Region Sjælland

Region Sjælland

Lykkebækvej 1, 4600 Køge

Speciallæge i kirurgi med interesse for det øvre kirurgiske område - Sjællands Universitetshospital - Kirurgisk afdeling. -

Er du speciallæge i kirurgi, og har du lyst til en stilling på et universitetssygehus i rivende udvikling delt mellem en større og en mindre matrikel.  Så er denne stilling måske noget for dig. Tiltrædelse efter aftale.

På Sjællands Universitetshospital har vi fået mulighed for at oprette stillinger fordelt mellem afdelingens to matrikler i Nykøbing Falster og Køge. Du vil have funktioner på begge matrikler, med hovedparten af dine vagter vil være i Nykøbing Falster. 

Du skal forvente at indgå i akutfunktionen med cirka fire aften-/nattevagter samt én weekendvagt om måneden. 

Sammen med den ledende overlæge og gruppen af speciallæger med faste funktioner i Nykøbing Falster vil du bidrage til at sikre kvaliteten og udviklingen af det akutte kirurgiske område. Dette inkluderer også ansvar for uddannelse af yngre læger og plejepersonale. 

Du vil desuden varetage stuegang i Nykøbing Falster, hvor du som speciallæge fungerer som backup for det kirurgiske vagthold og operationsgangen. Derudover vil der være mulighed for faste funktioner i både operation og ambulatorium på begge matrikler, afhængigt af dine interesser og efter nærmere aftale. 

Kirurgisk Afdeling lægger stor vægt på uddannelse, og det forventes, at du aktivt deltager i supervision og undervisning i det daglige arbejde. 

Afdelingen har et stærkt fokus på faglighed og arbejder målrettet med fortsat udvikling baseret på et solidt fagligt miljø, hvor forskning er en integreret del. Vi ser derfor gerne, at du har interesse for – og gerne erfaring med – forskning og ønsker at videreudvikle dette. 

Vi ønsker samtidig at støtte din udvikling både fagligt og personligt. Derfor udarbejdes der i fællesskab en individuel udviklingsplan med fokus på dine behov, herunder oplæring i kirurgiske procedurer. 

Erfaring med administrative opgaver er en fordel. Du har måske arbejdet med en afgrænset patientgruppe, haft ansvar for et mindre specialområde eller opnået anden relevant administrativ erfaring. 

Hvis dette matcher dine kompetencer og ambitioner, og du ønsker at blive en del af en afdeling i fortsat udvikling med fokus på kvalitet og høj faglighed, ser vi frem til at høre fra dig 

Generelt: 

Kirurgisk Afdeling, SUH har en afdelingsledelse bestående af en cheflæge samt en chefsygeplejerske. Fagligt er afdelingen opdelt i 7 funktionsområder, som fagligt ledes af en ledende overlæge, som sammen med en oversygeplejerske udgør områdeledelsen for denne funktion. Vi har fokus på gode patientforløb og et stærkt fagligt miljø. Kirurgisk Afdeling varetager behandlinger som højt specialiseret funktion, regionsfunktion samt hovedfunktion.  

Kirurgisk afdeling varetager behandling af akutte, benigne og maligne kirurgiske lidelser med mere end 6.000 årlige operationer. De fleste akutte patienter indlægges via hospitalets Akut Afdeling. Der foretages desuden udredning og behandling af patienter med akutte kirurgiske problemstillinger fra hospitalets øvrige afdelinger, ligesom der modtages patienter med 

specialiserede, akutte kirurgiske lidelser fra resten af regionen. Der foretages årligt omkring 3.400 akutte operationer, og ansvaret for disse patienter ligger i sektionen for Akut kirurgi. 

Afdelingens sektion for Øvre kirurgi har regionsfunktion samt højt specialiseret funktion og varetager bariatrisk kirurgi i form af gastric bypass, gastric sleeve, reflukskirurgi og operation for parastomalehernier samt operation af større, komplicerede ventralhernier og giganthernier. Der foretages også laparoskopisk operation for inguinalhernier samt cholecystektomier. 

Siden 2018 har lægestaben ved den kirurgiske funktion på Nykøbing Falster Sygehus refereret til cheflægen ved Kirurgisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital i Køge. I januar 2024 blev de to hospitaler desuden fusioneret. Funktionen i Nykøbing Falster omfatter 11 kirurgiske sengepladser på Afdelingen for Mave- og Tarmsygdomme, et fællesafsnit med både kirurgiske og medicinske patienter. 

Der er 10 ugentlige sammedagskirurgiske operationslejer, som primært anvendes til operationer for ukomplicerede hernie- og galdevejssygdomme. Derudover drives ét ugentligt ambulatorium, bemandet af én reservelæge og én speciallæge. 

