Region Sjælland
Lykkebækvej 1, 4600 Køge
Speciallæge til Klinisk Biokemisk Afdeling – Sjællands Universitetshospital (SUH)
Kom og bliv en del af et dynamisk hold som ny speciallæge på Klinisk Biokemisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital, hvor du vil finde et åbent og udviklingsorienteret miljø med god mulighed for at tage ansvar og få stor indflydelse på flere områder.
Stillingen er på 37 timer per uge og ønskes besat fra 01.04.2026 eller snarest derefter.
Om afdelingen
Klinisk Biokemisk Afdeling er en del af Sjællands Universitetshospital og er vokset til at blive en af Danmarks største Kliniske Biokemisk Afdelinger med døgndækkede laboratorier på tre geografier i Roskilde, Køge og Nykøbing Falster, prøvetagningssatellitter på de sydlige øer samt understøttelse af omkring 150 almen praksis-klinikker af forskellig størrelse med prøvetagning, analysering, kvalitetssikring og rådgivning.
Tværfaglighed, fokus på fællesskab, gode relationer, uddelegeret ansvar og en åben respektfuld dialog for sammen at finde de bedste løsninger, er den tilgang, som har gjort, at afdelingen succesfuldt har gennemgået spændende forandringer i forhold til vækst, fusioner, flytninger og udvidede opgaver, mens kerneydelsen fortsat leveres. Det er den ånd, vi værner om.
Analyseaktiviteterne i laboratorierne er både på hovedfunktionsniveau, regionalt funktionsniveau og inden for de højt specialiserede funktioner, og foregår både på automatiseret udstyr og på mere håndholdte metoder.
Forskning og uddannelse inden for flere områder er vigtige elementer af driften og vedrører både specialet klinisk biokemi og mange andre specialer.
Vores lægegruppe i biokemien består af cheflægen, to professorer med hvert sit særlige forskningsfelt, to speciallæger og løbende intro- og hoveduddannelsesforløb, hvoraf nogle forløb forlænges med ph.d.-ansættelser. De snart seks kliniske akademikere dækker hvert sit analyseområde i afdelingens rutine og specialiserede funktioner inden for biokemi og molekylærbiologi ligesom den præanalytiske fase og håndtering af forsknings- og protokolundersøgelser også er dækket. Lægerne er ligeledes fordelt på flere lægefaglige områder og er involverede i de afledte dialoger og udviklingsarbejdet med alle rekvirenterne på sygehuse og i praksis. Afdelingens instrumenter og prøvetagninger håndteres kompetent af ca. 250 bioanalytikere og laboranter fordelt på de tre geografier.
Lægeuddannelsen er udvidet på SUH Køge med en formelt selvstændig uddannelseslinje, ligesom antallet af uddannelseslæger og bioanalytikerstuderende er steget betragteligt i de seneste år. Denne store uddannelsesopgave varetages af en bred tværfaglig gruppe i afdelingen.
Afdelingen i Køge er også hjemsted for Klinik for Arvelige Sygdomme som del af et regionalt center for Klinisk Genetik og Genomisk tolkning, hvor en gruppe af læger, genetiske vejledere, molekylærbiologer og sekretærer samarbejder om at sikre udredning for arvelige sygdomme eller for medfødte dispositioner for cancer og tolkning af helgenom-sekventeringer.
Afdelingen tager ca. 1,5 mio. blodprøver på sygehuse, i ambulatorier, i psykiatrien og ved udekørende prøvetagning og udfører ca. 15 mio. analyser årligt på egne eller indsendte prøver. Afdelingen og de fleste analyser er akkrediteret efter ISO15189.
Lægegruppen samarbejder tæt med kliniske akademikere i forhold til sikring af den samlede faglige ledelse af de forskellige analysemetoder og det relevante respons på nedbrud eller udfordringer med analyser.
Lægerne har, sammen med de kliniske kolleger fra alle afdelinger, en særlig opgave i forhold til at sikre, at laboratoriets repertoire og service samt anvendelse af analyser løbende tilpasses nye retningslinjer og kliniske behov på de sygehuse, der skal understøttes.
Lægerne på afdelingen rådgiver rekvirenter om valg og forståelse af analyser og tolkning af svar - og er løbende i dialog om behov for hjemtag af analyser, der kan understøtte effektivt og bæredygtigt flow i de kliniske afdelinger.
Afdelingen har forskning som en kerneydelse. Vores forskningsgrupper, ledet af de to professorer, er aktive inden for både naturvidenskabelige og sundhedsfaglige discipliner med forskellige faggrupper som deltagere, og der er god mulighed for at deltage i dette arbejde. Ligeledes er samarbejde med de kliniske afdelinger i forhold til at sikre evidens for udført praksis og skabelse af nyttig viden relevante opgaver.
Afdelingen arbejder tæt sammen med andre Klinisk Biokemiske Afdelinger i resten af regionen og sikrer en generel regional understøttelse af sygehuse og almen praksis med strategisk placerede analysefunktioner, som sikrer en bæredygtig og kompetent drift. Der er stærke regionale arbejdsgrupper med læger, kliniske akademikere og bioanalytikere, som sikrer en koordineret og harmoniseret service på både analyse-, forsknings- og kvalitetsområdet.
