Region Hovedstaden
Københavnsvej 33, 3400 Hillerød
Udviklingskonsulent og Faglig praksiskonsulent
Vil du udvikle fremtidens rusmiddelbehandling i socialpsykiatrien?
Orion søger en kvalitets- og udviklingskonsulent på deltid og en faglig praksiskoordinator på fuld tid
Vi søger to kolleger til en konkret opgave, at etablere og forankre social rusmiddelbehandling på Orion for mennesker med komplekse psykiske lidelser og rusmiddelproblematikker.
Til stilling 1 søger vi en kvalitets- og udviklingskonsulent med en relevant social- eller sundhedsfaglig uddannelse som f.eks. udviklingssygeplejerske eller socialrådgiver med en kandidat/master.
Du skal lede udviklingen og implementeringen af rusmiddelbehandlingen og arbejdet frem mod godkendelse efter servicelovens § 101. Stillingen er på deltid (30 t/u) og tidsbegrænset til to år med mulighed for forlængelse.
Til stilling 2 søger vi en faglig praksiskoordinator med en relevant social- eller sundhedsfaglig uddannelse på minimum bachelorniveau, eksempelvis som pædagog, socialrådgiver, ergoterapeut, fysioterapeut eller sygeplejerske. Du skal gennemføre individuelle rusmiddelbehandlingsforløb og styrke medarbejdernes behandlingsfaglige praksis gennem metodevejledning, undervisning og sparring. Stillingen er en fast fuldtidsstilling.
I får forskellige ansvarsområder og et tæt samarbejde om at omsætte faglig viden til behandling, der gør en forskel i beboernes hverdag.
Hvem er vi?
Orion er et højt specialiseret bo- og rehabiliteringstilbud for mennesker med svære og komplekse psykiske lidelser, ofte kombineret med rusmiddelproblematikker og voldsomme reaktionsmønstre.
Vi arbejder recoveryorienteret med afsæt i en systemisk og skadesreducerende tilgang. Vores kerneopgave er i tæt samarbejde med beboere og dagbrugere at skabe muligheder for et selvstændigt og meningsfuldt hverdagsliv med størst mulig livskvalitet og selvbestemmelse. Vi tror på, at mennesker kan udvikle sig og komme sig helt eller delvist, også når livssituationen er kompleks. Derfor møder vi den enkelte med respekt, nysgerrighed og blik for ressourcer, ønsker og muligheder. Orion er en del af Den Sociale Virksomhed i Region Hovedstaden, som pr. 1. januar 2027 bliver en del af Region Østdanmark.
En fælles udviklingsopgave med lokal forankring
Orion skal udvikle og implementere social rusmiddelbehandling og arbejder hen imod godkendelse efter servicelovens § 101. Arbejdet foregår i samarbejde med de to øvrige socialpsykiatriske botilbud i Den Sociale Virksomhed. Vi udvikler en fælles faglig retning med fokus på motiverende samtaler (MI) og kognitiv adfærdsterapi (KAT), samtidig med at behandlingen skal tilpasses det enkelte tilbud og dets beboere. Kompetenceudvikling inden for rusmiddelbehandling, psykiatri, MI og KAT tilrettelægges i fællesskab. Begge stillinger får en aktiv rolle i undervisning, erfaringsudveksling og faglig videndeling på tværs af tilbuddene.
Stilling 1: Kvalitets- og udviklingskonsulent til etablering af social rusmiddelbehandling - deltid, 30 timer om ugen - Tidsbegrænset ansættelse i to år med mulighed for forlængelse
Du ansættes til en afgrænset udviklings- og implementeringsopgave: at etablere de faglige og organisatoriske rammer for social rusmiddelbehandling på Orion og drive processen frem mod godkendelse efter servicelovens § 101. Din hovedopgave er at sikre, at behandlingsgrundlag, arbejdsgange, dokumentation og kompetenceudvikling hænger sammen og bliver omsat til praksis. Du skal skabe struktur og fremdrift i projektet i tæt samarbejde med ledelsen, den faglige praksiskonsulent og medarbejderne.Kvalitetsarbejde, evaluering og dokumentation indgår som en integreret del af denne konkrete opgave.
Dine primære opgaver
- Lede og koordinere projektet frem mod godkendelse til social stofmisbrugsbehandling efter servicelovens § 101, herunder udarbejde ansøgningsmateriale, faglige beskrivelser og dokumentation til Socialtilsynet.
- Sammen med forstanderen udarbejde en implementeringsplan med tydelige mål, milepæle, ansvarsfordeling og opfølgning.
