Region Hovedstaden

Region Hovedstaden

Kettegård Alle 30, 2650 Hvidovre

Uddannelsesansvarlig overlæge til Afdeling for Ældresygdomme og Lindrende Be-handling

Amager og Hvidovre Hospital

Vil du være med til at uddanne fremtidens geriatere og samtidig præge udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen?

Vi søger en engageret speciallæge i geriatri til en stilling som uddannelsesansvarlig overlæge i Afdeling for Ældresygdomme og Lindrende Behandling på Amager og Hvidovre Hospital.

Vi står midt i en spændende udvikling. Afdelingen er ung, ambitiøs og i vækst, og de kommende år bliver afgørende for udviklingen af både geriatrien og det samlede sundhedsvæsen. Sundhedsreformen betyder, at hospitalerne skal spille en endnu større rolle uden for hospitalets mure, og fra 2027 skal afdelingen bidrage til lægedækningen af de kommende sundheds- og omsorgspladser i Sundhedsråd Amager og Vestegnen. Dette skaber nye muligheder for at udvikle sammenhængende patientforløb og nye læringsmiljøer på tværs af sektorer.

Som uddannelsesansvarlig overlæge får du mulighed for at være med til at forme, hvordan vi uddanner fremtidens speciallæger i et sundhedsvæsen under forandring. Du bliver en central del af afdelingens uddannelsesmiljø og får stor indflydelse på udviklingen af den lægelig videreuddannelse i en afdeling, som prioriterer uddannelse, faglighed, forskning og innovation højt.

Hvem er vi?

Afdeling for Ældresygdomme og Lindrende Behandling blev etableret i 2024 og er i dag en af landets mest udviklingsorienterede geriatriske afdelinger. Vi arbejder på tværs af matrikler, specialer og sektorer med et fælles mål: at skabe de bedst mulige forløb for ældre mennesker med kompleks multisygdom og skrøbelighed samt patienter med behov for specialiseret palliation.

Afdelingen rummer to geriatriske sengeafsnit (normeret til henholdsvis 25 og 22 senge), et palliativt sengeafsnit (8 senge), ambulatorie, akut geriatrisk team i den fælles Akutmodtagelse, ortogeriatrisk funktion samt tværsektorielle og udekørende funktioner. Fagligt stærke og individuelle patientforløb sikres i et godt og professionelt samarbejde på tværs. Rammen er Comprehensive Geriatric Assessment (CGA), som tager afsæt i en systematisk, tværfaglig og individualiseret helhedsvurdering af det fulde sygdomsbillede. Der udarbejdes en tværfaglig plan for udredning, pleje, lindring og behandling af de geriatriske og palliative patienter. Dette er med til at sikre høj behandlingskvalitet med fokus på patientinddragelse og fælles beslutningstagen

I ambulatoriet varetages CGA, medicingennemgang, faldudredning, subakut udredning samt regionsfunktion i vestibulær og autonom dysfunktion. Der udredes også demenssygdomme på Rigshospitalet.

Vi arbejder aktivt med at videreudvikle det tværsektorielle ældremedicinske team (TÆT), og der er fokus på at konsolidere det gode samarbejde med den kommunale akutfunktion samt videokonferencer på de midlertidige pladser. Det tværsektorielle ældremedicinske team arbejder med at skabe alternativer til indlæggelser og undersøge mulighederne for virtuel stuegang, rådgivning og sparring.

De specialiserede palliative patientforløb varetages både i sengeafsnit og gennem en udekørende funktion. I Palliativ Enhed er der aktuelt ved at blive etableret en tværgående funktion på hospitalet med tværfaglige tilsyn, multidisciplinære teamkonferencer og fælles stuegang i de øvrige specialafdelinger.

Vi er cirka 170 medarbejdere, heraf 18 speciallæger, omkring 30 yngre læger, tre kliniske lektorer og en voksende forskningsenhed. Afdelingen varetager uddannelse af læger og medicinstuderende på alle niveauer, og vi har et stærkt og ambitiøst uddannelsesmiljø.

Vi tror på, at høj faglig kvalitet, stærke relationer og godt humør går hånd i hånd. Derfor prioriterer vi et arbejdsmiljø præget af tillid, samarbejde, nysgerrighed og lyst til udvikling.

Om stillingen

Du bliver en del af afdelingens speciallægegruppe og får sammen med den øvrige uddannelsesorganisation ansvar for at videreudvikle et stærkt læringsmiljø for læger på alle uddannelsestrin. Du får mulighed for at sætte dit præg på uddannelsesstrategi, kompetenceudvikling og rekruttering af fremtidens geriatere.

Samtidig bevarer du en væsentlig klinisk funktion. Vi ønsker, at uddannelse og klinik beriger hinanden og ikke adskilles.

