Region Hovedstaden
Nordstjernevej 21, 2600 Glostrup
Forældrementor søges til Akutafsnit B205, på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center
Kan du være det menneske, der giver håb, når livet slår en familie ud af kurs?
Når et barn eller en ung bliver akut indlagt i psykiatrien, rammer krisen ikke kun den unge. Forældre og søskende bliver ofte kastet ind i en virkelighed præget af bekymring, afmagt, skyldfølelse og mange ubesvarede spørgsmål.
På Akutafsnit B205 søger vi en forældrementor, som med egne levede erfaringer kan være en støtte for familier, der befinder sig i en af de sværeste situationer i deres liv.
Du ved måske selv, hvordan det føles at stå på den anden side af døren til en psykiatrisk afdeling. Du ved, hvordan bekymringerne kan fylde alt. Og du ved, hvor stor en forskel det kan gøre at møde et menneske, som siger:
"Jeg har været der. Der er håb. I står ikke alene."
Hvem er vi?
På B205 møder vi børn, unge og familier, når livet er allermest udfordrende. Udover vores akutafsnit består B205 af Team for Selvskade, Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse og Akutteamet, som tilsammen arbejder for at skabe tryghed, håb og den rette hjælp på det rette tidspunkt.
Som forældrementor vil du have din primære tilknytning til døgnafsnittet, men du vil også få mulighed for at bringe dine erfaringer i spil i vores øvrige tilbud, hvor familier ligeledes kan have brug for støtte fra én, der selv har stået i en lignende situation.
Familierne kommer til os i krise. Nogle møder psykiatrien for første gang. Andre har været igennem lange og hårde forløb. Fælles for dem er, at de har brug for at blive mødt med omsorg, forståelse og håb.
Som forældrementor bliver du en vigtig del af den indsats.
Din rolle
Du skal ikke være behandler. Du skal være menneske.
Et menneske, som kan møde forældre med autenticitet, nærvær og forståelse, fordi du selv har erfaringer med at være pårørende til et barn eller en ung med psykiske vanskeligheder. Med afsæt i dine egne erfaringer skal du være med til at skabe håb i en situation, hvor mange familier kan have svært ved at få øje på det.
Som forældrementor bliver din vigtigste opgave at være en støtte for forældre under deres barns eller unges indlæggelse. Du skal kunne lytte, dele perspektiver og bidrage med håb, når usikkerheden fylder. Samtidig vil du fungere som en værdifuld brobygger mellem familierne og personalet og hjælpe forældrene med at finde fodfæste i en akut og ofte kaotisk situation. Derudover vil du indgå i relevante møder, undervisnings- og udviklingsaktiviteter og bidrage til den fortsatte udvikling af pårørendeinddragelsen på afsnittet.
Om dig
Du har egne erfaringer som forælder til et barn eller en ung, der har haft kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien, og du er et sted i dit eget forløb, hvor du kan bruge disse erfaringer konstruktivt til at støtte andre.
Du har lyst til at gøre en forskel for familier, der står midt i en krise, og du møder mennesker med åbenhed, respekt og uden forudindtagede holdninger. Samtidig trives du i samarbejdet med både familier og fagpersoner og ser værdien i, at forskellige perspektiver bringes sammen til gavn for barnet eller den unge.
Det vigtigste er ikke din uddannelse eller dit CV. Det vigtigste er, at du kan omsætte dine erfaringer til støtte, håb og genkendelse for andre familier.
Vi tilbyder
Hos os bliver du en del af et tværfagligt fællesskab med høj faglighed og stor respekt for de erfaringer, som patienter og pårørende bringer med sig. Vi tilbyder en meningsfuld rolle, hvor du hver dag har mulighed for at gøre en reel forskel for børn, unge og deres familier. Du får en grundig introduktion til opgaven, løbende faglig sparring og supervision samt et engageret og omsorgsfuldt arbejdsmiljø, hvor der er plads til både faglig og personlig udvikling. Samtidig får du mulighed for aktivt at bidrage til udviklingen af fremtidens børne- og ungdomspsykiatri og styrkelsen af familie- og pårørendeinddragelsen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast stilling, som udgangspunkt på ca. 24 timer ugentligt.