- Beskrive og udvikle behandlingsgrundlaget med afsæt i MI, KAT, recovery og skadesreduktion.
- Udvikle og kvalitetssikre arbejdsgange, procedurer og dokumentationspraksis for rusmiddelbehandlingen.
- Koordinere kompetenceudvikling og bidrage til undervisning og faglige udviklingsforløb.
- Følge implementeringen gennem relevante audits, evalueringer og systematisk kvalitetsopfølgning.
- Sikre overdragelse og forankring af projektets resultater i den daglige drift.
- Bidrage til samarbejde og videndeling på tværs af de tre socialpsykiatriske botilbud.
Din faglige profil
Vi søger gerne en, der har en relevant social- eller sundhedsfaglig uddannelse, suppleret med relevant videreuddannelse. Du kan f.eks. være udviklingssygeplejerske eller socialrådgiver med en kandidat/masteroverbygning.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har erfaring med rusmiddelbehandling, gerne social rusmiddelbehandling, og en relevant uddannelse eller efteruddannelse inden for området.
- Har solidt kendskab til MI og KAT og kan omsætte metoderne til behandlingsgrundlag og konkrete arbejdsgange.
- Har erfaring med projektledelse, implementering og kvalitetsudvikling.
- Kan udarbejde præcise faglige beskrivelser, procedurer og dokumentation.
- Har kendskab til socialpsykiatri og arbejdet med mennesker med komplekse psykiske lidelser og rusmiddelproblematikker.
- Har indsigt i relevant lovgivning og gerne erfaring med Socialtilsynets kvalitetsmodel og godkendelsesprocesser.
- Kan skabe struktur, fremdrift og følgeskab i en udviklingsproces.
- Har erfaring med undervisning og facilitering af faglige processer.
Stilling 2: Faglig praksiskoordinator - fast fuldtidsstilling - Rusmiddelbehandling, metodevejledning og faglig sparring
Som faglig praksiskoordinator skal du være med til at opbygge og forankre den konkrete rusmiddelbehandling på Orion. Du skal have en relevant social- eller sundhedsfaglig uddannelse på minimum bachelorniveau, eksempelvis som pædagog, socialrådgiver, ergoterapeut, fysioterapeut eller sygeplejerske. Vi lægger vægt på, at du har en relevant uddannelse eller efteruddannelse inden for rusmiddelbehandling og stærke kompetencer i MI og KAT. Du arbejder tæt på både beboere, dagbrugere og medarbejdere. Du gennemfører selv individuelle behandlingsforløb og hjælper medarbejderne med at anvende metoderne gennem konkret vejledning, sidemandsoplæring og fælles refleksion.
Dine primære opgaver
- Gennemføre individuelle rusmiddelbehandlingsforløb med beboere og dagbrugere.
- Bidrage til faglige vurderinger, behandlingsplaner, opfølgning og dokumentation.
- Give faglig sparring og metodevejledning til medarbejdere og de to teams i Orion
- Understøtte anvendelsen af MI og KAT gennem sidemandsoplæring, feedback og fælles faglig refleksion.
- Undervise medarbejdere og facilitere praksisnære læringsforløb.
- Understøtte arbejdet med motivation, skadesreduktion og samspillet mellem psykiske lidelser og rusmiddelbrug.
- Samarbejde med kvalitets- og udviklingskonsulenten om at afprøve og forankre behandlingsmetoder og arbejdsgange.
- Bidrage til undervisning og faglig videndeling på tværs af de tre socialpsykiatriske botilbud.
Din faglige profil
Vi søger en som:
- Har solid praktisk erfaring med rusmiddelbehandling, gerne social rusmiddelbehandling.
- Har en relevant certificeret uddannelse eller efteruddannelse inden for rusmiddelbehandling.
- Har stærke behandlingsfaglige kompetencer inden for MI og KAT og erfaring med individuelle behandlingsforløb.
- Har kendskab til psykiatri eller socialpsykiatri og arbejdet med mennesker med komplekse dobbeltdiagnoser.
- Kan demonstrere metoderne i praksis og give medarbejderne konkret, anvendelig vejledning.
- Har erfaring med undervisning og faglig formidling.
- Kan skabe tillid og tilpasse behandlingen til den enkeltes ønsker, behov og forudsætninger.
- Arbejder systematisk med behandlingsplaner, dokumentation og opfølgning.
To tydelige ansvarsområder – et tæt samarbejde
Kvalitets- og udviklingskonsulenten leder den tidsafgrænsede etablerings- og implementeringsopgave og sikrer de faglige og organisatoriske rammer. Den faglige praksiskooordinator gennemfører behandling og understøtter den løbende udvikling og forankring af medarbejdernes behandlingsfaglige praksis. Sammen skal I sikre, at behandlingsgrundlag og arbejdsgange fungerer i hverdagen og giver mening for både beboere, dagbrugere og medarbejdere.
