Region Hovedstaden
Borgmester Ib Juuls vej 1, 2730 Herlev
Afdelingsjordemødre med arbejde i vagtplanlægning og drift, Herlev
Vil du være med til at styrke vores vagtcentral og præge rammerne for over 5.000 årlige fødsler?
Fødeafdelingen på Herlev Hospital søger 2-3 erfarne afdelingsjordemødre/jordemødre til spændende delestillinger, hvor du kombinerer en afdelingsjordemoderfunktion med strategisk og akut vagtplanlægning. Stillingerne er på 37 timer ugentligt med start 1. januar 2027 eller hurtigst muligt derefter i fast stilling eller vikariat.
Vi ønsker at robustgøre vores vagtcentral og samtidig styrke den ledelsesmæssige understøttelse af afdelingen. Stillingen henvender sig særligt til dig, der har solid erfaring som jordemoder, og som motiveres af at arbejde i krydsfeltet mellem personaleledelse, drift og vagtplanlægning. Måske drømmer du om at prøve kræfter med afdelingsjordemodergruppen, eller måske ønsker du at udvikle dine ledelsesmæssige kompetencer yderligere? Så er dette den rette mulighed for dig.
Om stillingen og vagtcentralen
Som afdelingsjordemoder hos os bliver du en del af et dedikeret team, der sammen med basisjordemødre, læger, social- og sundhedsassistenter og sekretærer varetager over 5.000 fødsler årligt – svarende til 25% af regionens fødsler. Du kommer til at arbejde tæt sammen med teamet om at sikre en velfungerende fødegang døgnet rundt.
Du vil indgå i en delestilling mellem afdelingsjordemoderfunktionen og vagtcentralen, hvor dit præcise ansvarsområde aftales nærmere ud fra dine kompetencer, erfaringer og afdelingens behov. Funktionen i vagtcentralen ligger i dagstiden. Det forventes desuden, at du indgår i det kliniske vagtarbejde (12,5 timers dag- og nattevagter) med arbejde hver 3. weekend.
I vagtcentralen bliver du en nøgleperson i den daglige drift. Du vil indgå i et tæt samarbejde med jordemødre, social- og sundhedsassistenter, mellemledere, afdelingsjordemødre, tillidsrepræsentanter samt vagtcentralens øvrige medarbejdere, Gitte og Tina.
Vagtplanlægning som kulturbærer
Vi ved, at skemaet har en enorm betydning for medarbejdertrivsel. Funktionen bliver ofte omtalt som "øretævernes holdeplads", fordi man dagligt skal balancere mange forskellige hensyn og træffe beslutninger, som ikke altid er populære.
Derfor søger vi en kollega, som kan stå fast i sine beslutninger, bevare de gode relationer og samtidig møde medarbejderne med respekt, forståelse og nysgerrighed. Du skal kunne navigere i krydsfeltet mellem medarbejdernes ønsker, ledelsens prioriteringer, afdelingens drift og de økonomiske rammer. Succes måles ikke altid på, om alle får deres ønsker opfyldt, men på om vagtplanen hænger sammen, driften er sikret, og medarbejderne oplever, at de bliver behandlet ordentligt og retfærdigt.
Dine primære opgaver
-
Akut drift: Tilpasse akutte ændringer efter udgivne skemaer samt håndtere vagtbytter, sygemeldinger og tilbagevendingsforløb.
-
Lederunderstøttelse: Varetage lederunderstøttende opgaver og deltage i den daglige koordinering af afdelingens drift og patientflow.
-
Planlægning: Understøtte og udarbejde langsigtede planer, herunder ferie-, sommer-, jule- og helligdagsplaner.
-
Udvikling: Bidrage til at udvikle, optimere og styrke vagtcentralens funktion, arbejdsgange og ressourceoptimering.
Om afdelingen
Hver eneste fødsel skal være en god og tryg oplevelse, så de små nye medborgere kan få den bedst tænkelige start. Det kræver et godt og konstruktivt arbejdsmiljø, hvor alle bidrager til afdelingens trivsel – også når vi løber stærkt.
Vi samarbejder tæt med de afsnitsledende overlæger for fødegangen, fødemodtagelsen, svangregangen og barselsgangen. Samarbejdet fordrer respekt og hensyn, men giver os til gengæld spændende og rummelige fællesskaber. Vi afholder tværfaglige fødegangskonferencer dagligt og monofaglige ’Tea-times’, hvor vi vender dilemmaer, input og vidensdeling.