Stillingen indebærer:
- At du dækker flere geografier med lægefaglig bistand, mens du hovedsageligt har fremmøde i Køge. Der vil være løbende behov for både mødeaktivitet og undervisning på de øvrige geografier og muligvis også på regionens øvrige biokemiske afdelinger – dette planlægges ofte med mulighed for fælles transport og med fleksible rammer.
- Aktiv deltagelse i den faglige og organisatoriske udvikling af Klinisk Biokemisk Afdeling, herunder tilpasning til det nye hospital og laboratoriehus i Køge og til sundhedsreformen og den kommende fusion til Region Østdanmark.
- Deltagelse i strategisk udvikling af afdelingens opgaver og udvikling sammen med ledelsen og de øvrige stabsmedarbejdere. Herunder også sikre et forsat tæt samarbejde med de øvrige laboratoriespecialer samt repræsentere specialet i diverse fora.
- I koordination med de øvrige læger og kliniske akademikere sikre fokus og lægedækning samt lægelig ledelse på de aktuelle faglige ansvarsområder, herunder almen biokemi, POCT, koagulation, hæmatologi, specialanalyser og molekylærbiologi – alle relevante både lokalt og regionalt.
- Håndtering af akutte, rutine- og udviklingsmæssige biokemiske problemstillinger i samarbejde med afdelingens kliniske akademikere og specialister og med inddragelse og supervision af uddannelseslægerne.
- Supervision og undervisning samt gensidig løbende feedback af yngre læger og kliniske akademikere samt undervisning eller oplæg for bioanalytikere samt læger og andet fagpersonale på kliniske afdelinger i Roskilde, Køge og Nykøbing Falster.
- Aktiv deltagelse i faglige opdateringer og implementering af overordnede retningslinjer og vejledninger samt sikring af relevante lokale instrukser.
- Mulighed for projektledelse af forsknings- og udviklingsprojekter af forskellig størrelse.
- Sikre, at afdelingen understøtter de kliniske specialers forskningsaktivitet og protokollerede behandlinger med de relevante biokemiske og logistiske bidrag.
Forventning til dine kompetencer:
- Speciallæge i klinisk biokemi med bred faglig interesse og med lyst til at udvikle specialet, så det også understøtter fremtidens sundhedsvæsen.
- Hvis du har særlige kompetencer og interesseområder hører vi gerne om dette.
- Politisk forståelse og organisatorisk interesse i forhold til den igangværende sundhedsreform med tilpasning af sundhedsvæsenet og sikring af sammenhæng i patientforløbene. Evne til at tage ansvar for gennemførelse af relevante ændringer, med fokus på sikring af mere lighed i sundhed og på at gøre sygehusene mere åbne og fokuserede på de nære sundhedstilbud.
- Erfaring med opsætning, drift og udvikling af klinisk biokemiske analyser og mod på at tage det ansvar, som er nødvendigt for denne opgave.
- Erfaring med og nysgerrig glæde ved samarbejde med kolleger i specialet og andre specialer/afdelinger for at optimere patientforløb med relevante svarafgivelser og tolkning.
- Interesse for optimering af hele kæden af ydelser fra bestilling af analyser til anvendelse af svar både på hospital og udenfor hospitalet.
- Gerne en interesse for udvikling af specialet i forhold til bedre klinisk udnyttelse af de mange data som kan bringes bedre i anvendelse evt. ved hjælp af AI eller ved at koble laboratoriedata med kliniske data eller måske en interesse i eksperimentel biomedicinsk forskning i sammenhæng med kliniske data.
- Gode samarbejds- og kommunikationsevner og imødekommende positiv tilgang i et uhøjtideligt tværfagligt lærings- og arbejdsmiljø.
- Ph.d.-titel eller dokumenterede forskningskvalifikationer vil være en fordel afhængigt af emner og interesseområder.
- Arbejdstiden vil primært være dagtjeneste i Køge, og der vil være delt bemanding af lægedækket telefon og løbende mødeaktivitet vedrørende opgaver, som kan være regionale eller lokale.
- Der vil i koordination med de øvrige kolleger være mulighed for at deltage i løbende videreuddannelse.
Send en motiveret ansøgning med god beskrivelse af dine kompetencer og dine interesser, samt en beskrivelse af det, som du ønsker særligt at bidrage med.
Om os
Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.
Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her
Se video om Sjællands Universitetshospital her
Fakta
- Arbejdssted
Sjællands Universitetshospital, Køge -
Kontaktperson
Karen Søeby
kares@regionsjaelland.dk
93570347 - Adresse
Lykkebækvej 1, 4600 Køge - Stillingstype
Læge, Speciallæge - Speciale
Klinisk biokemi - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-05-2026 - Regionens jobnr.
049427 - Quick-nr.
487543 - Indrykningsdato
09-02-2026 -
Ansøgningsfrist
15-03-2026
-
Dit næste skridt...
- Søg jobbet
- Føj til favoritter
- Del jobbet
- Læs om regionen
Fakta
- Arbejdssted
Sjællands Universitetshospital, Køge - Adresse
Lykkebækvej 1, 4600 Køge -
Kontaktperson
Karen Søeby
kares@regionsjaelland.dk
93570347 - Stillingstype
Læge & Speciallæge - Speciale
Klinisk biokemi - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-05-2026 - Regionens jobnr.
049427 - Quick-nr.
487543 - Indrykningsdato
09-02-2026 -
Ansøgningsfrist
15-03-2026