Vi opfordrer alle med ovennævnte kvalifikationer, uanset køn, alder og etnisk tilhørsforhold til at søge.
Hvad tilbyder vi?
Hos Orion får du mulighed for at bringe din faglighed i spil i et specialiseret socialpsykiatrisk miljø, hvor faglig udvikling har direkte betydning for borgernes hverdag.
Vi tilbyder:
- En central rolle i etableringen af social rusmiddelbehandling på Orion.
- Faglig indflydelse og mulighed for at forme behandlingen og dens forankring i praksis.
- Et tæt samarbejde med ledelse, medarbejdere og faglige samarbejdspartnere.
- Et fagligt fællesskab og fælles kompetenceudvikling på tværs af tre socialpsykiatriske botilbud.
- En arbejdsplads, hvor ordentlighed, nysgerrighed og respekt for forskellige perspektiver er vigtige værdier.
Vi lægger vægt på, at du både bidrager med din faglige viden og har lyst til at lære af andre.
Har du lyst til at være med?
Beskriv i din ansøgning, hvilken stilling du søger, og hvordan din uddannelse og erfaring kan bidrage til opgaven.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Praktiske oplysninger
Arbejdssted: Orion, Københavnsvej 33, 3400 Hillerød.
Stilling 1 – Kvalitets- og udviklingskonsulent: Deltid, 30 timer om ugen. Tidsbegrænset ansættelse i to år med tiltrædelse den 1. januar 2027.
Stilling 2 – Faglig praksiskonsulent: Fast fuldtidsstilling med tiltrædelse den 1. marts 2027.
Ansøgningsfrist: Ansøgningen skal sendes elektronisk via vores e-rekrutteringssystem senest den 16. november 2026.
Ansættelsessamtalerne afholdes den 23. og 24. november 2026.
Løn- og ansættelsesvilkår for stilling 1 følger overenskomsten Akademikere ansat i regioner m.v. (overenskomst 33.01.1). For stilling 2 gælder overenskomsten for Socialpædagogisk personale ved døgninstitutioner mv. (overenskomst 32.38.1), overenskomsten for socialrådgivere (overenskomst 32.32.1), Ikke-ledende ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre (overenskomst 33.21.1) eller Ikke-ledende personale på sundhedskartellets område (overenskomst 32.17.1). Udover det overenskomstmæssige, gives der lokalt tillæg, Oriontillæg. I forbindelse med ansættelse vil der blive indhentet reference og straffeattest.
For yderligere oplysninger: Forstander Dickte Noël Toft på telefon 21 13 07 61.
Læs mere om os på: www.orion.dk
Fakta
- Arbejdssted
Den Sociale Virksomhed -
Kontaktperson
Dickte Lavendel Noël Toft
dickte.lavendel.noel.toft@regionh.dk
21130761 - Adresse
Københavnsvej 33, 3400 Hillerød - Stillingstyper
Ergoterapeut - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-01-2027 - Regionens jobnr.
271398 - Quick-nr.
498807 - Indrykningsdato
27-10-2026 -
Ansøgningsfrist
16-11-2026
-
Dit næste skridt...
- Søg jobbet
- Føj til favoritter
- Del jobbet
- Læs om regionen
Fakta
- Arbejdssted
Den Sociale Virksomhed - Adresse
Københavnsvej 33, 3400 Hillerød -
Kontaktperson
Dickte Lavendel Noël Toft
dickte.lavendel.noel.toft@regionh.dk
21130761 - Stillingstyper
Ergoterapeut - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-01-2027 - Regionens jobnr.
271398 - Quick-nr.
498807 - Indrykningsdato
27-10-2026 -
Ansøgningsfrist
16-11-2026
Andre job fra Region Hovedstaden der minder om dette
-
Ergoterapeuter søges som primærbehandler til meningsfuldt patientarbejde
Psykiatrisk Center Ballerup | Gladsaxe Møllevej 15, 2860 Gladsaxe
ErgoterapeutOpslået
21-10-2026Ansøgningsfrist
22-11-2026 -
Ergoterapeut til Sundheds- og omsorgspladser på Bornholm – vil du gøre en forskel for borgerens hverdagsliv?
Bornholms Hospital | Ullasvej 8, 3700 Rønne
ErgoterapeutOpslået
06-10-2026Ansøgningsfrist
09-11-2026