Det kirurgiske vagthold i Nykøbing Falster har ansvar for modtagelse af akutte kirurgiske patienter i aften- og nattetimerne samt stuegang i Akutafdelingen i dagtid. Afdelingen udfører akut kirurgi i form af appendektomier og andre mindre akutte indgreb. 

Vagtfunktionen dækkes af afdelingens faste læger, suppleret af Ph.d.-studerende på R1-niveau samt et fast korps af vikarer. 

Afdelingens sektion for Nedre Kirurgi varetager kirurgisk behandling af benigne kolorektale lidelser som inflammatorisk tarmsygdom (colitis ulcerosa og Mb. Crohn som regionsfunktion), kompliceret divertikulit, komplicerede analfistler (regionsfunktion) samt kirurgisk behandling af analinkontinens for hele regionen. Behandling af IBD-patienter varetages i samarbejde med hospitalets gastromedicinske sektion. Sektionen varetager også udredning, behandling og palliation af patienter med kolorektal cancer samt regionsfunktion for endoskopiske procedurer med fjernelse af større bredbasede tumorer/polypper i rektum (f.eks. TEO og EMR/ESD-procedurer). 

Afdelingens endoskopiafsnit foretager årligt mere end 12.000 endoskopier i form gastroskopier, koloskopier samt et stort og stigende antal avancerede endoskopiske procedurer som regionsfunktion f.eks. ERCP, transgastrisk ERCP, EMR, e-FTR,EUL og CELS. Enheden har også regionsfunktion for endoskopisk udredning af børn med gastroenterologiske lidelser i samarbejde med Pædiatrisk Afdeling, SUH. 

Kirurgisk Afdeling har en stor og meget aktiv forskningsenhed – Center for Surgical Science -med mere end 40 tilknyttede forskningsmedarbejdere og med et stærkt og voksende samarbejde nationalt og internationalt. Forskningsenheden afholder hvert år et internationalt symposium, Zealand Surgical Forum; se http://www.zealandsurgicalforum.com/ 

 

Dine kvalifikationer. 

Ansøgere med dokumenteret interesse og erfaring specielt indenfor benign øvre kirurgi. 

Vi ønsker en kollega, som sætter patienten i centrum, stræber efter den bedst mulige kvalitet i behandlingen og som har lyst til at være en del af et team af dygtige kolleger, som arbejder både nationalt og internationalt for at udvikle både Kirurgisk Afdeling og SUH. 

Du er visionær og målrettet og tager ansvar for de opgaver, som du påtager dig. 

Vi forventer, at du er en rutineret kirurg både i forhold til åben og laparoskopisk kirurgi med henblik på at kunne varetage backupfunktionen for yngre læger under uddannelse i Nykøbing Falster. 

Kirurgisk Afdeling lægger vægt på at yde behandling af høj kvalitet på et evidensbaseret grundlag. Vi forventer derfor, at du er forskningsaktiv og at du har vist dette i dit hidtidige karriereforløb. I Kirurgisk Afdeling mener vi, at et stærkt fagligt miljø samt et aktivt forskningsmiljø er nødvendigt for at sikre udvikling af såvel faget som den enkelte kirurg. Dette forventer vi du tager aktivt del i. 

Afdelingen vægter uddannelse højt, og vi forventer derfor, at du interesserer dig for uddannelse og supervision. Både overlæger og afdelingslæger har uddannelsesforpligtigelse overfor medicinstuderende, introduktionslæger, læger i hoveduddannelse samt andre faggrupper i afdelingen. 

Afdelingen har regionens lærestolsprofessorat i kirurgi, ligesom der er både kliniske lektorer og studielektorer tilknyttet. 

Stillingen indeholder også flere administrative opgaver. Disse forsøger vi at fordele jævnt og forventer derfor, at du også deltager i disse opgaver og gerne har erfaring heri. 

Vi lægger vægt på, at du udviser engagement og positivitet samt interesserer dig for din egen personlige og faglige udvikling og profilering, og vi forventer, at du aktivt går ind i en udvikling af dig selv og afdelingen. 

 

Arbejdsvilkår: 

Speciallægen får delt funktion mellem Nykøbing Falster og Køge. 

Speciallæger varetager på skift funktioner til klokken 18:00 i Køge. 

Afdelingen er fast forankret i den regionale udvikling af sygehusvæsenet med varetagelse af de specialiserede kirurgiske funktioner for Region Sjælland. 

Løn i henhold til gældende overenskomst. 

