regionshospitalet Horsens
  • Kontaktperson
    Carsten Stengaard
    carssten@rm.dk
    2874 1998
  • Adresse
    Strandpromenaden, 35, 8700 Horsens
  • Stillingstype
    Ledende overlæge
  • Speciale
    Intern medicin: Kardiologi
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-05-2026
  • Regionens jobnr.
    63632
  • Quick-nr.
    486335
  • Indrykningsdato
    13-01-2026
  • Ansøgningsfrist
    27-01-2026
  • Fakta

  • Arbejdssted
    Regionshospitalet Horsens
  • Adresse
    Strandpromenaden, 35, 8700 Horsens
  • Kontaktperson
    Carsten Stengaard
    carssten@rm.dk
    2874 1998
  • Stillingstype
    Ledende overlæge
  • Speciale
    Intern medicin: Kardiologi
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-05-2026
  • Regionens jobnr.
    63632
  • Quick-nr.
    486335
  • Indrykningsdato
    13-01-2026
  • Ansøgningsfrist
    27-01-2026
På baggrund af dette job