Dine opgaver vil blandt andet være:

  • At udvikle og kvalitetssikre den lægelige videreuddannelse
  • At understøtte og udvikle afdelingens vejledere og supervisorer
  • At skabe inspirerende læringsmiljøer i klinikken
  • At planlægge og gennemføre undervisningsaktiviteter
  • At være mentor og rollemodel for yngre læger
  • At bidrage til uddannelse af medicinstuderende
  • At deltage i afdelingens udviklings- og innovationsarbejde
  • At bidrage til udviklingen af nye uddannelsesmuligheder i takt med sundhedsreformen og afdelingens nye opgaver på tværs af hospital og kommune.

Vi håber, du

  • Er speciallæge i geriatri
  • Har interesse for eller erfaring med medicinsk uddannelse
  • Trives med supervision, vejledning og faglig sparring
  • Har lyst til at udvikle mennesker lige så meget som organisationer
  • Ser muligheder i tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
  • Har mod på at bidrage til udviklingen af geriatrien i en tid med store forandringer

Du behøver ikke kunne det hele på forhånd. Hvis du har engagementet, ambitionerne og lysten til at udvikle både uddannelse og geriatri, vil vi gerne høre fra dig.

Vi tilbyder

  • En central rolle i et af landets mest ambitiøse geriatriske uddannelsesmiljøer
  • Mulighed for at præge fremtidens lægelige videreuddannelse
  • Stor indflydelse på stillingens indhold og udvikling
  • Tæt samarbejde med engagerede kolleger, kliniske lektorer og ledelse
  • Mulighed for forskning, kvalitetsudvikling og innovation
  • En afdeling med høje ambitioner og korte beslutningsveje
  • Stor ledelsesmæssig opbakning til uddannelsesområdet
  • En arbejdsplads præget af tillid, faglighed, humor og samarbejde
  • Mulighed for at være med til at udvikle nye geriatriske tilbud i det nære sundhedsvæsen som led i sundhedsreformen.

 

Vilkår og ansættelsesforløb

Stillingen er til besættelse 1. november 2026 eller efter aftale. Som udgangspunkt er der tale om en fuldtidsstilling, og der er afsat 20 % til uddannelsesansvar og 80 % til klinisk arbejde. Ønske om deltid kan drøftes ved ansættelsessamtale.

Du bliver en del af geriatrien på Amager og Hvidovre hospital og forventes at deltage i vagt og weekendstuegang efter aftale. Du vil også skulle fungere som vejleder for læger under uddannelse. Afdelingen dækker to matrikler, og som uddannelsesansvarlig overlæge er du tilknyttet Hvidovre matriklen med mulighed for varetagelse af dagfunktioner på Amager Hospital.

Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomst for overlæger indgået mellem Foreningen af Speciallæger og Regionernes Lønnings- og Takstnævn med lønindplacering som overlæge.

For yderligere oplysninger kan du kontakte cheflæge Birgitte Schousboe på mail birgitte.schousboe@regionh.dk eller på telefon 30129972.

Ansøgningsfrist

Upload din motiverede ansøgning og dit CV senest d. 11/9-26

Vi afholder samtaler d. 23/9-26 mellem kl. 9-13.

 

Dine løn- og ansættelsesvilkår Autoriseret sundhedspersonale med patientkontakt, der er uddannet i et andet EU/EØS-land end Danmark, skal ved ansættelse i Region Hovedstaden, opfylde kravet til sprogkompetencer* i dansk. *Autoriseret sundhedspersonale med patientkontakt, der er uddannet i et andet EU/EØS-land end Danmark, skal ved ansættelse i Region Hovedstaden have bestået en danskprøve (Danskuddannelse 3, som svarer til 9. klasses afgangseksamen) eller som minimum kunne bestå prøven senest 1 år efter ansættelsen, eller have opnået tilsvarende sprogkompetencer i dansk på anden vis. Danskprøven skal bestås med minimum følgende karakterer: • mundtlig kommunikation med karakteren 10 • læseforståelse med karakteren 7 • skriftlig fremstilling med karakteren 7

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Hvidovre Hospital
  • Kontaktperson
    Birgitte Schousboe
    Birgitte.Schousboe@regionh.dk
  • Adresse
    Kettegård Alle 30, 2650 Hvidovre
  • Stillingstype
    Overlæge
  • Speciale
    Intern medicin: Geriatri
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-11-2026
  • Regionens jobnr.
    270189
  • Quick-nr.
    495529
  • Indrykningsdato
    21-08-2026
  • Ansøgningsfrist
    11-09-2026
  • Fakta

  • Arbejdssted
    Hvidovre Hospital
  • Adresse
    Kettegård Alle 30, 2650 Hvidovre
  • Kontaktperson
    Birgitte Schousboe
    Birgitte.Schousboe@regionh.dk
  • Stillingstype
    Overlæge
  • Speciale
    Intern medicin: Geriatri
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-11-2026
  • Regionens jobnr.
    270189
  • Quick-nr.
    495529
  • Indrykningsdato
    21-08-2026
  • Ansøgningsfrist
    11-09-2026
På baggrund af dette job