 

Personlige og faglige kompetencer: 

Speciallægen skal have kompetencer inden for hver af nedenstående 7 roller, på et niveau, der svarer til det, man kan forvente af en speciallæge, og ansøgningen skal derfor udformes i henhold til nedenstående. 

1.Medicinsk ekspert  

Diagnostiske og terapeutiske færdigheder, som er nødvendige for at varetage kompetent og effektivudredning og behandling. 

2. Kommunikator 

Kan kommunikere forståeligt, præcist og empatisk med patienter og pårørende; kan lytte, drøfte og formidle relevant information med patienter, pårørende samt kolleger og andre medarbejdere. 

3. Samarbejder  

Samarbejder effektivt med alle medarbejdere og primær sektor; bidrager effektivt i tværfaglige aktiviteter. 

4. Organisator/leder/administrator 

Anvender og prioriterer ressourcerne effektivt og afbalancerer hensyn til patientbehandling, uddannelse, administrative funktioner, kvalitetsudvikling og eksterne aktiviteter. 

5. Sundhedsfremmer 

Bidrager effektivt til øget sundhed hos patienter såvel som hos andre borgere. Erkender og reagerer på de områder, hvor oplysning er påkrævet. 

6. Akademiker 

Anvender en personlig strategi for kontinuerlig kompetenceudvikling; vurderer information kritisk; faciliteter læring hos patienter, kolleger, uddannelsessøgende læger, studenter og andrepersonalegrupper; bidrager til udvikling af ny viden. 

7. Professionel 

Yder høj kvalitet i patientbehandlingen med integritet, ærlighed, medfølelse; udviser passende personlig og medmenneskelig adfærd; praktiserer i etisk overensstemmelse med lægeløftet. 

Yderligere oplysninger: Yderligere information kan fås ved henvendelse til cheflæge Lasse Bremholm Hansen, mail: labha@regionsjaelland.dk eller tlf. 47 32 30 01 eller ledende overlæge Anna Lykke, mail annly@regionsjaelland.dk eller telefon 23 34 84 91 

 

Ansøgningsfrist 26.4.26 kl.12.00 

Ansøgningen forventes opstillet således at ansøger forholder sig til hver af de 7 lægeroller. 

Samtaler med kvalificerede ansøgere forventes afholdt løbende.  

Tiltrædelse efter aftale.

 

Sjællands Universitetshospital vil være pioner i det danske sundhedsvæsen og definere en ny, bedre og anderledes måde at drive et sundhedsvæsen på. Med overskriften ”Patienten er alt” implementerer hospitalet en ambitiøs strategi, som vil sætte en ny retning for fremtiden. Missionen er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. 

 

Sjællands Universitetshospital er etableret som en organisatorisk enhed. Vi er således allerede nu i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne. 

Læs mere om Sjællands Universitetshospital på: http://www.regionsjaelland.dk/suh 

Om Sjællands Universitetshospital Sjællands Universitetshospital er Danmarks yngste universitetshospital, og en afgørende brik i Region Sjællands ambitiøse sygehusplan. Vores mission er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. I en verden fuld af nye muligheder og 

forventninger ser vi os som pionerer, der ønsker at definere en ny, bedre og anderledes måde at drive sundhedsvæsenet på. 

Sjællands Universitetshospital er over de sidste år etableret som en organisatorisk enhed. Næste trin er den fysiske samling i det nye kvalitetsfondsbyggeri i Køge, som vil skabe rammen for et universitetshospital i fuld skala. Vi er således i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere, og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne. 

Ansættelsen er betinget af modtagelse af tilfredsstillende børneattest.

Om os

Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.

Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her

Se video om Sjællands Universitetshospital her

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Sjællands Universitetshospital, Køge
  • Kontaktperson
    Anna Lykke
    annly@regionsjaelland.dk
    23348491
  • Adresse
    Lykkebækvej 1, 4600 Køge
  • Stillingstype
    Læge
  • Speciale
    Kirurgi
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-06-2026
  • Regionens jobnr.
    050655
  • Quick-nr.
    489443
  • Indrykningsdato
    24-03-2026
  • Ansøgningsfrist
    26-04-2026
  • Fakta

  • Arbejdssted
    Sjællands Universitetshospital, Køge
  • Adresse
    Lykkebækvej 1, 4600 Køge
  • Kontaktperson
    Anna Lykke
    annly@regionsjaelland.dk
    23348491
  • Stillingstype
    Læge
  • Speciale
    Kirurgi
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-06-2026
  • Regionens jobnr.
    050655
  • Quick-nr.
    489443
  • Indrykningsdato
    24-03-2026
  • Ansøgningsfrist
    26-04-2026
På baggrund af dette job