Vi ønsker tiltrædelse d. 1. februar 2027 eller efter aftale.
Du ansættes i henhold til ”Protokollat vedr. medarbejdere der ansættes på baggrund af patient- og brugererfaring”, under Overenskomst vedr. Løn- og ansættelsesvilkår for social- og sundhedspersonale - 32.03.1.
I henhold til lovkrav skal der ved eventuel ansættelse på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center forevises ren børneattest. Centret indhenter attesten hos Rigspolitiet med samtykke fra ansøger, der indstilles til ansættelse.
Ansøgningsproces
Ansøgningsfristen er søndag den 13. december 2026.
Søg stillingen via linket her på siden, medsend din ansøgning, CV og eventuelle bilag.
Ansættelsessamtaler vil blive afholdt i uge 51
Vil du være med til at skabe håb?
Hvis du kan se dig selv i rollen som forældrementor, glæder vi os til at høre fra dig.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:
Forældrementor Agnete Klint Holbak: agnete.klint.holbak@regionh.dk, telefon: 21629185
Afsnitsledende overlæge Helene Grønning: helene.groenning@regioh.dk eller
Oversygeplejerske Camilla Rodenkam Simonsen: camilla.rodenkam.simonsen@regionh.dk
Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) er en del af Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og dækker hele Region Hovedstaden. Centeret foretager udredning og behandling af børn og unge med alle former for alvorlige psykiske lidelser, der kræver en tværfaglig indsats i hospitalsregi. Centeret har to kliniske afdelinger Afdeling Ambulant og Afdeling Døgn fordelt på flere matrikler i regionen, samt en stor forskningsenhed.
Herudover har centeret en række støttefunktioner, herunder en administration og en kvalitets- og forbedringsenhed. Samlet er vi ca. 1.000 ansatte, der indgår i et tæt tværfagligt samarbejde om de ca. 18.000 børn og unge i alderen 0-17 år, der årligt ses i centeret (2025). Nærmere information om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center kan findes på BUC hjemmeside www.buc-regionh.dk.
Fakta
- Arbejdssted
Bispebjerg og Frederiksberg Hospital -
Kontaktperson
Camilla Rodenkam Simonsen
camilla.rodenkam.simonsen@regionh.dk - Adresse
Nordstjernevej 21, 2600 Glostrup - Stillingstype
Peer-medarbejder - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Deltid over 21 timer - Ansættelsens start
01-02-2027 - Regionens jobnr.
271785 - Quick-nr.
499748 - Indrykningsdato
11-11-2026 -
Ansøgningsfrist
13-12-2026
-
Dit næste skridt...
- Søg jobbet
- Føj til favoritter
- Del jobbet
- Læs om regionen
Fakta
- Arbejdssted
Bispebjerg og Frederiksberg Hospital - Adresse
Nordstjernevej 21, 2600 Glostrup -
Kontaktperson
Camilla Rodenkam Simonsen
camilla.rodenkam.simonsen@regionh.dk - Stillingstype
Peer-medarbejder - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Deltid over 21 timer - Ansættelsens start
01-02-2027 - Regionens jobnr.
271785 - Quick-nr.
499748 - Indrykningsdato
11-11-2026 -
Ansøgningsfrist
13-12-2026
Andre job fra Region Hovedstaden der minder om dette
-
Pårørendementor til ældrepsykiatrien på Nordsjællands Hospital, Psykiatrisk Center Nordsjælland, Hillerød
Nordsjællands Hospital | Dyrehavevej 48, 3400 Hillerød
Peer-medarbejderOpslået
11-11-2026Ansøgningsfrist
30-11-2026 -
Recoverymentor søges til lukket specialafsnit for patienter der bor på botilbud, på Psykiatrisk Center København, Bispebjerg-matriklen
Bispebjerg og Frederiksberg Hospital | Esther Ammundsens Vej 36, 2400 København
Peer-medarbejderOpslået
10-11-2026Ansøgningsfrist
03-12-2026