Vi flyttede i 2022 i nye fysiske rammer med flotte sansefødestuer, hvilket fordrer nye arbejdsgange og arbejdsfællesskaber med barselsafdelingen og børneafdelingen. I september 2022 åbnede vi ligeledes regionens første alongside In-House Fødeklinik. Vi har et nyoprettet udekørende hjemmebarsels team samt et hjemmefødselsteam. Derudover er et tæt samarbejdsprojekt mellem gynækologiske sygeplejersker og jordemødre under udvikling i vores afsnit for Graviditet og Tab.
Din introduktion og udvikling
Du får et personligt introduktionsprogram tilpasset dine kompetencer og erfaringer, så du er rustet til at udfylde din nye funktion. I starten vil du gå i følgevagt med en kollega. Som afdelingsjordemoder bliver du en del af det samlede ledelsesteam af afdelingsjordemødre, som har ansvar for hver sin tovholderfunktion og arbejder tæt sammen om at sikre sammenhængende patientforløb i høj kvalitet.
Vi søger dig, der:
-
Er uddannet jordemoder og har minimum 3-5 års bred klinisk erfaring samt en stærk faglighed (erfaring som afdelingsjordemoder er en fordel).
-
Besidder stærke lederevner samt kommunikations- og samarbejdsevner.
-
Er inkluderende, tydelig og retningsgivende i din samarbejdsstil, men samtidig robust, løsningsorienteret og respektfuld.
-
Kan bevare overblikket i komplekse situationer, håndtere mange opgaver samtidigt og træde til/tage ansvaret ved akutte situationer på fødestuerne.
-
Har interesse for eller erfaring med akut vagtdækning samt forståelse for arbejdstidsregler, overenskomster og honorering.
-
Har godt humør og brænder for rollen som faglig sparringspartner og vejleder.
-
Ønsker at stå for debriefing/defusing efter svære fødselsforløb (du vil modtage grundig oplæring).
-
Er en synlig rollemodel og medspiller i udviklingen af afdelingen, vagtcentralen og patientbehandlingen.
Vi tilbyder:
-
En spændende delestilling med stor indflydelse på afdelingens drift og arbejdsmiljø
-
En harmonisk, robust og dygtig afdelingsjordemodergruppe
-
Et eminent godt tværfagligt team, der opnår flotte resultater i vores klinik.
-
Årlig opgradering af dine kompetencer med kurser som f.eks ALSO, TOF
-
Mulighed for indflydelse og ansvar for videreudvikling af basisjordemødrenes og SSA’ernes faglighed (f.eks. via sparring eller bedside-oplæring)
-
En synlig ledelse, der står bag og støtter dig – bl.a. via daglige statusmøder med henblik på optimeret patientflow, sparring og hjælp med ressource-optimering ved behov
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst for ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område.
Ansøgning og kontakt
Vi hører gerne fra alle interesserede ansøgere. Har du spørgsmål til stillingen, eller ønsker du at høre mere, er du velkommen til at kontakte vicechefjordemoder Emily Weilegaard Procter på tlf. 20152271 eller mail emily.weilegaard.procter@regionh.dk.
Ansøgningsfrist: 9. november 2026
Ansættelsessamtaler: Afholdes løbende samt den 12. november 2026
Søg stillingen online via linket nedenfor. Vi glæder os til at modtage din ansøgning!
Fakta
- Arbejdssted
Herlev og Gentofte hospital -
Kontaktperson
Emily Weilegaard Procter
emily.weilegaard.procter@regionh.dk - Adresse
Borgmester Ib Juuls vej 1, 2730 Herlev - Stillingstyper
Jordemoder med specialfunktion - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-01-2027 - Regionens jobnr.
271208 - Quick-nr.
498254 - Indrykningsdato
13-10-2026 -
Ansøgningsfrist
09-11-2026
-
Dit næste skridt...
- Søg jobbet
- Føj til favoritter
- Del jobbet
- Læs om regionen
Fakta
- Arbejdssted
Herlev og Gentofte hospital - Adresse
Borgmester Ib Juuls vej 1, 2730 Herlev -
Kontaktperson
Emily Weilegaard Procter
emily.weilegaard.procter@regionh.dk - Stillingstyper
Jordemoder med specialfunktion - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-01-2027 - Regionens jobnr.
271208 - Quick-nr.
498254 - Indrykningsdato
13-10-2026 -
Ansøgningsfrist
09-11-2026